Professor i miljøret vurderer, at Randers Kommune og staten får meget svært ved at bevise et erstatningskrav på 450 millioner kroner mod Nordic Waste-ledelsen. Erstatningskravet ligner mere "showtime" fra miljøministeren, siger han.

Professor i miljøret vurderer, at Randers Kommune og staten får meget svært ved at bevise et erstatningskrav på 450 millioner kroner mod Nordic Waste-ledelsen. Erstatningskravet ligner mere "showtime" fra miljøministeren, siger han. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Randers får svært ved at hente 360 millioner kroner hjem i Nordic Waste-retssag

I alt 450 millioner kroner kræver blandt andre Randers Kommune af den tidligere Nordic Waste-ledelse efter miljøskandalen. "Meget svært at bevise," vurderer professor.

Udgivet: 30/06/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Randers Kommune og staten får meget svært ved at bevise, at seks tidligere ledere i Nordic Waste kan gøres økonomisk ansvarlige for oprydningsarbejdet efter jordskreddet i Ølst.

Det vurderer professor i miljøret ved Københavns Universitet, Peter Pagh, efter konkursboerne efter Nordic Waste og DSH Recycling har sagsøgt de seks personer for 450 millioner kroner.

"Man skal godtgøre, at ledelsen vidste eller burde vide, at når man kørte videre på den måde, så ville der ske noget meget alvorligt. Det bliver meget svært at bevise, for hvis man kunne det, så var vi et helt andet sted henne," siger han.

Erstatningskravet udgør de udgifter, som kreditorerne, herunder Miljøstyrelsen og Randers Kommune, har haft i perioden, hvor de var myndighedsansvarlige for jordskreddet. Men ifølge Peter Pagh er der ikke er kommet nogen oplysninger frem, som kan drage den tidligere ledelse i Nordic Waste til ansvar.

“Hvis en retssag om ledelsesansvar skal give mening, skal der være konkrete oplysninger, der kan begrunde, at ledelsen kan drages retligt til ansvar," siger han.

Af de 450 millioner kroner står Randers Kommune står med en regning på cirka 360 millioner kroner, skriver DR. Det vil kunne mærkes på kommunens service, hvis den ikke får dækket de udgifter, fortæller borgmester Rosa Lykke Yde (SF) til mediet.

"Hvis vi ikke får pengene, betyder det, at borgerne skal betale. Det er et absurd beløb," siger hun.

NB-Kommune har forsøgt at få en kommentar fra Rosa Lykke Yde. Det har ikke været muligt inden artiklens deadline.

Lignende sag endte med at koste staten

Det her virker som noget af et showtime.

Peter Pagh, professor i miljøret, Københavns Universitet Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Selv hvis det lykkes at få medhold i erstatningskravet på knap en halv milliard, kan sagsomkostningerne ende med at gøre forløbet dyrt for myndighederne, vurderer Peter Pagh.

Han henviser til Prom-sagen fra 2012, hvor to tidligere direktører fra Proms Kemiske Fabrik blev dømt til at betale 534.000 kroner i erstatning for jordrensningen af den forurenede grund.

Men statens regning endte med at vokse sig større i sidste ende.

"I Prom-sagen endte man med at have flere udgifter til retssager, end man fik ind. De fleste mennesker vil jo ikke sætte en million kroner efter 50.000 kroner," siger Peter Pagh.

Den tidligere ledelse i Nordic Waste har erklæret sig uenige i erstatningskravet, fortæller pressekontakt Søren Møgelvang Nielsen til DR.

"Konkursboets advokater vurderer, at vi har gjort os skyldige i ansvarspådragende ledelse. Vi er ikke enige i denne vurdering, og vi ser frem til, at få mulighed for at redegøre for vores beslutninger og handlinger under den retssag, der nu er anlagt," skriver han i en mail til mediet.

Miljøministerens "showtime"

Ifølge miljøminister Maria Reumert Gjerding skal retssagen sikre, at der kan sættes et "værdigt" punktum i Nordic Waste-sagen.

"Det er min klare holdning, at det er forureneren, som skal betale regningen for de betydelige skader, som jordskredet har medført," siger hun mandag i en pressemeddelelse.

Men Peter Pagh advarer om, at sagen risikerer at handle mere om politisk markering end jura.

“Hvis grundlaget kun er, at ministeren synes, at de her mennesker skal betale, så fører man sagen som noget populært, men ikke som noget, der kan forventes at føre til et resultat,” siger han.

Ifølge professoren er det afgørende, om der faktisk ligger nye oplysninger, som kan dokumentere et ansvar hos de enkelte ledelsesmedlemmer. Ellers risikerer sagen at blive et spørgsmål om at vise handlekraft.

“Spørgsmålet er, om man fører retssagen, fordi man gerne vil vise handlekraft, selvom enhver, der kender sagen nærmere, må sige, at den er udsigtsløs – eller om man fører retssager, fordi man faktisk mener, at man har et retligt krav,” siger Peter Pagh.

“Det her virker som noget af et showtime,” tilføjer han.

Fakta

Nordic Waste-sagen

I vinteren 2023/2024 indtraf et omfattende jordskred i landsbyen Ølst i Randers Kommune fra grunden, hvor Nordic Waste A/S og DSH Recycling A/S udøvede virksomhed.

  • Den 19. december 2023 iværksatte Randers Kommune afværgeforanstaltninger for at bremse jordskredet.

  • Den 21. januar 2024 overtog Miljøstyrelsen myndighedsansvaret og udstedte påbud om afværgeforanstaltninger og krav om sikkerhed fra Nordic Waste A/S.

  • Ansvaret gik tilbage til Randers Kommune den 1. februar 2024, da Nordic Waste A/S ikke kunne stille sikkerhed som følge af virksomhedens konkurs den 22. januar 2024.

  • Konkursboernes erstatningskrav på 450 millioner kroner udgør de udgifter, som kreditorerne, herunder Miljøstyrelsen og Randers Kommune, har haft i perioden, hvor de var myndighedsansvarlige for jordskreddet.

  • I april 2024 vurderede Kammeradvokaten, at søsterselskabet til Nordic Waste A/S, DSH Recycling A/S var medansvarlig for jordskredet. DSH Recycling A/S blev taget under konkursbehandling den 19. november 2024.

Kilde: Miljøministeriet

Fik du læst?

Seks ledere i Nordic Waste-sag sagsøgt for knap en halv milliard

Fik du læst?

Borgmester vil have myndigheders hjælp til olieforurening fra Nordic Waste

Sidst opdateret: 30/06/2026 - 12:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]