"Jeg er ked af, at der er så store forskelle i Danmark på, hvordan man bliver taget hånd om," udtaler den nyudpegede minister Monika Rubin.

"Jeg er ked af, at der er så store forskelle i Danmark på, hvordan man bliver taget hånd om," udtaler den nyudpegede minister Monika Rubin. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Ny socialminister: Derfor vil vi flytte de dyre handicapopgaver væk fra kommunerne

Den nyudpegede socialminister Monika Rubin vil have mere lighed i socialpolitikken. Det skal opgaveflytningen fra kommuner til regioner blandt andet bidrage til, siger hun i et nyt interview.

Udgivet: 04/06/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Når regeringen vil flytte opgaver fra kommunerne til regionerne på det specialiserede socialområde, så handler det blandt andet om lighed. Det fastslår den nyudpegede socialminister Monika Rubin (M) i et interview med NB-Social i forbindelse med ministeroverdragelsen.

"Min ambition er, at vi skal have mere lighed, når det gælder socialpolitikken. Jeg er ked af, at der er så store forskelle i Danmark på, hvordan man bliver taget hånd om, og det er jo også derfor, at værdighedsreformen er så vigtig for mig at få igennem hurtigst muligt, fordi der er nogle mennesker, vi desværre taber i den måde, som systemet bygger på i dag."

Håbet med opgaveflytningen er, at det skal bidrage til mere lighed og mindre af det såkaldte postnummerlotteri:

"Det er jo det, der er ambitionen," understreger ministeren.

Den nye SSFMR-regering lægger op til en opgaveflytning på det specialiserede socialområde, hvor den med specialeplanen vil flytte planens målgrupper fra kommunerne til regionerne.

Konkret står der i regeringsgrundlaget:

"Gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde. Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver indenfor social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene."

Fik du læst?

Opgaveflytning på socialområdet deler vandene: Borgere kan blive kastebold

Værdighedsreformen står først for

Netop værdighedsreformen er en af de første ting, den nye socialminister vil kaste sig over.

Det lykkedes den daværende socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) at lande en aftale om værdighedsreformen kort før valgudskrivelsen. Den nåede dog ikke at blive fremsat i Folketinget, hvilket ærgrer Monika Rubin.

Det nye regeringsgrundlag fastslår til gengæld, at reformen skal styrkes:

"Nu har vi så mulighed for at forbedre den, inden den kommer ud at virke. Men det tror jeg bliver en af de ting, jeg kaster mig over allerførst," siger ministeren og understreger, at hun nu først skal have tid til at dykke ned i socialområdet, da hun mest har siddet med sundhedspolitik tidligere.

Hvad der konkret skal styrkes ved reformen er endnu ikke fastlagt, men også noget som den nye minister skal til at dykke ned i.

"Når jeg nu har fået den mulighed i regeringsgrundlaget at gøre det endnu bedre, så skal jeg også påtage mig den opgave."

Det står der i regeringsgrundlaget

Gennemføre en styrket værdighedsreform og have et vedvarende fokus på samfundets mest udsatte – herunder at bureaukrati, regler og kommunale barrierer ikke må komme i vejen for indsatser, der kan skabe en mere tålelig hverdag for de mest udsatte.

Vil trække på sin erfaring som læge

Ved ministeroverdragelsen understregede Monika Rubin, at det sociale område lå hendes hjerte nært. Her lagde hun blandt andet vægt på, at ens postnummer ikke måtte være afgørende for adgangen til behandling.

"Jeg er læge og har altid været optaget af sundhed og adgang til behandling ikke må afhænge af postnummer, økonomi, køn, etnicitet. Og den tilgang, den har jeg også til socialområdet."

Netop lægegerningen og den nye ministers erfaring med særlig sundhedspolitik, fremhævede hun selv flere gange ved overdragelsen.

Dog understregede hun også overfor pressen efterfølgende, at hun ikke var helt grøn på socialområdet og hæftede sig blandt andet ved, at der var mange ting, der overlappede fra det sundhedspolitiske til det socialpolitiske.

"Jeg har også både været politisk ordfører og statsrevisor. Vi har behandlet forskellige beretninger som statsrevisorer på socialområdet. Så jeg har jeg beskæftiget mig med socialpolitikken før også," siger hun og fortsætter:

"Det at man er læge gør også, at man måske har en analytisk tilgang til tingene, og man har en måde at gå til tingene på, som jeg også vil bruge i socialpolitikken. Og jeg tror, det er en styrke, at jeg har noget af den sundhedsfaglige viden, når jeg også skal til at beskæftige mig med socialområdet."

Udover at være socialminister skal Monika Rubin også være minister for nordisk samarbejde.

Sidst opdateret: 04/06/2026 - 13:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]