Her tømmes jobcentret hurtigere end det fyldes
Nye tal viser markante forskelle på, hvor godt landets kommuner får borgere videre i job. Mens borgere i mange kommuner kommer mere i beskæftigelse end i arbejdsløshed, kæmper andre med den modsatte udvikling.
Udgivet: 24/11/2025
Selvom beskæftigelsen generelt er steget, og ledigheden synes at være fastfrosset, så er der store forskelle på, hvor meget borgerene slider på henholdsvis ind- og udgange i landets jobcentre. Der er nemlig store kommunale forskelle på, hvor mange der kommer i beskæftigelse, kontra hvor mange der overgår til arbejdsløshed.
Det viser en analyse, foretaget af NB-Økonomi.
I 2023 var der på landsplan ca. 6.000 flere borgere, der kom i beskæftigelse, end der overgik til arbejdsløshed. Sidste år, i 2024, var tallet 8.200, lige knap 2.200 flere. Men udviklingen kommunerne imellem er meget forskellig.
Udviklingen har stor betydning for den enkelte kommunes økonomi. Selvom staten dækker en procentdel af udgiften til overførselsindkomster, og selvom ydelserne ikke indgår i udgiftsloftet, så er det hjemkommunen, der i sidste ende står med den største del af udgiften.
Det kan du læse mere om i denne artikel.
Selv om de fleste kommuner fortsat har flere borgere, der kommer i arbejde, end der ender i arbejdsløshed, viser tallene også store forskelle. Hele 40 kommuner har nemlig oplevet et fald i antallet nettoborgere, altså forskellen mellem dem, der kommer i beskæftigelse, og dem, der overgår til ledighed, når man sammenligner 2023 med 2024. Det betyder, at selv kommuner med et positivt nettotal i 2024 faktisk har klaret sig dårligere end året før.
Ser man isoleret på 2024, er det dog kun 17 kommuner, der reelt står med et negativt nettotal, men tilbagegangen i de øvrige kommuner understreger, at fremgangen på landsplan dækker over betydelige lokale udfordringer.
I kortet herunder kan du se udviklingen for din kommune. Du kan læse mere om metoden bag vores analyse, nederst i artiklen.
I kortet herunder kan du se, hvilke kommuner, der i 2024, havde færre der kom i beskæftigelse, end der blev arbejdsløse.
Sådan har vi gjort
Fra Danmarks Statistik FLOW2 har vi hentet antallet af borgere der er overgået fra beskæftigelse til arbejdsløshed, og fra arbejdsløshed til beskæftigelse, imellem alle kvartalerne i årene 2023 og 2024. Vi har trukket tilgangen til arbejdsmarkedet og tilgang til arbejdsløshed fra hinanden for at finde nettobevægelserne for hver af de to år.
Derefter har vi fundet udviklingen mellem nettoudviklingen for 2023 og 2024. Tallene tager ikke højde for, hvor mange timers beskæftigelse den enkelte borger er kommet i, og der tages heller ikke højde for befolkningsudviklingen i de to perioder. Der er heller ikke taget forbehold for ‘pendul-borgere’, der når at skifte mellem arbejdsløshed og beskæftigelse flere gange på et år.
Sidst opdateret: 25/11/2025 - 09:07









































