
Fra venstre på billedet: Troels Lund Poulsen, Erik Flyvholm, Søren Gade og Thomas Danielsen (med ryggen til) nød i marts en kold øl efter de havde kørt på knallert i Thyborøn i forbindelse med forårets valgkamp. Nu har Erik Flyvholm overtaget Søren Gades mandat i Folketinget. Flere Venstre-folk udtrykker, at de har svært ved at se destinationen på Venstres rejse. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tidligere borgmester afløser Søren Gade og vil som udgangspunkt overholde partilinje
Søren Gades farvel til Folketinget vækker stærke følelser i det vestjyske. Den tidligere Lemvig-borgmester Erik Flyvholm forholder sig i første omgang loyalt til Venstres partilinje.
Udgivet: 19/10/2026
Søren Gades (V) kommende afløser i Folketinget, den tidligere Venstre-borgmester i Lemvig Erik Flyvholm, vil som udgangspunkt stemme i overensstemmelse med partilinjen ved kommende afstemninger om landbruget.
Det siger han til Avisen Danmark.
Søndag aften trak Søren Gade sig som folketingsmedlem, blandt andet fordi han ikke kan bakke op om Venstres linje.
"Nu skal jeg jo først i Folketinget, og så vil jeg lytte til alle argumenter. Men som udgangspunkt er jeg loyal over for de beslutninger, som man bliver enige om," siger Erik Flyvholm til Avisen Danmark.
NB-Kommune har uden held forsøgt at få et interview med Erik Flyvholm.
Erik Flyvholm var fra 2007 og frem til 2025 borgmester i Lemvig Kommune.
Forinden var han fra 2002 og til udgangen af 2006 borgmester i den daværende Thyborøn-Harboøre Kommune.
Ved folketingsvalget i marts blev han førstesuppleant for Venstre i Vestjyllands Storkreds, hvor Søren Gade, Trine Jepsen og Thomas Danielsen blev valgt ind.
Søndag aften kommenterede Søren Gade selv sin afgang på Facebook:
"Efter sidste folketingsvalg besluttede Venstres ledelse, at partiet skulle ud på en ny rejse. Jeg har forsøgt at finde min plads på den rejse, men må også erkende, at jeg ikke længere kan stå inde for retningen. Og jeg kender heller ikke destinationen."
Følelsesladet møde
Ven og medlem af Søren Gades kredsbestyrelse, samt formand for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, er "trist" over, at Søren Gade nu trækker sig fra Folketinget.
En halv time før, at Søren Gade søndag aften på Facebook meddelte sit exit fra Folketinget, blev der holdt et hemmeligt møde med kredsbestyrelsen på Sømandshjemmet i Hvide Sande.
Ifølge Jens Nicolai Vejlgaard, som deltog i mødet, var det følelsesladet.
"Der var tårer i øjenkrogen hos os begge. Jeg vidste også godt, at Søren var under et enormt pres og har været det gennem lang tid. Så derfor har jeg også fuld forståelse for det, der er sket," siger han til NB-Kommune.
"Søren er den bramfrie type, der siger, hvad han mener. Der er ikke så meget hokuspokus eller spin over Søren. Det kommer man selvfølgelig til at mangle," tilføjer han.
Venstre skal holde hovedbestyrelsesmøde og forretningsudvalgsmøde på søndag, og der er partiets medlemmer, ifølge Jens Nicolai Vejlgaard, nødt til at kunne se hinanden i øjnene og sige:
"Hvad er det for en rejse, vi skal ud på? Hvor skal vi hen, og hvordan gør vi det?"
Også Venstres borgmester i Struer, Marianne Bredal, har svært ved at se, hvor rejsen fører hen.
"Jeg kan ligesom flere andre i partiet forstå, at vi er på en rejse. Det er også for mig lidt uklart, hvor den går hen. Så det ser jeg frem til at finde ud af," siger hun til NB-Kommune.
Om Erik Flyvholms vilje til at holde sig indenfor partilinjen, vil Marianne Bredal give ham lov til at lande i folketingsgruppen, inden han kan tage stilling til, hvordan han præcis placerer sig.
"Men jeg har stor tillid til, at han nok skal finde sin balance. Jeg kender Erik godt nok til at vide, at på trods af hans meget gemytlige natur, så er han også en mand, der aldrig glemmer, hvor han kommer fra, og som nok skal holde fast i det, han tror på," lyder det.
Rødder placeret godt i den vestjyske muld
Om Erik Flyvholm har Jens Nicolai Vejlgaard kun gode ting at sige.
"Jeg har siddet i Venstres forretningsudvalg med ham, og jeg kender ham som en meget afholdt borgmester i det vestjyske," siger han.
Han forventer, at Erik Flyvholm kan "holde skruen i vandet".
"Forstået på den måde, at han også har forbindelse til det vestjyske bagland. Så det er min klare forventning, at Erik vil blive ved med at være den, han altid har været. Så jeg er sådan set 'møj' fortrøstningsfuld."
Forude venter flere svære afstemninger i Folketinget for Venstre om landbruget.
Herunder om et nationalt sprøjteforbud på særligt sårbare grundvandsdannende områder samt om den såkaldte grisefirepart.
Hvad forventer du, at Erik Flyvholm vil stemme i forhold til landbruget?
"Jeg forventer, at man har en god og konstruktiv debat i Venstres folketingsgruppe, som nu også indeholder Erik Flyvholm. Han er jo en stille og rolig vestjyde med fingrene og rødderne placeret godt i den vestjyske muld. Og det er sådan set mere eller mindre nok for mig."
"Et svinsk portræt"
I august var Søren Gade det første Venstre-folketingsmedlem, der offentligt ytrede sin modstand mod gødskningsloven, der blev vedtaget i Folketinget i september.
Loven handler om kvoter for landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet.
Senere fulgte fire andre folketingsmedlemmer trop, så det endte med, at fem af Venstres 18 folketingsmedlemmer stemte nej til loven.
Dermed gik de direkte imod den linje, som Venstres formand, Troels Lund Poulsen, havde udstukket.
Én af dem, som gik i ledtog med Søren Gade, var Venstres socialordfører Amanda Heitmann.
"Det gør et meget stort indtryk på mig og rører mig dybt. Men jeg har stor respekt for Sørens beslutning. Det er brutalt at blive udsat for sådan et karaktermord i pressen baseret på anonyme kilder. Det er vi desværre flere, der har oplevet," udtaler hun til B.T. i en SMS og henviser til Jyllands-Postens portræt af Søren Gade med anonyme kilder.
Et portræt, som Søren Gade i sit Facebook-opslag beskriver som, at han "som menneske blev pillet i stykker".
"Tanken om, at mennesker, jeg har arbejdet sammen med og stolet på, har været en del af det, gør mig oprigtigt ked af det. Det er ikke ordentligt, og det er milevidt fra de spilleregler, jeg har kendt i mit politiske liv," skriver han blandt andet.
Troels Lund Poulsen lægger i sit Facebook-opslag søndag aften også vægt på Jyllands-Postens portræt:
"Derudover bragte Jyllands-Posten på dagen, hvor han stoppede som Folketingets formand, et svinsk portræt af Søren. Et portræt baseret på anonyme kilder og som Jyllands-Posten efterfølgende har måttet lave om. Det påvirkede Søren meget, og det forstår jeg godt," skriver formanden blandt andet.
Sidst opdateret: 19/10/2026 - 15:49









































