51 kommuner får alvorlig kritik for Google-løsninger i skoler

Datatilsynet har truffet afgørelse i den såkaldte Chromebook-sag og udtaler alvorlig kritik af kommuner for ikke at have beskyttet folkeskoleelevers personoplysninger tilstrækkeligt.

Udgivet: 02/02/2026

Del artiklen:

Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af 51 kommuner for kommunernes behandling af personoplysninger ved brug af Googles produkter til undervisning i folkeskolen.

Det skriver tilsynet i dag i en meddelelse, hvor det fremgår, at tilsynet dermed har truffet afgørelse i den såkaldte Chromebook-sag om 51 kommuners brug af Google-produkter.

Det er sidste led i tilsynets sagskompleks om en række kommuners brug af Google Workspace for Education og Google Chrome Education til undervisningsformål i de danske folkeskoler.

Tilsynet har undersøgt kommunernes håndtering af det ansvar, der følger med brugen af Google som databehandler - altså den, der behandler oplysninger om borgerne.

Det er særligt med fokus på den data, som Google videresender til deres underdatabehandlere i tredjelande.

Pia Færch, der er kontorchef i Kommunernes Landsforening, KL, siger i en skriftlig kommentar, at kommunerne tager tilsynets pointer "meget alvorligt".

"Vi har sammen med kommunerne lagt et stort arbejde i at sikre, at produkterne kan bruges i folkeskolen", siger hun med henvisning til en aftale, KL indgik med Google i 2024.

Der var tale om en aftale, som betød, at kommunerne ikke længere videregav personoplysninger, som der ikke er hjemmel til i dansk lovgivning, til Google.

KL vil nu sammen med det kommunalt ejede it-fællesskab Kombit kigge på, "hvad der skal til for, at vi kan lave den sidste vurdering af underdatabehandlingerne, som Datatilsynet efterlyser", siger Pia Færch.

Datatilsynet blev opmærksom på sagen, da en far i 2019 klagede over, at man kunne se hans otteårige søns navn og skole på platformen YouTube.

Oplysningerne endte på YouTube, fordi en af sønnens venner havde lånt hans Chromebook og skrevet en besked på platformen.

Efterfølgende har Datatilsynet undersøgt kommunernes behandling af data i forbindelse med brug af Chromebooks og Google Workspace.

Skolerne kan bruge de digitale løsninger i undervisningen

KL bider særligt mærke i, at tilsynets afgørelse mandag slår fast, at den databehandleraftale, KL har indgået med Google i 2024, lever op til reglerne.

"Folkeskolen anno 2026 kan ikke baseres på pen og papir, og derfor er det godt, at vi nu har fået afklaret, at kommunerne godt kan bruge de pågældende digitale løsninger i undervisningen", lyder det fra Pia Færch.

Tilsynet advarer dog kommuner om, at det formentlig vil være i strid med databeskyttelsesforordningen, hvis kommunerne ikke har konfigureret deres opsætning, som aftalen mellem Google og KL foreskriver.

Disse kommuner får kritik

KL repræsenterer de 51 kommuner i sagen:

  • Albertslund Kommune

  • Allerød Kommune

  • Ballerup Kommune

  • Brøndby Kommune

  • Dragør Kommune

  • Egedal Kommune

  • Fanø Kommune

  • Favrskov Kommune

  • Faxe Kommune

  • Fredericia Kommune

  • Faaborg-Midtfyn Kommune

  • Glostrup Kommune

  • Greve Kommune

  • Gribskov Kommune

  • Haderslev Kommune

  • Hedensted Kommune

  • Helsingør Kommune

  • Herlev Kommune

  • Hjørring Kommune

  • Holbæk Kommune

  • Horsens Kommune

  • Hvidovre Kommune

  • Hørsholm Kommune

  • Ishøj Kommune

  • Jammerbugt Kommune

  • Langeland Kommune

  • Læsø Kommune

  • Mariagerfjord Kommune

  • Middelfart Kommune

  • Nordfyns Kommune

  • Næstved Kommune

  • Odder Kommune

  • Odense Kommune

  • Randers Kommune

  • Rebild Kommune

  • Samsø Kommune

  • Silkeborg Kommune

  • Slagelse Kommune

  • Solrød Kommune

  • Sorø Kommune

  • Svendborg Kommune

  • Syddjurs Kommune

  • Thisted Kommune

  • Tønder Kommune

  • Tårnby Kommune

  • Vejen Kommune

  • Vejle Kommune

  • Vordingborg Kommune

  • Vesthimmerlands Kommune

  • Aalborg Kommune

  • Aarhus Kommune

Hovedpunkter i Datatilsynets afgørelse

  • Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af kommunernes behandling af personoplysninger ved brug af Googles produkter til undervisning i folkeskolen.

  • Datatilsynet giver kommunerne en advarsel om, at det sandsynligvis vil være i strid med databeskyttelsesforordningen, hvis kommunerne ikke har konfigureret deres opsætning af de pågældende programmer i overensstemmelse med de forudsætningsmæssige og funktionelle krav, som KL har opstillet.

  • Datatilsynet giver kommunerne en advarsel om, at det sandsynligvis vil være i strid med databeskyttelsesforordningen at antage en databehandler til behandlinger af personoplysninger, hvor der sker viderebehandling i et tredjeland, hvis der ikke kan sikres et beskyttelsesniveau, der i det væsentlige svarer til beskyttelsesniveauet i EU/EØS.

/ritzau/SA

Sidst opdateret: 02/02/2026 - 12:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]