I en skriftlig kommentar til NB-Kommune fortæller regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), at "han har gjort gældende, at vi står midt i en omfattende fusion og intern udligning oveni reformen i Østdanmark, og derfor skal en ny udligningsmodel indføres ordentligt".

I en skriftlig kommentar til NB-Kommune fortæller regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), at "han har gjort gældende, at vi står midt i en omfattende fusion og intern udligning oveni reformen i Østdanmark, og derfor skal en ny udligningsmodel indføres ordentligt". - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Regionsrådsformand er "godt tilfreds" med udskydelser i sundhedsreformen

Flere elementer i sundhedsreformen udskydes. Folkesundhedsloven, hvor kommunerne har ansvar for forebyggelse, bliver blandt andet udskudt med et halvt år, og sundhedsrådene får længere frist for nærsundhedsplaner.

Udgivet: 30/06/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

"Vi har fra regionernes side ønsket en ny frist for nærsundhedsplaner, for vi har svært ved at nå det til 1. april. Den nye frist 1. juli giver tid til ordentlig politisk proces. Så det er jeg godt tilfreds med," skriver regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), i en SMS til NB-Kommune.

Baggrunden er, at regeringen lægger op til at udskyde en række af sundhedsreformens tiltag med op til et år. Det viser dokumenter, som Altinget beskrev i sidste uge.

Sundhedsminister Ida Auken (S) foreslår blandt andet, at implementeringsaftalen for den nye Region Østdanmark udskydes fra foråret 2026 til efteråret 2026, at lovforslaget om sygepleje/helhedspleje udskydes på ubestemt tid, og at ikrafttrædelsen af folkesundhedsloven udskydes fra 1. januar 2027 til 1. juli 2027.

Heri ligger kommunernes kommende ansvar for blandt andet forebyggelse.

Derudover får de nye sundhedsråd længere frist for deres nærsundhedsplaner.

En af de mest opsigtsvækkende udskydelser fik offentligheden allerede kendskab til tidligere i juni. Regeringen dropper at lade en ny model for fordeling af bloktilskuddet træde i kraft fra 1. januar 2027, som ellers var planen.

Den nuværende udligningsmodel er blevet beskyldt for at være forældet og uretfærdig af flere jyske regionsformænd.

I Region Hovedstaden, hvor man muligvis kan se frem til at sende milliarder af kroner vestpå, har man derimod været tilfreds med beslutningen, da man således får lov til at beholde sine penge i lidt længere tid.

Lars Gaardhøj forstår godt, at den nye regering og partierne bag sundhedsreformen har brug for lidt tid til at komme helt på plads med den varslede udligningsreform.

"Jeg har gjort gældende, at vi står midt i en omfattende fusion og intern udligning oveni reformen i Østdanmark, og derfor skal en ny udligningsmodel indføres ordentligt, så det ikke går udover patienter i Østdanmark. Derfor er det også aftalt i ØA27, at den nye model kommer på plads hurtigst muligt, så der kan planlægges efter det med 28-budgetterne i alle fire regioner. Det er jeg tilfreds med," skriver Lars Gaardhøj i en SMS til NB-Kommune.

"Det kan ikke være rigtigt"

Siden regeringen blev dannet, har ansvaret for en ny bloktilskudsfordeling ligget hos Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF). For hende har førsteprioriteten været at indgå en aftale om kommunernes og regionernes økonomi for 2027, lyder det i en skriftlig kommentar til Altinget.

Planen har vakt kritik fra flere af aftalekredsens partier, udenom regeringen, som frygter unødvendige forsinkelser.

"Selvfølgelig er der noget, de ikke kan nå, men det kan jo ikke være rigtigt, at de vil udskyde så meget med et helt år, når forsinkelsen har varet fire måneder," siger den konservative sundhedsordfører Charlotte Green til Altinget.

Sundhedsminister Ida Auken siger i en skriftlig kommentar til NB-Kommune, at den lange periode med regeringsdannelse "naturligvis" har medført udskydelser.

"Sundhedsreformen er den største forandring af det danske sundhedsvæsen i mange år. Derfor skylder vi også borgere og medarbejdere, at det her bliver gjort ordentligt og ikke forhastet, så der opstår fejl, vi kunne have undgået. Det er klart, at vi bestræber os på, at det her kommer ud at virke så hurtigt som muligt."

"Jeg lægger vægt på, at de politiske partier bag reformen i fællesskab kan drøfte de justeringer af tidsplanen, der er nødvendige. Jeg ser derfor frem til den videre dialog i aftalekredsen," tilføjer hun.

Venstres sundhedsordfører, Christoffer Aagaard Melson (V) har bedt ministeren om en redegørelse for de planlagte udskydelser.

Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, ærgrer sig over, at folkesundhedsloven er udskudt. Loven skal styrke den strukturelle forebyggelse inden for blandt andet fødevarer, tobak og mental trivsel, mindske uligheden i sundhed og gøre det nemmere for borgerne at træffe sunde valg.

"Arbejdet med forebyggelse er utroligt vigtigt, så det arbejde havde vi gerne set komme i gang noget før. Med det sagt, så ser vi frem til at høre om de nærmere planer," siger hun til Sygeplejersken.

NB-Kommune har rakt ud til Kommunernes Landsforening for at få en kommentar til udskydelserne af dele af sundhedsreformen. KL svarer, at man ikke ønsker at kommentere.

Fakta

Disse elementer i sundhedsreformen vil regeringen udskyde

Implementeringsaftale om en ny Region Østdanmark

  • Aftalt: Aftale indgås i foråret 2026

  • Forslag: Udskydes til efteråret 2026, dog stadig inden ny struktur træder i kraft 1. januar

Nationalt Center for Sundhedsinnovation

  • Aftalt: Centret skal etableres i 2026

  • Forslag: Udskudt til 2027, da det afventer etableringen af Digital Sundhed Danmark

Digitale patientrettigheder

  • Aftalt: Lovforslag fremsættes i 2026

  • Forslag: Lovforslag fremsættes i oktober 2027

Ret til hurtig udredning og behandling hos praktiserende speciallæger

  • Aftalt: Lovforslag fremsættes i 2026

  • Forslag: Lovforslag fremsættes i oktober 2027

Nærsundhedsplaner

  • Aftalt: Skal ifølge gældende lov ligge klar 1. april 2027

  • Forslag: Fristen skubbes med to måneder til 1. juni 2027

Lovforslaget om sygepleje/helhedspleje

  • Aftalt: Lovforslag har været planlagt til oktober 2026

  • Forslag: Ikrafttrædelsestidspunktet udskydes. Proces er under afklaring med Børne-, Ældre- og Boligministeriet

Behandlingsredskaber og hjælpemidler

  • Aftalt: Lovforslag har været planlagt til oktober 2026

  • Forslag: Udskydes med et år til fremsættelse i oktober 2027

Forenklede befordringsregler

  • Aftalt: Fremsætte lovændring af regelsættet i 2026

  • Forslag: Ikrafttrædelse af de forenklede befordringsregler udskydes fra 1. januar 2027 til 1. juli 2027

Ny finansieringsmodel for regionerne

  • Aftalt: Lovgivning i første halvår 2026

  • Forslag: Regeringen vil tage stilling til model og proces (ikrafttrædelse 1. januar 2028 er aftalt i økonomiaftalen)

Folkesundhedslov

  • Aftalt: Fremsættelse af lovforslag i oktober 2026 og ikrafttrædelse 1. januar 2027

  • Forslag: Udskydes med et halvt år. Lovforslag i foråret 2027 og ikrafttrædelse 1. juli 2027

Kilde: Altinget

Sidst opdateret: 30/06/2026 - 10:38

Temaer: Sundhedsråd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]