
Der er i dag ingen opgørelse af kommunernes garantistillelse overfor blandt andet lån optaget af forsyningsselskaber. Netop eksemplet fra Odsherred Forsyning viser, at det ikke altid er uproblematisk at stille garanti for lån, forklarer ekspert. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kommunale lånegarantier er steget med 35 mia. kr.: Nu skal udviklingen undersøges
Fra 2018 til 2024 er kommunernes garantier steget med knap 30 procent. Men der findes ikke et overblik over de enkelte kommuners lånegarantier.
Udgivet: 22/04/2026
Kommunernes samlede garantistillelser for lån til blandt andet forsyning, havne og lufthavne er steget med 35 milliarder kroner fra 2018 til 2024.
Det viser et svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Den tidligere regering og KL blev med Økonomiaftalen for 2026 enige om, at "afdække kommunernes garantistillelse og drøfte emnet frem mod økonomiforhandlingerne for 2027."
Det arbejde er lige nu i gang i ministeriet, som ikke på nuværende tidspunkt kan oplyse de konkrete beløb, hver kommune har stillet garanti for, men oplyser, at baggrunden for det lille afsnit i Økonomiaftalen er, at området er vokset fra 118 milliarder kroner til 153 milliarder kroner fra 2018 til 2024 og udgør en større del af den kommunale økonomi.
Hvad er de kommunale restgarantier?
Indenrigs- og Sundhedsministeriet definerer de kommunale restgarantier sådan:
“Restgarantien er det beløb, som en kommune fortsat hæfter for ved udgangen af året i forbindelse med garantier stillet over for finansielle institutioner. Når en kommune stiller garanti, forpligter den sig økonomisk ved at stille en del af sin økonomi som sikkerhed for et lån. Hvis låntager ikke kan tilbagebetale lånet, hæfter kommunen for det garanterede beløb.”
Stigende garantistillelser kan være problematisk
Det er kun fornuftigt, at der bliver lavet et overblik over kommunernes garantistillelser, for som det ser ud i dag er det svært at gennemskue, mener professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.
"Når man tager det her op, er det ikke fordi det (udviklingen i kommunernes restgarantier red.) er problematisk, men mere fordi, man ikke kan antage, at det er uproblematisk. Det er jo kæmpe beløb, og det synes jeg er meget fornuftigt, at man får belyst" siger Per Nikolaj Bukh.
Se svaret fra ministeriet
“…Det kan oplyses, at restgarantier for kommunerne under ét er steget fra ca. 118 mia. kr. i 2019 til ca. 153 mia. kr. i 2024 ekskl. garantistillelse på almene boliger mv. Kommunefordelte tal for restgaranti er under validering og kan derfor ikke umiddelbart oplyses.”
”Formålet med arbejdet er at skabe et bedre overblik over området for kommunale restgarantier. Baggrunden er, at området er vokset de senere år og dermed udgør en større del af den kommunale økonomi, samtidig med at der i dag kun findes et begrænset samlet overblik."
"Restgarantierne for kommunerne opgøres under ét på baggrund af de årlige indberetninger fra kommunerne til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Summen på 153 mia. kr. i 2024 er bl.a. eksklusive de solidariske hæftelser, som kommunerne har i forbindelse med garantier vedrørende Udbetaling Danmark. For solidariske hæftelser der indgår i summen, er det kun den enkelte kommunes forholdsmæssige andel i den samlede opgørelse.”
Han henviser til sagen om fjernvarmeselskabet i Odsherred og havnen i Frederikshavn, som kan have været med til at styrke behovet for et overblik.
"Det har jo i hvert fald vist, at det kan være problematisk med de her garantier," siger han.
Kommunale regnskaber viser vidt forskellige opgørelsesmetoder
Kommunerne er forpligtet til i årsregnskaberne at opgøre de samlede kautions- og garantistillelser.
Men en gennemgang af alle kommunernes regnskaber, som NB-Økonomi har foretaget, viser, at der er mange forskellige måder at opgøre og kategorisere de kommunale garantiforpligtelser.
Overordnet set kan man dele garantierne op i garantier til boliger, almindelige garantiforpligtelser som blandt andet inkluderer garantier til lån til forsyningsvirksomheder og garantier med solidarisk hæftelse, som blandt andet tæller kommunernes samlede forpligtelse overfor Udbetaling Danmark på 638 mio. kr.
Men hvor nogle kommuner eksempelvis indregner det fulde beløb til Udbetaling Danmark, har andre indregnet kommunens egen beregnede andel ud fra indbyggertal.
Sidst opdateret: 22/04/2026 - 14:09









































