
Fra Farum-sagens overforbrug til faldefærdige huse i Ravnsborg og nybyggeri i København. Fra venstre Peter Brixtofte (V), Ejnar Rod (S) og Jens Kramer Mikkelsen (S), der var borgmestre da deres kommuner blev sat under statens administration. - Foto: BeFunky-illustration: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Søren Steffen/Ritzau Scanpix, Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix
23 kommuner har været under statens administration - se billederne
To gange før er kommuner på Lolland blevet sat under administration. Mindst 23 kommuner har været i samme situation siden 1980’erne, viser NB-Kommunes gennemgang. Se de gamle billeder her.
Udgivet: 07/04/2026
Der mangler over en halv milliard kroner i Lollands kasse næste år. Derfor frygter borgmesteren, at staten sætter kommunen under administration.
"Christiansborg afgør vores skæbne nu," har borgmester i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm (Din Stemme), tidligere sagt til NB-Kommune.
Sker det, vil det være tredje gang, at Indenrigsministeriet griber ind i området. I 1993 var Nakskov sat under administration og siden Ravnsborg i 1999. To tidligere selvstændige kommuner, som i dag er blevet en del af Lolland Kommune efter strukturreformen i 2007, hvor en række kommuner blev lagt sammen.
Mindst 23 kommuner er blevet sat under statens administration siden slutningen af 1980'erne. Det sker, hvis en kommunes kassebeholdning går i minus, fortæller professor emeritus ved VIVE, Niels Jørgen Mau, der har skrevet en rapport om emnet.
Tidslinjen nedenfor viser, hvilke kommuner der har fået hjælp af staten til at genoprette økonomien. En række af kommunerne eksisterer ikke længere, efter de blev lagt sammen ved strukturreformen.
1988: Karlebo
Karlebo var den første kommune til at blive sat under administration i 1988, fortæller Niels Jørgen Mau.
“Det er ikke sådan, at ministeriet sender folk ud og holder øje med, hvordan man bruger pengene. Det er en dialog mellem kommunen og ministeriet," forklarer han.
Karlebo er i dag en del af Fredensborg Kommune.
1989: Dronninglund
Selvom ministeriet ikke sender økonomifolk til at holde styr på en kommune under administration, kan de godt komme på besøg.
Det fik borgmester Jørgen Holst (K), da Dronninglund var under administration i 1989.
I dag er Dronninglund en del af Brønderslev Kommune.
1989: Skibby
Samme år kom Skibby Kommune under administration. Her var Gitte Schønemann borgmester for Konservative.
Den skrantende økonomi skyldes blandt andet, at kommunen på daværende tidspunkt havde overvurderet, hvor mange penge der kom ind gennem kommuneskatten, fortæller Niels Jørgen Mau.
Skibby er i dag en del af Frederikssund Kommune.
1990: Holbæk
Et år senere blev Holbæk Kommune sat under administration, blandt andet på grund af en overvurdering af skatteindtægter.
Her var Bent Kristiansen borgmester for Socialdemokratiet.
1991: Morsø
Knud Aage Larsen var borgmester for Konservative, da Morsø Kommune blev sat under administration i 1991. En post, han beholdt indtil 1997.
1991: Stenlille
En anden socialdemokratisk borgmester måtte også have hjælp til økonomien året efter. Her var det Allan Thomsen, der sad med de gyldne kæder.
Stenlille er i dag en del af Sorø Kommune.
1992: Aars
Per Nørgaard sad i over et årti som borgmester for Venstre i Aars, der i 1992 blev sat under administration.
For at kradse penge ind solgte kommunen sine møbler og lejede dem i stedet, fortæller Niels Jørgen Mau.
1993: Nakskov
Da Lolland-området i form af Nakskov Kommune blev sat under administration i 1993 skyldtes det blandt andet fejl i budgetterne og dårlig økonomistyring, fortæller Niels Jørgen Mau.
Ved strukturreformen i 2007 indgik Nakskov i Lolland Kommune sammen med Holeby Kommune, Højreby Kommune, Maribo Kommune, Ravnsborg Kommune, Rudbjerg Kommune og Rødby Kommune.
1994: København
Normalt tager det i omegnen af tre eller fire år, før en kommune bliver "sat fri" af ministeriets tøjler.
Men i København varede indgrebet blot ét år, fortæller Niels Jørgen Mau. Til trods for enorme økonomiske problemer på grund af blandt andet boliginvesteringer.
Kommunen fik blandt andet økonomisk støtte til hospitalsenheden i Hovedstadsområdet.
I perioden var Jens Kramer Mikkelsen (S) overborgmester i København. Her sad han indtil 2004.
1996: Hundested
I slutningen af Bent Ove Sørensens borgmesterperiode blev Hundested Kommune sat under administration.
Et tab på 15 millioner kroner og lukningen af færgeruten Grenaa-Hundested i 1996 var medvirkende til, at kommunen måtte have hjælp fra Indenrigsministeriet.
Hundested er i dag en del af Halsnæs Kommune.
1997: Hashøj
Socialdemokratiets Niels O. Pedersen sad på borgmesterposten, da Hashøj Kommune blev sat under administration i 1997.
I dag er Hashøj en del af Slagelse Kommune.
1998: Nørre Aaby
Torben Stedager Knudsen var borgmester i Nørre Aaby, da kommunen blev sat under administration i 1998.
Nørre Aaby er i dag en del af Middelfart Kommune.
1998: Mariager
Erik Kirkegaard Mikkelsen (K) var borgmester i Mariager Kommune fra 1998 og frem til 2006, hvor kommunen ophørte efter strukturreformen.
I dag er Mariager en del af Randers Kommune.
1999: Ravnsborg
Seks år efter Nakskov blev sat under administration i Lolland-området, blev det Ravnsborgs tur i 1999.
Ifølge Ritzaus billedarkiv opkøbte beboere på det her tidspunkt faldefærdige nabohuse for at sikre sig mod, at "bistandsklienter" fra København ville flytte ind.
Ravnsborg er den kommune, der har været længst tid under administration. Fem år skulle der gå, før kommunen blev sat fri igen.
1999: Jægerspris
Socialdemokratiets Ole Find Jensen var borgmester i Jægerspris, da kommunen blev sat under administration i 1999.
I dag er Jægerspris en del af Frederikssund Kommune.
2000: Brovst
Ole Christensen var socialdemokratisk borgmester i Brovst, da kommunen blev sat under administration i starten af det nye århundrede.
Brovst er i dag en del af Jammerbugt Kommune.
2001: Nørre-Djurs
Da Nørre-Djurs blev sat under administration, var det Leif Sørensen, der sad på borgmesterposten for Socialdemokratiet.
Nørre-Djurs er i dag en del af Norddjurs Kommune.
2002: Dragør
Dragør var under administration fra 2002 til 2004. I den periode var det Asger Larsen (K), der var kommunens borgmester.
Den negative kassebeholdning blev vendt til et overskud, og Dragør undgik at blive tvangsfusioneret med den noget større Tårnby Kommune.
2002: Farum
Risikable ejendomshandler, millionudgifter uden bevillinger, vennetjenester til sportsklubber og erhvervsliv. Alt sammen styret af en inhabil borgmester.
Det er blot et udpluk af rapporten, som Farumkommissionen udgav i kølvandet på Farum-sagen, hvor kommunen blev sat under administration i 2002.
Hovedpersonen var daværende borgmester Peter Brixtofte, der måtte gå af samme år. Han blev idømt fire års fængsel for embedsmisbrug og mandatsvig.
Det er også den eneste sag, hvor staten har været til at gøre brug af et "bail-out" ved et tilskud svarende til mere end et års budget, fortæller Niels Jørgen Mau.
Sagen begyndte at rulle, efter B.T. kunne afsløre, at Brixtofte havde drukket 150.000 skattekroner op på ét døgn.
2003: Fuglebjerg
Henrik Willadsen var borgmester for Venstre, da Fuglebjerg blev sat under administration i 2003.
Fuglebjerg blev indlemmet i Næstved Kommune som en del af strukturreformen i 2007.
2007: Odsherred
Odsherred blev den første kommune til at blive sat under administration, efter strukturreformen reducerede antallet af danske kommuner fra 271 til 98 i 2007.
Her arvede Odsherred de økonomiske problemer fra Dragsholm, Nykøbing-Rørvig og Trundholm, som dannede kommunen, fortæller Niels Jørgen Mau.
2008: Vesthimmerlands
Året efter var problemet det samme i Vesthimmerland, der blev dannet ved en sammenlægning af Aalestrup, Farsø, Løgstør og Aars kommuner.
Fælles for de fire kommuner: en presset økonomi.
"Flere sagde, at vi ikke havde styr på en skid. Men alle kan jo regne ud, at når man lægger fire fattige kommuner sammen, så får man jo ikke en rig kommune," siger daværende borgmester i Vesthimmerland Kommune, Jens Lauritzen (V) til NB-Kommune.
2008: Syddjurs
Samme år blev også Syddjurs Kommune sat under administration.
Her var det også en uønsket arv af gæld fra de tidligere kommuner Ebeltoft, Midtdjurs, Rosenholm og Rønde.
Sidst opdateret: 13/04/2026 - 11:49
































































