Selvbudgettering: Holbæk taber millionbeløb på uventet alderssammensætning
Det har stor betydning for kommunernes økonomi når man får flere borgere, men udviklingen i demografi kan betyde at tabet på udligning kan overgå gevinst fra højere skattegrundlag.
Udgivet: 22/04/2026
Data tyder på, at politikerne i Holbæk får sig en alvorlig skuffelse, når effekten af selvbudgettering for 2026 bliver gjort op.
Holbæks forventninger til en gevinst er modsat de fleste kommuner baseret på et højere udskrivningsgrundlag og ikke så meget på folketalsudviklingen. Men faktisk viser tallene nu, at Holbæk oveni troen på et højere udskrivningsgrundlag også har fået flere borgere end forventet i kommunens selvbudgettering.
Men uheldigvis har borgerne en helt anden alderssammensætning end den, kommunen havde forventet, da de besluttede sig for at selvbudgettere. Og det betyder, at kommunen taber 7,9 millioner kroner i kommunal udligning, hvilket er en smule mere end den forventede gevinst på 7,8 millioner kroner fra et større udskrivningsgrundlag.
Holbæk Kommune er derfor den eneste af de 16 selvbudgetteringskommuner, der i en beregning ikke ser ud til at kunne indfri kommunens forventede selvbudgetteringsgevinst.
Selvbudgettering afgøres af to ting
Holbæk Kommune havde ellers forventet en pæn gevinst ved at selvbudgettere. I referat fra et byrådsmøde den 8/10-2025 skriver Holbæk Kommune:
"Beregningen viser, at et selvbudgetteret udskrivningsgrundlag forventes at give kommunen en gevinst på 7,8 mio. kr. (..) De ekstra indtægter skyldes forventet vækst i den kommunale indkomstskat, primært fordi borgernes indtægter er vokset mere end indtægterne på landsplan."
Men kommunen havde ikke forudset, at alderssammensætningen af borgerne ville være helt anderledes end forventet. Og det er vigtigt, fordi alderssammensætningen afgør, hvilket demografisk udgiftsbehov kommunen får udligning efter.
Holbæk har i deres selvbudgetteringsanalyse forventet langt flere 0-16-årige end i folketallet for 1. januar 2026, og man har også forventet flere over 85 end det faktiske folketal. Til gengæld har man regnet med færre 40- til 54-årige, end man har fået. Og da de unge og de gamle er blandt dem, der 'giver' mest i udligningssystemet, må man forvente at få mindre i udligning.
Holbæk kender først det samlede resultat, når alle skattepligtige indkomster for 2026 er endeligt opgjort i 2028. Kommunen kan håbe på, at færre børn og ældre og flere borgere i den arbejdsdygtige alder vil hæve beskatningsgrundlaget mere end forventet. I så fald kan kommunen tjene det ind på skattekarusellen, end de har sat til på demografikarusellen.
Sidst opdateret: 23/04/2026 - 14:28









































