
- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
KL: Kommunerne holder rammerne, men hæver skatten
Kommunerne har nu vedtaget deres budgetter for 2027, og KL bekræfter, at de samlet set forventes at holde sig inden for rammerne for service og anlæg. Til gengæld er det ikke lykkedes at undgå skattestigninger, som dermed vil udløse sanktioner.
Udgivet: 19/10/2026
Som NB-Økonomi allerede kunne fortælle en uge før den officielle melding kom, så er det lykkedes kommunerne at nå til enighed om budgetterne for 2027, så de samlet set holder sig inden for de aftalte rammer for service og anlæg. Til gengæld er det ikke lykkedes at skabe balance mellem kommunernes ønsker om at hæve og sænke skatten.
Det bekræfter KL nu officielt, efter at samtlige 98 kommuner har vedtaget deres budgetter for næste år.
En foreløbig opgørelse fra KL viser, at kommunerne forventes at overholde de økonomiske rammer, der blev aftalt med regeringen i forårets økonomiaftale. Det gælder både serviceudgifterne, hvor kommunerne fik tilført yderligere 3,3 milliarder kroner til velfærd, og anlægsudgifterne, hvor den samlede ramme for 2027 er på 22,3 milliarder kroner.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum for et usædvanligt vanskeligt budgetforløb, hvor kommunerne undervejs har været nødt til at gennemføre en række lokale tilpasninger for at få de samlede budgetter til at gå op.
Da NB-Økonomi beskrev situationen den 5. oktober, var det på baggrund af oplysninger fra flere centrale kilder og en intern orientering fra KL til kommunerne. Dengang manglede den formelle vedtagelse af budgetterne, men kommunernes indmeldinger pegede allerede på, at rammerne for både service og anlæg ville blive overholdt.
Skatten kom ikke i mål
På skatteområdet er resultatet til gengæld et andet. Kommunerne forventer samlet set at hæve skatten i 2027, og dermed er det ikke lykkedes at overholde målsætningen om at holde den kommunale skat i ro.
"Vi må erkende, at vi ikke er lykkedes med at komme i mål med at holde skatten i ro. Ønskerne om at hæve skatten har været flere end ønskerne om at sænke den, og det giver desværre en ubalance," siger KL's formand Peter Rahbæk Juel i en pressemeddelelse.
Allerede i begyndelsen af oktober kunne NB-Økonomi fortælle, at kommunernes ønsker om skattestigninger på daværende tidspunkt beløb sig til 360-380 millioner kroner, mens ønskerne om skattelettelser lå på knap 100 millioner kroner.
KL oplyser ikke i den nye pressemeddelelse, hvor stor den samlede nettostigning i skatten ender med at blive. Men ubalancen betyder, at kommunerne står til at blive ramt af den statslige skattesanktion.
Efter sanktionsreglerne kan kommunerne blive mødt med en økonomisk modregning, når de samlet set forhøjer skatten ud over de aftalte rammer. Sanktionen kan ramme de kommuner, der hæver skatten, dels kommunerne kollektivt gennem bloktilskuddet.
KL peger på store forskelle mellem kommunerne
Ifølge KL har årets budgetlægning været særligt vanskelig, blandt andet fordi sundhedsreformen betyder, at opgaver for 4,2 milliarder kroner flyttes fra kommunerne til regionerne i 2027.
Samtidig peger KL på, at kommunernes økonomiske vilkår er meget forskellige. Derfor ser organisationen også årets budgetforløb som endnu et argument for at se nærmere på den økonomiske balance mellem landets kommuner.
"Budgetlægningen i år viser med al tydelighed, at vilkårene for at levere velfærd på tværs af landet er meget forskellige. Og i det lys siger det virkelig noget om det kommunale fællesskab, at vi alligevel lykkes med at komme i mål. Det har været en sand holdindsats. Men forløbet bekræfter os også i, at der er brug for at blive kigget på, hvordan vi får et land, der hænger bedre sammen. De drøftelser ser vi frem til at gå konstruktivt ind i sammen med regeringen," siger Peter Rahbæk Juel i en pressemeddelelse
KL's næstformand Martin Damm understreger, at det har krævet betydelige kompromiser i de enkelte kommuner at sikre, at de samlede budgetter holder sig inden for rammerne.
"Vi ved, at det har krævet nogle benhårde armlægninger og kompromisser i forhold til de lokale prioriteringer og ønsker for at nå i mål på tværs af kommunedanmark. Det fortjener stor ros, at kommunerne har taget det ansvar på sig og endnu engang bevist, at vi samlet set kan levere på de aftaler, vi indgår – også selvom det er svært," siger han i en pressemeddelelse.
KL's opgørelse er foreløbig. De endelige budgettal for kommunerne offentliggøres i januar.
Sidst opdateret: 19/10/2026 - 12:45









































