
Venstres indenrigsordfører og tidligere minister, Sophie Løhde, understreger, at forhandlingerne om et nyt udligningssystem skal foregå "solidt og fagligt", og uden for mange partipolitiske interesser. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Tidligere minister advarer mod politiske mavefornemmelser i ny udligningsreform
Tidligere sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) er uenig med Pia Olsen Dyhrs udtalelser om at tage partipolitiske interesser med ind til forhandlingerne om en ny udligningsreform. Hun advarer mod at lade politiske interesser styre beslutningerne.
Udgivet: 27/08/2026
Selvom forhandlingerne om en ny udligningsreform ligger et stykke ude i fremtiden, så er partierne på Christiansborg allerede nu uenige om, hvilket grundlag beslutningerne skal træffes på.
"Det er helt afgørende, at vi får et langt mere retvisende system, som bedst muligt afspejler kommunernes opgaver og forskellige vilkår, og herunder også at beregningen af tilskud og udligning er baseret på saglige og upåvirkelige kriterier, fremfor at være marineret i alle mulige tilfældige politiske mavefornemmelser."
Jeg synes, det er interessant det der med at tro, at det bliver meget bedre, hvis politikere ikke er inde over (udligningsreformen, red.). Altså, vi er jo folkevalgte. Vi er jo valgt af danskerne til at varetage de bekymringer, de har. Og det skal vi selvfølgelig også bringe ind i en aftale om udligning.
Pia Olsen Dyhr, Økonomi- og indenrigsminister om udligningsreformen på regeringens pressemøde om arbejdsprogrammet
Sådan lyder det fra Venstres indenrigsordfører Sophie Løhde, som var indenrigs- og sundhedsminister, da arbejdet med den kommende udligningsreform blev sat i gang.
Udmeldingen kommer, efter økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) ved et pressemøde om regeringens arbejdsprogram slog fast, at politikerne "selvfølgelig" skal bringe deres partipolitiske holdninger med ind til forhandlingsbordet.
Det har efterfølgende skabt politisk uenighed om, hvor stor en rolle partipolitiske hensyn skal spille, når et meget komplekst system som en ny udligningsreform skal skrues sammen.
Vil undgå en gentagelse
Som daværende minister var Sophie Løhde med til at fastlægge kommissoriet for Finansieringsudvalgets analyse af tilskuds- og udligningssystemet.
"Det grundige og krævende arbejde skal nu udføres, og det håber jeg, at alle parter vil gøre deres yderste for at understøtte, så vi kan få et åbent og oplyst grundlag og dermed også et solidt fagligt grundlag for et nyt udligningssystem," siger hun.
Samtidig peger hun tilbage på forhandlingerne om den seneste udligningsreform i 2020 som et skræmmeeksempel på, hvad der ikke må gentage sig.
"Problemet med forhandlingerne af den tidligere udligningsreform var jo netop, at "hjemmearbejdet" ikke var lavet sagligt, fagligt og åbent forinden. Den situation skal vi ikke stå i igen denne gang," påpeger hun.
Et nyt kommunalt udligningssystem skal efter planen stå klar i 2029.
Sidst opdateret: 01/09/2026 - 12:30









































