Formand Peter Rahbæk Juel (A) og næstformand Martin Damm (V) ved Sættermødet til forhandlinger om økonomiaftaler for 2027 mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen med økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og finansminister Peter Hummelgaard (S) i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Formand Peter Rahbæk Juel (A) og næstformand Martin Damm (V) ved Sættermødet til forhandlinger om økonomiaftaler for 2027 mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen med økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og finansminister Peter Hummelgaard (S) i Økonomi- og Indenrigsministeriet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

ØA27: Opgaveflytning næppe løsning på løbske socialområdeudgifter

Fortsat stigende udgifter til det specialiserede socialområde truer midler til velfærdsudvikling, hvis ikke økonomistyringen forbedres.

Udgivet: 11/06/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Da regeringen og KL mødtes til sættemøde om kommunernes økonomi for 2027, var der bred enighed om at tilføre penge til velfærden ud over demografi. Men under overfladen af de positive udmeldinger lurer et massivt problem. For det galopperende udgiftspres på det specialiserede socialområde risikerer at æde de ekstra midler til udvikling af velfærden.

Bliver de milliarder, der måtte blive givet ud over det demografiske træk, reelt til mere bred velfærd? Eller bliver det hele bare ædt op af det specialiserede socialområde, hvor man alene på ét år har set et merforbrug på 2,6 milliarder kroner i faste priser og også et budgetskred på 3,7 mia. kr.

For selvom pilen peger på en aftale med flere penge til kommunerne, understregede Kommunernes Landsforening (KL) på pressemødet før sættemødet, at man frygter, historien gentager sig, og at de dyre enkeltsager ender med at dræne kassen for udviklingsmidler.

"Det er i hvert fald en dokumenteret trussel, hvis vi ser historisk på det. Og der er det jo selvfølgelig vigtigt, at det er på bordet, ligesom det jo også er vigtigt at lytte lidt mere til, hvordan regeringen har tænkt sig at indføre de aftaler, der ligger i kølvandet på det her," sagde KLs formand Peter Rahbæk Juel.

Regeringen har bragt opgaveflytning på banen

Fra regeringens side brugte man pressemødet inden sættemødet til at slå fast, at man er fuldt bevidst om den voksende økonomiske udfordring på området. Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) pegede på, at man i regeringsgrundlaget adresserer, at løsningen kan være at ændre strukturen:

"Hele det specialiserede socialområde, det har vi været opmærksomme på i regeringsgrundlaget. Vi har også sagt, at vi fremadrettet vil kigge på, hvordan opgaverne ligger klogest muligt," sagde hun.

I regeringsgrundlaget står der:

"Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne, hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver inden for social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene."

Denne løsningsmodel møder dog ikke ubetinget begejstring. Tidligere på dagen ved regionernes eget sættemøde fastslog Danske Regioners formand, Mads Duedahl, nemlig, at opgaven jo ikke bliver nemmere at styre, blot fordi man flytter den til et andet sted.

"Der er store udfordringer på området, og vi hjælper gerne med at løse dem, men det er også vigtigt, at bare fordi man flytter en opgave, så bliver det ikke lettere," sagde han.

Præcis samme nøgterne konstatering lød fra KL før aftenens sættemøde, hvor kommunerne afviste, at en opgaveflytning i sig selv er svaret på de løbske udgifter.

"Det hjælper jo ikke på økonomien. Altså, hvis der bare er en anden, der betaler regningen, så bliver den jo ikke billigere af det. Det er egentlig bare nøgternt konstateret. Det handler jo om styrbarheden af udgifterne og nogle styringsredskaber, og ikke hvem der egentlig betaler regningen, for så flytter problemet jo bare med," sagde KLs næstformand Martin Damm og tilføjede med en advarende henvisning til tidligere tider:

"Jeg kan da huske helt tilbage, at man flyttede det netop fra amterne over til kommunerne, fordi det var et stort problem ovre i amterne. Men det er jo skrevet ind i regeringsgrundlaget, så igen synes vi, det er klogt at sætte os ind i forhandlingsrummet og prøve at høre, hvad det er, de tænker mere konkret, sagde han"

Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr gjorde det dog også klart, at det her går udover økonomiforhandlingerne:

"Nogle af de tilbud man har brug for, ligger ikke naturligt i kommunerne. Noget af det kan regionerne heller ikke løse, og det kommer vi tilbage til. Det kommer vi ikke til at løse i de her forhandlinger", sagde hun.

Finansministeren har fokus på velfærdskriminalitet

Mens strukturen nu skal drøftes i forhandlingslokalet, brugte finansminister Peter Hummelgaard (S) sættemødet til at pege på en anden bekymrende faktor, der ifølge ham er med til at drive prisen op på det specialiserede socialområde. Med sine erfaringer fra tiden som justitsminister fremhævede han en stigning i svindel og spekulation:

"Jeg har jo fået indsigt og indblik i, at der også er noget, der tyder på, at der er en del brodne kar, som også har ædt sig ind på at udbyde service på det specialiserede socialområde. Vi kan se, at velfærdskriminalitet er et fænomen, der er i vækst, som jo nok også har været med til at drive udgifterne op," sagde han.

Regeringen gjorde det derfor klart på mødet, at man er klar til at slå ned på de aktører, der udnytter systemet, for på den måde at få bragt udgifterne under kontrol.

"Velfærdskriminalitet er noget, vi har skrevet direkte om i regeringsgrundlaget. Vi har i øvrigt derudover også, for at begrænse profitmageri, hvor tilbuddene heller ikke er gode nok, sagt, at vi går videre med den takstreform, som vi også lagde op til i den sidste valgperiode," sagde Peter Hummelgaard.

Fik du læst?

Opgaveflytning på socialområdet deler vandene: Borgere kan blive kastebold

Fik du læst?

Ny socialminister: Derfor vil vi flytte de dyre handicapopgaver væk fra kommunerne

Fik du læst?

Ny rekord: Udgifterne til det specialiserede socialområde stiger med hele 2,6 mia. kr.

Fik du læst?

Budgetskred: Udgifterne til det specialiserede socialområde gået over med 3,7 mia. kr.

Sidst opdateret: 11/06/2026 - 10:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]