En ny beretning fra Rigsrevisionen viser, at kommunerne i vidt omfang ikke lever op til integrationslovens krav – og at det har store økonomiske konsekvenser. Når integrationsprogrammet forsinkes, bliver dyr forsørgelse trukket ud i måneder, selvom hurtig beskæftigelse er det afgørende mål.

Ifølge analysen fra Rigsrevisionen koster én borger på offentlig forsørgelse i gennemsnit 129.000 kroner årligt, mens en beskæftiget flygtning bidrager med omkring 80.000 kroner. Kommunernes manglende rettidighed betyder dermed, at overgangen til job udskydes, og regningen stiger – både for kommunerne og for staten.

Store forsinkelser i jobrettede tilbud

Rigsrevisionens gennemgang peger på, at de mest grundlæggende elementer i integrationsindsatsen ikke bliver leveret til tiden. Kun halvdelen af de jobparate flygtninge og familiesammenførte får deres første virksomhedsrettede tilbud inden for den lovbestemte frist på én måned. For dem, der får det for sent, er forsinkelsen i gennemsnit 153 dage.

Herefter fortsætter problemerne: 71 procent oplever mere end seks ugers pause mellem tilbuddene, selvom loven kræver en kontinuerlig indsats. Lange pauser reducerer effekten af de tidligere tilbud og skubber beskæftigelsen endnu længere ud i fremtiden – og dermed øges forsørgelsesperioden.

Kommunerne halter også på de lovpligtige samtaler. 17 procent får ikke alle fire opfølgningssamtaler til tiden, og sidste samtale er i gennemsnit 116 dage forsinket. Det betyder, at planlægning, indsats og opfølgning ofte sker alt for sent til at virke efter hensigten.

Rigsrevisionen: Kommunerne forringer vejen til selvforsørgelse

Beretningen konkluderer, at kommunerne i væsentligt omfang ikke lever op til integrationslovens krav, og at den manglende rettidighed forringer borgernes mulighed for hurtigt at blive selvforsørgende. Fristerne er indført for at sikre tidlig kontakt til arbejdsmarkedet – og manglende overholdelse fører direkte til længere integrationsforløb og større udgifter.

Selvom kommunerne siden 2022 har været under pres på grund af mange ukrainske fordrevne, vurderer Rigsrevisionen, at forsinkelserne er så omfattende, at de ikke kan forklares alene med øget arbejdspres.

Økonomiske tab og tabte muligheder

Forsinket integration betyder ikke kun højere forsørgelsesudgifter. Det betyder også tabt skatteindtægt, lavere deltagelse på arbejdsmarkedet og langsommere integration i lokalsamfundene. De økonomiske gevinster ved beskæftigelse bliver ganske enkelt realiseret senere – eller i værste fald ikke realiseret.

Alt i alt viser beretningen, at det ikke kun er en lovgivningsmæssig opgave, kommunerne forsømmer. Det er også en økonomisk opgave, der – hvis den blev løst bedre – kunne frigøre betydelige midler i både kommunale og statslige budgetter.

Ministeriet får også kritik

Rigsrevisionen retter ikke kun kritik mod kommunerne – også Udlændinge- og Integrationsministeriet får en række påtaler. Beretningen fastslår, at ministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sikret sig, at kommunerne lever op til lovens krav, og at ministeriets egen styring af området er for svag og for langsom. Ministeriet har ifølge Rigsrevisionen hverken reageret hurtigt nok på dokumenterede problemer med kommunernes rettidighed eller fulgt systematisk op på, om lovens frister faktisk virker efter hensigten. Dermed har ministeriet ikke varetaget sit ansvar for at sikre, at indsatsen fungerer efter lovens intention – hverken fagligt eller økonomisk.