
Social- og ældreminister, Astrid Krag (S), er ikke enig i kritikken af, at hun har brugt et kunstigt lavt budgettal til at vise, at kommunerne har afsat flere penge til voksenhandicap-området. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Krag afviser kritik for brug af kunstigt lavt budgettal
Social- og ældreministeren svarer igen på gårsdagens kritik fra flere folketingspartier, og hun ser ikke et problem i, at man bruger et kunstigt lavt budgettal fra 2019 i stedet for regnskabstallet til at vise, at kommunerne planlagde et større forbrug på voksenhandicap-området i 2020 end i 2019.
Udgivet: 24/02/2021
Social- og ældreminister, Astrid Krag (S), er ikke enig i kritikken fra både Venstre og De Radikales socialordførere, der i går beskyldte et svar fra ministeren til Social- og Indenrigsudvalget vedrørende udgifter på voksenhandicap-området for at være henholdsvist "meget misvisende" og "ikke fyldestgørende".
Hun mener, at den beregningsmetode, som man har brugt i svaret er "helt normal", og hun holder fast i, at svaret viser, at kommunerne har planlagt et større forbrug på voksenhandicap-området i 2020 end i 2019.
Astrid Krag havde i et svar til udvalget sagt, at kommunerne under et planlagde et merforbrug på voksenhandicap-området på "cirka én milliard kroner" i 2020 i forhold til 2019.
Kritikken gik på, at ministeren havde taget udgangpunkt i et budgettal for 2019, der i regnskabet viste sig at blive overskredet med 1,5 milliarder. Sammenligner man derfor regnskabet for 2019 med budgettet for 2020, har kommunerne budgetteret med at spare 500 millioner kroner på voksenhandicap-området i 2020 i forhold til 2019.
Det var altså et helt andet tal, end den ekstrabevilling på cirka én milliard kroner, som ministeren mente, at kommunerne havde udmøntet. Men nu siger Astrid Krag, at sammenligningen af budgettallene godt kan bruges til at vise, at kommunerne planlagde et større forbrug i 2020, end de havde haft i 2019.
"Det er helt normalt, at man sammenligner budgettal fra år til år, og det viser i dette tilfælde,
at kommunerne har planlagt et større forbrug på voksenhandicapområdet i
2020 end året før. Det faktiske forbrug påvirkes i løbet af året af bl.a. udmøntning af
reserver på kommunens budget og eventuelle omprioriteringer i løbet af året. Derfor
er sammenligning mellem budgettal mellem årene relevant, så længe vi ikke har et
regnskabstal for begge år, ” skriver social- og ældreministeren i et skriftligt svar.
"Vi har løftet kommunernes økonomi"
Venstres social- og handicapordfører, Marie Bjerre, lagde ikke skjul på, at hun mente, at ministerens svar i Social- og Indenrigsudvalget var misvisende, og hun sagde blandt andet, at:
"Det er jo ikke rigtigt, når ministeren siger, at de har prioriteret området, fordi de har jo ikke tilført flere penge, når vi ser de her tal. Derfor kan de jo ikke bruge det, at regeringen har givet kommunerne flere penge som svar på, at det er den måde, de har løst problemerne på social- og handicapområdet. “
Som et direkte svar på kritikken fra Marie Bjerre stiller Astrid Krag en stærk modsætning mellem den nuværende og den tidligere regering, hvor hun mener, at den nuværende regering gør væsentligt mere for at løfte kommunernes økonomi.
”Regeringen har løftet kommunernes økonomi med mere end tre mia. kr., siden den
kom til. Vi har samtidig lavet et mere retfærdigt udligningssystem, hvor de mest
trængte kommuner har fået bedre muligheder for at levere en god velfærd til sine borgere.
Desuden vil vi også i de kommende år prioritere kommunernes økonomi højt.
Det sker efter flere år, hvor den tidligere Venstre-regering nedprioriterede kommunernes
økonomi i forhold til stigende udgifter, og det har denne regering sat sig for at
stoppe," siger ministeren.
Regnskabstal kommer 15. april
Som Astrid Krag henviser til i sit svar, så kender man endnu ikke kommunernes samlede regnskabstal for 2020. Derfor kan man kun spå om, om kommunerne igen i 2020 laver en budgetoverskridelse på 1,5 milliarder på voksenhandicapområdet, og dermed faktisk løfter området med én milliard i 2020 i forhold til 2019, eller om kommunerne følger budgettet for 2020, og dermed laver en besparelse på 500 millioner i forhold til 2019.
Hos NB-Økonomi følger vi naturligvis op på sagen, når de kommunale regnskabstal for 2020 offentliggøres den 15. april. Tallene vil give klarhed om, om kommunerne har afsat flere eller færre midler til voksenhandicap-området i 2020 i forhold til 2019.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Handicap, Astrid Krag (S), Social- og Ældreministeriet




































