Sådan har vi gjort:

Kommunernes udgifter består af serviceudgifter, overførsler og anlægsudgifter. Udgiftsbehovet i udligningen består normalt af alle tre udgiftsposter samlet, selvom det alene er serviceudgifterne, som siger noget om, hvor mange penge kommuner bruger på at producere serviceydelser.

For at få et billede af kommunernes udgiftsbehov set i lyset af deres demografi og socioøkonomi har vi alene lagt serviceudgifter ind i den fordelingsnøgle, som bruges til at opgøre udgiftsbehovet i udligningssystemet. Disse data er udregnet af udligningseksperterne hos Dataproces.

Fordi udligningssystemet ikke længere alene er baseret på objektive kriterier, men både har en række særtilskud for at kompensere for anerkendte mangler ved udgiftsbehovsberegningen og har en indbygget underkompensation til kommuner med mange børn og ældre, har vi valgt fire forskellige opgørelsesmetoder. Disse udregninger er alene foretaget af NB-Økonomi, og må ikke ses som et facit med to streger under, idet udligningssystemet ikke længere er et objektivt system, men fyldt med politiske tildelinger af særtilskud.

Metode 1: Udligningssystemets opgørelsesmetode:

Først har vi valgt at opgøre udgiftsbehovet alene ud fra udligningssystemets demografiske og socioøkonomiske metode. Det vil sige, at hver person i hver aldersgruppe udløser et bestemt udgiftsbehov, og herfra tages 33 procent, som fordeles ligeligt på aldersgrupperne men justeres for kommunernes socioøkonomiske indeks. (Se evt. meddelelse og tilskud og udligning).

Fordel ved metoden:

• Følger de regressionsanalyser som senest i 2012 viste at metoden havde en god statistisk sammenhæng mellem kommunernes faktiske udgifter og deres demografi og socioøkonomi.

• Er uafhængig af politiske aftaler præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Ulempe:

• Systemet favoriserer kommuner med få børn og ældre, fordi det socioøkonomiske udgiftsbehov tages som en procentdel af hver aldersgruppes udgiftsbehov men fordeles ligeligt mellem aldersgrupperne. Dermed vil kommuner altid have underdækning på de dyre aldersgrupper (børn og 75+ årige).

• Hvis man antager at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden give et kunstigt høj serviceindeks i fattige kommuner og omvendt et kunstigt lavt indeks i de rige kommuner.

Metode 2: Udligningssystemets opgørelsesmetode og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning:

Her har vi fastholdt udligningssystemets opgørelsesmetode, men tillagt de varige særtilskud som er relateret til udgiftsbehovet (tilskud til kommuner med mindre øer, øer uden fast forbindelse, nedsat takster for godstransport, nedsatte takster for passagerer, tilskud til udsatte ø- og yderkommuner, særtilskud (§16), tilskud til udsatte hovedstadskommuner, bidrag til udsatte hovedstadskommuner, tilskud til grænsenære kommuner, tilskud vedr. høj kriminalitet i visse boligområder, tilskud til vanskeligt stillede kommuner, tilskud til kommuner med vanskelige økonomiske vilkår og nettoeffekten af udlændingeudligningen. For alle er der kun medregnet med 67 procent, hvilket svarer til serviceudgifternes andel af de samlede kommunale udgifter i 2026.

Fordel ved metoden:

• Følger de regressionsanalyser som senest i 2012 viste at metoden havde en god statistisk sammenhæng mellem kommunernes faktiske udgifter og deres demografi og socioøkonomi.

• Hvis man antager at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden give mere præcist billede af udgiftsbehovet i de enkelte kommuner.

Ulempe:

• Systemet favoriserer kommuner med få børn og ældre, fordi det socioøkonomiske udgiftsbehov tages som en procentdel af her aldersgruppes udgiftsbehov men fordeles ligeligt mellem aldersgrupperne. Dermed vil kommuner altid have underdækning på de dyre aldersgrupper (børn og 75+ årige).

• Er afhængig af politiske aftaler præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Metode 3: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi:

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud. For hver enkelt kommune korrigeres det socioøkonomiske udgiftsbehov naturligvis stadig for kommunens socioøkonomiske indeks som udregningen i metode 1 og 2.

Fordel ved metoden:

• Er neutralt for om kommunen har mange eller få børn og ældre.

• Er uafhængig af politiske aftaler præferencer og magtforhold i udligningsreformen, fordi varige særtilskud som reelt blev tildelt ud fra politiske ønsker ikke medregnes.

Ulempe:

• Hvis udligningssystemets opgørelse er korrekt, så vil denne metode undervurdere udgiftsbehovet i kommuner med få børn og ældre.

• Hvis man antager at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden give et kunstigt høj serviceindeks i fattige kommuner og omvendt et kunstigt lavt indeks i de rige kommuner.

Metode 4: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning.

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud. For hver enkelt kommune korrigeres det socioøkonomiske udgiftsbehov naturligvis stadig for kommunens socioøkonomiske indeks som udregningen i metode 1 og 2.  Derudover har vi tillagt de varige særtilskud og udlændingeudligningen på samme måde som i metode 2. For begge er kun medregnet 67 procent, hvilket er serviceudgifternes andel af de samlede udgifter.

Fordel ved metoden:

• Er neutralt for om kommunen har mange eller få børn og ældre.

• Hvis man antager at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, så vil metoden give mere præcist billede af udgiftsbehovet i de enkelte kommuner.

Ulempe:

• Hvis udligningssystemets opgørelse er korrekt, så vil denne metode undervurdere udgiftsbehovet i kommuner med få børn og ældre.

• Er afhængig af politiske aftaler præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Korrektion:

I metode 2 og 4 har vi opskrevet det socioøkonomiske udgiftsbehov for de enkelte kommuner med en faktor 1,007491991862 da fordelingen af socioøkonomisk udgiftsbehov giver en marginal afvigelse på de samlede socioøkonomiske udgiftsbehov.

Udregning af indeks:

Vi har herefter for hver metode taget de enkelte kommuners serviceudgifter i budget 2026 og sammenholdt med det opgjorte udgiftsbehov efter de beskrevne metoder. Et indeks over 100 betyder, at kommunens faktiske serviceudgifter er større end udgiftsbehovet opgjort i forhold til den beskrevne metode, mens et indeks under 100 angiver, at kommunen har lavere serviceudgifter end opgjort efter den beskrevne metode.