Der er markant forskel på kommunernes administrative forbrug i forhold til det udgiftsbehov, som kommunens borgersammensætning burde udløse. Men hvad er de vigtigste drivere for, hvilke kommuner som er effektive og hvilke som er mindre effektive?

Et bud er, at kommunerne er mindre nidkære med at bruge pengene effektivt, hvis de kommer fra udligning frem for, hvis pengene kommer fra kommunens egne skatteydere. Det synspunkt er traditionelt fremført af den borgerlige liberale tænketank Cepos.

Hvis man følger den logik strengt, så skulle de 26 kommuner, som i år afleverer en del af deres skatteindtægter til udligning være mere effektive end de 72 kommuner som modtager penge.

Et andet bud er, at det afgørende er, hvor hårdt presset en kommune er økonomisk. Populært sagt, at nød lærer fattig kommune at bruge pengene så effektivt som muligt. His det er korrekt, så skulle kommuner med det laveste skattefinansierede resultater være de mest effektive.

NB-Økonomi har prøvet at samle tre datasæt, som kan give en indikation af, hvordan udligning og effektivitet hænger sammen.

Det kan kun blive en indikation, fordi det nuværende udligningssystem er så forurenet af politiske fastsatte tilskud og fejl i udgiftsudligningen, at det eksempelvis er umuligt at vurdere, hvem der bruger mange eller få penge på de store udgiftsområder i forhold til udgiftsbehovet.

Vi har valgt at bruge administrationsudgifter som udtryk for effektivitet i en kommune, idet den benchmark er relativt grundigt beskrevet af den nu nedlagte benchmarkenhed. Den er imidlertid også problematisk, fordi høje administrationsudgifter teoretisk set kan betyde, at alle velfærdsområderne er mere effektive.

Derudover kan højere administrative udgifter end landsgennemsnittet efter korrektion for rammevilkår også være udtryk for et politisk ønske om et højt serviceniveau overfor borgere og byråd.

Men i og med, at en række analyser peger på, at det udgiftsbehov, som beregnes i udligningssystemet, er meget skævt, så er det formentligt den bedste indikator for effektivitet, om end der kan være kommuner, som ligger skævt.

For alle tre plotdiagrammer er der store udsving, og derfor kan man alene tale om en tendens fremfor en klippefast sammenhæng. Du skal læse de følgende grafer og især tendenslinjerne med det forbehold.

Udligning giver ikke mindre effektivitet - tværtimod

I det første datasæt sammenholder vi det antal kroner en kommune afleverer eller modtager i udligning med kommunens benchmark for administration. Som du kan se i dataene er der faktisk en tendens til den modsatte sammenhæng af det forventede, nemlig at kommuner som afleverer meget i udligning er mindre effektive end dem, som modtager meget i udligning.

Forklaringen er formentligt, at vi kun har delvis udligning i Danmark - formentligt omkring 80-90 procent. Det betyder, at de kommuner som afleverer meget, stadig er de rigeste og mindst pressede økonomisk, mens de kommuner som modtager meget, modsat er de hårdest pressede økonomisk.

Igen er der vigtige forbehold. Som du har kunne læse her på NB-Økonomi, så rykker de politisk fastsatte tilskud rundt på, hvilke kommuner som er fattige og rige. Derfor er kommunerne formentligt underlagt en meget forskellig udligningsgrad - ja nogle kommuner kan teoretisk have en udligningsgrad over 100.

Det giver derfor mening at sammenligne, hvor mange indtægter en kommune har pr. indbygger efter udligning. det tal har den fordel, at det ikke sondrer mellem om kommunen har store indtægter på grund af højtlønnede borgere, store selskabsskatteindtægter eller en politisk favorisering i udligningssystemet.

Som du kan se i nedenstående plotdiagram er der en tendens til, at des større samlede indtægter en kommune har pr. indbygger des mindre effektiv er kommunen.

Der er dog en modsat rettet faktor, at borgere som både afleverer meget store nominelle skattebetalinger til kommunen og i øvrigt har et højt privat velstandsniveau har større forventninger til den kommunale service. Så hvis man ser på det samlede pres mod byrådet, så er det formentligt mindre forskellig end de samlede indtægter pr. indbygger angiver.

Vi ser her alene på indtægterne, fordi forskellene i udgiftsbehov pr. indbygger på grund af forskellige demografi og socioøkonomi burde håndteres i udgiftsudligningen. Men igen er der kun mellem 93 og 95 procent udligning, og derfor vil de socialt stærkeste kommuner med få børn og ældre være rigere end de socialt vage kommuner, som ofte også har en stor andel ældre.

Derudover er der det generelle problem, at kriterierne bag opgørelsen af udgiftsbehovet beviseligt er smækfyldt med fejl pg mangler.

Derfor kan det være relevant at se på kommunernes resultat af driften (før anlæg og balanceposter) er et andet mål for, hvor presset en kommune er. Også her er der en vis sammenhæng i retning af, at de hårdest pressede kommuner er de mest effektive.

Mange indikationer og ingen fakta med to streger under

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det kommunale udligningssystem er så grundlæggende dysfunktionelt, at det er umuligt at få meget håndfaste resultater.

Derfor er det også umuligt at fastslå med stor sikkerhed, hvilke kommuner som er effektive og ineffektive, og dermed er det også svært for kommunalbestyrelsesmedlemmer at sætte administrationen og et flertal i byrådet under pres for at øge effektiviteten.

Hvis vi havde et fagligt optimalt udligningssystem, så ville en kommunalpolitiker blot kunne sammenligne kommunens udgiftsbehov med de faktisk afholdte udgifter. Hvis udgifterne var større, så ville det enkle spørgsmål være, om borgerne i kommunen fik en service over landsgennemsnittet? Hvis svaret var nej, så ville det være et tegn på, at der var et effektiviseringspotentiale i kommunen.

Om det potentiale så skulle omsættes til bedre service eller lavere skat - ja det burde jo være kærnen i det kommunale selvstyre.

Lige nu er landets kommunalpolitikere lidt at sammenligne med en videnskabsmand, der går rundt i et laboratorie, hvor måleinstrumenterne ikke har været kalibreret og kontrolleret siden midten af halvfemserne, og hvor politikerne i øvrigt ha været inde og pille ved instrumenterne for at sikre det resultat, som de ud fra en politisk synsvinkel gerne ville have.

I sådan et laboratorie ville ingen målinger være absolutte, men alene en indikation af, at der kunne være en sammenhæng mellem tingene.