Den kongelige undersøger Mette Frederiksen leder ifølge eget udsagn efter initiativer, "der går op imod uligheden i vores samfund", for dermed at bane vejen for "et ambitiøst mål for, hvordan velstanden skal øges" – hvilket er et politisk kodeord for f.eks. skattelettelser eller andre initiativer, som øger arbejdsudbuddet.

I den operation kan det kommunale udligningssystem pludselig og uventet lande centralt på forhandlingsbordet.

Socialdemokratiet pegede i valgkampen gentagne gange på, at de ekstremt store og skattefrie boliggevinster i de rige kommuner er en kilde til stor ulighed. Derfor peger en af Danmarks mest ansete politiske analytikere, Helle Ib fra Altinget, på, at boligskat kan være et af de greb, som kan forene de røde partier og Moderaterne i en fælles økonomisk politik.

Og her er det, at den såkaldte forligskutyme på Christiansborg kommer i spil. Umiddelbart er Socialdemokratiet, De Radikale og Moderaterne bundet af et boligskatteforlig fra 2017, som forhindrer dem i at ændre på f.eks. progressionsgrænser og andet i boligskatten uden en accept fra de øvrige forligspartier Venstre, Liberal Alliance og Konservative, som de næppe vil få.

Afgørende bestemmelse kan bane vejen for ændringer i grundskylden

Men boligskatteforliget fra 2017 har også en anden bestemmelse, som siger, at de nye ejendomsvurderinger gradvist skal indfases i det kommunale udligningssystem – og med de mange forsinkelser skal det ske fra 2029 som led i den planlagte udligningsreform.

En indfasning af de nye vurderinger vil flytte markante beløb fra landets rigeste boligejere, særligt i hovedstadsområdet, til landets fattigste boligejere i provinsen. I og med at lejeboliger også er ramt af grundskyld, vil udjævningen også komme lejerne i de fattigste kommuner til gavn.

Forklaringen på, at der flyttes store milliardbeløb fra borgerne i de rige kommuner til borgerne i de fattige kommuner, er lidt kompliceret, men er synlig i form af, at Danmark i dag har det måske mest regressive boligskattesystem blandt udviklede lande.

Konkret ses det på, at landets rigeste boligejere på Frederiksberg kun betaler 3,1 promille i grundskyld, mens nogle af landets fattigste boligejere i eksempelvis Varde betaler 17,7 promille. Oversat til klassisk lighedslingo er det altså de smalleste skuldre, der bærer suverænt det største læs.

Forklaringen på, at Frederiksberg Kommune kan have så lav en grundskyldspromille, er, at boligskatteforliget fastfrøs de skattepligtige grundværdier i det kommunale udligningssystem, og derfor bliver kommunekassen på Frederiksberg ikke belastet af, at deres grundskyldspromille som led i boligskatteforliget blev sat ned fra 24,75 promille til 3,1 promille.

Du kan nederst i artiklen se en grafik med de store forskelle i grundskyldspromillerne og hvor meget promillen blev ændret som følge af boligskatteforliget.

Når fastfrysningen af de skattepligtige grundværdier i den kommunale udligning udfases, og de nye grundværdier indfases, skal Frederiksberg og en række af hjemkommunerne for Danmarks rigeste borgere selv finansiere indtægtstabet på de lave grundskyldspromiller. Det vil i praksis betyde, at de bliver tvunget til at sætte deres grundskyldspromiller op, mens provinskommunerne kan få råd til at sætte deres grundskyldspromille markant ned.

Slutfacit vil blive, at der flyttes op til 4-5 milliarder kroner fra landets rigeste borgere til de fattigste, og samtidig vil det lægge en dæmper på de eksplosive prisstigninger på boliger i hovedstaden.

Kan sætte Venstre og Konservative i et svært politisk dilemma

Ved at gå udligningsvejen kan de formentlig kommende regeringspartierpartier fra rød blok og Moderaterne ikke alene komme rundt om forligsbindingen, de kan også sætte Venstre og til dels De Konservative i en svær politisk situation.

På den ene side har de to partier i valgkampen bastant kæmpet mod ændringer i boligskatten, men samtidig har begge partier mange borgmestre i provinsen. Hvis de to partier vil forsøge at blokere for en hurtig indfasning i de forhandlinger om en udligningsreform, som går i gang tidligt i 2028, vil begge partier gå direkte imod interesserne hos deres mange borgmestre i provinsen.