Udsigt til ny udligningsreform får kommune til at afvikle al gæld
Ishøj har på fem år afviklet stort set hele den langfristede gæld. Ifølge borgmesteren udnytter man gode økonomiske tider og kalder det rettidig omhu forud for udligningsreform.
Udgivet: 20/05/2026
En reform af hele udlignings- og tilskudssystemet nærmer sig i horisonten. Det betyder, at den kommunaløkonomiske spilleplade kan ændre sig markant i de kommende år.
Derfor har Ishøj Kommune de seneste år haft særligt fokus på at få afviklet sin gæld.
Ishøj Kommune havde ved udgangen af 2020 langfristet gæld for 17.053 kr. pr. indbygger. Ved udgangen af 2025 var tallet reduceret til 5 kr. pr. indbygger.
I kroner og øre er kommunens langfristede gæld faldet fra 394 mio. kr. i 2020 til blot 134.000 kr. i 2025. Dermed er Ishøj i praksis blevet gældfri.
Ifølge borgmester Merete Amdisen (S) er det rettidig omhu at få styr på det økonomiske penalhus i god tid.
“Det er ikke nogen hemmelighed, at mange kigger mod København, også mod Vestegnen, når det kommer til den nye udligningsreform. Det betyder, at de økonomiske rammer meget vel kan se markant anderledes ud for Ishøj om ikke særlig mange år. Det er en anden grund til at få styr på gælden nu, hvor der har været plads til det,” siger Merete Amdisen.
De seneste år har fire kommuner skilt sig ud i gældstabellen.
Brøndby, Tårnby, Billund og Nyborg har alle haft ingen eller kun meget begrænset langfristet gæld, men nu er endnu en kommune rykket ind i den eksklusive klub.
Ifølge borgmester Merete Amdisen (S) har det også været et bevidst valg at bruge de gode økonomiske år på at afdrage gælden, så kommunen står stærkere, når konjunkturerne vender.
“Vi har budgetteret ret konservativt. Vi er i en højkonjunktur, og ledigheden er lav. Det har vi udnyttet til at få betalt gælden. De gode tider fortsætter ikke bare - det vender på et tidspunkt. Og selv om ledigheden lige nu er lav, set med Ishøj-briller, så er den generelt høj sammenlignet med resten af landet. Derfor bliver vi også ekstra hårdt ramt, når tiderne skifter igen, og det vil vi gerne være klar til,” siger borgmester Merete Amdisen.
Et af landets største fald
Ishøjs gældsafvikling er blandt de mest markante i landet.
Fra 2020 til 2025 har kommunen reduceret den langfristede gæld med 17.048 kr. pr. indbygger.
Alene fra 2024 til 2025 faldt Ishøjs gæld fra 5.096 kr. til 5 kr. pr. indbygger, hvilket er det næststørste fald i landet i perioden.
Blandt kommunerne med lavest langfristet gæld ved udgangen af 2025 ligger Ishøj nu kun efter Tårnby, der er helt gældfri. Derefter følger Billund med 15 kr. pr. indbygger, Nyborg med 41 kr. og Brøndby med 227 kr.
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 20/05/2026 - 13:33









































