
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringskaos kan sende kommunernes økonomiaftale helt ind i sensommeren
Regeringsforhandlingerne truer med at skubbe ØA27. Historien viser, at det enten kan ende i et 2019-forløb med store forsinkelser eller i et 2015-lynforløb, hvor det meste alligevel nås i sidste øjeblik.
Udgivet: 11/05/2026
På grund af de langvarige regeringsforhandlinger kommer kommunernes økonomifolk dag for dag et skridt tættere på en mulig udsættelse af en økonomiaftalen for 2017. Derfor får medarbejdere i kommunernes økonomiafdelinger svært ved at få deres kalender for 2026 til at hænge sammen - men det kan gå to veje, viser historiske data. Det kan enten blive som i 2019, hvor alt blev udskudt, eller som i 2015, hvor man nåede det hele sådan lidt ind i ferien.
Det kan nemlig, som det ser ud lige nu, blive mere end svært at nå at forhandle en økonomiaftale for 2027, og det bliver også svært at nå at blive klar med den økonomiske redegørelse, der normalt kommer i maj, og også meddelelse om tilskud og udligning, der typisk udkommer sidste hverdag i juni.
Efter at Mette Frederiksen (S) i sidste uge for nu måtte opgive at danne regering, er bolden nu i blåt ringhjørne, hvor Troels Lund Poulsen (V) skal forsøge at finde en vej til en ny regering. Det har allerede taget rekordlang tid, og med en ny kongelig undersøger er der intet, der tyder på, at en regering kan dannes lige foreløbig.
"Det er ikke nogen katastrofemelding fra os. Det kan stadig lade sig gøre at få en økonomiaftale, selv hvis der går to til tre uger inden vi får en regering, og ellers må vi tilpasse os efter en senere aftale - det har vi prøvet før," siger KL's administrerende direktør Kristian Vendelbo.
2019
De fortsatte regeringsforhandlinger kan dermed betyde, at årets økonomiforhandlinger og udmelding om tilskud og udligning bliver skubbet til august og september. Det var i hvert fald, hvad der skete i 2019, hvor valget lå på grundlovsdag. Det år blev der først indgået en økonomiaftale 6. september, og Meddelelse om Tilskud og Udligning kom først den 25. september, blot tre uger før kommunalbestyrelsen endeligt skulle godkende budgettet. Økonomisk Redegørelse fra maj kom først 23. august.
2015
I 2015 gik det dog helt anderledes lynhurtigt, selvom folketingsvalget også lå sent. Her blev der udskrevet valg den 27. maj til afholdelse den 18. juni og med regeringsdannelse 28. juni. Selv om det var endnu senere end det forløb, vi har nu, så lykkedes det at lave en økonomiaftale for 2016 allerede den 3. juli - som blev fulgt op af en opfølgningsaftale den 25. september. Meddelelse om Tilskud og Udligning kom i 2025 den 13. juli. Med til den historie er også, at Økonomisk Redegørelse for maj nåede at udkomme den 26. maj - dagen inden valget blev udskrevet.
Udsættelse falder sammen med stor økonomisk usikkerhed
Konsekvenserne af store forsinkelser i det økonomiske årshjul for 2026 kan potentielt blive alvorlige af to årsager.
- Der er en del efterreguleringer for budget 2027. Selvom KL har forhandlet en række ret vidtgående kompensationsordninger med regeringen, så kan især efterreguleringer af ejendomsskat for 2021-2023 give uventede overraskelser.
- Det er nyvalgte byråds første budgetproces, og dermed kræver det ekstra planlægning.
En række centrale elementer fra økonomiaftalen for 2026, der er relevante for ØA27 er endnu ikke færdigbehandlede og vil skulle følges op i forhandlingerne om ØA27.
Det er blandt andet det tilbagevende spørgsmål om kommunernes gæld. Regeringen og KL blev i ØA26 enige om, at der skal udarbejdes en samlet plan for gældsafvikling, som skulle drøftes med regeringen i begyndelsen af 2026. Den udestår. Samtidig skal der tages stilling til kommunernes stigende garantistillelser, som også skal analyseres og drøftes frem mod forhandlingerne. Også de stigende indtægter fra selskabsskat er på bordet. Her har parterne aftalt at finde løsninger på den skæve fordeling mellem kommunerne med henblik på implementering fra 2027.
Og efter at regnskaberne for 2025 nu også er blevet offentliggjort, og har vist at man på det specialiserede socialområde har brugt 2,6 mia. kr. mere på området end i 2024 og 3,7 mia. kr mere end budgetteret for 2025, så er en løsning på det spørgsmål også noget, der skal adresseres.
Sidst opdateret: 12/05/2026 - 09:57









































