Der er næppe tvivl om, at et forslag fra Liberal Alliance om en nedsættelse af kommuneskatten i København med 3,3 procent, svarende til cirka fem milliarder kroner, med stor sikkerhed har vakt en vis opsigt i særligt to ministerier.

Uanset at forslaget om en nedsættelse af udskrivningsprocenten i København med 3,3 procent af mange vil ryge i kategorien valgflæsk, kan selve eksistensen af forslaget skubbe til en proces, som afgørende vil ændre de økonomiske rammer for de danske kommuner og formentlig give København et betydeligt tab.

I Finansministeriet er et godt bud, at forslaget har vakt en blanding af frygt og en lettere hoverende "hvad sagde vi".

Frygten handler om, at forslaget med stor tydelighed udstiller, hvordan overfinansieringen af kommunerne har betydet, at en enkelt kommune egenhændigt kan ændre markant på hele rigets finanspolitik og dermed svække den konjunkturstyring, som Finansministeriet lægger så meget vægt på.

Fem milliarder i ekstra købekraft svarer til cirka 0,16 procent af bruttonationalproduktet. Det kan lyde af lidt, men det skal ses i lyset af, at ændringen i den strukturelle saldo fra 2025 til i år ifølge Finansministeriet er opjusteret med 0,1 procent, når man ser bort fra såkaldte politiske prioriteringer.

Når embedsmændene i Finansministeriet formentlig vil sige – eller i hvert fald tænke – "hvad sagde vi", er det, fordi Finansministeriet i mange år har været modstander af, at staten med udligningsreformen fra 2020 lovfæstede en årlig overfinansiering af kommunerne med 5-6 milliarder kroner, og det tal er endda steget med et par milliarder siden.

Modstanden bunder i det faktum, at overfinansieringen på mellemlang sigt vil medføre en årlig vækst i kommunernes kassebeholdninger, og dermed vil Finansministeriets muligheder for at styre finanspolitikken blive begrænset – hvilket forslaget om skattelettelser i København skærer ud i pap.

Årsagen til den usædvanlige overfinansiering er den simple, at hver gang regeringen har haft problemer med skævheder mellem rige og fattige kommuner, har man været meget tilbageholdende med at tage penge fra nogen, og så har man i stedet bare samlet givet kommunerne flere penge, end de kan bruge uden at overskride de økonomiske udgiftsrammer.

Er det nogenlunde samme skat?

Forslaget om skattenedsættelsen i København ville betyde, at kommunen får en udskrivningsprocent, som ligger næsten seks procentpoint under landsgennemsnittet, samtidig med at kommunen ifølge udtalelser fra Socialdemokratiets spidskandidat har så stor en serviceramme, at der med effektiviseringer i administrationen, ja så kan kommunen helt fjerne forældrebetalingen på daginstitutioner.

De to oplysninger vil med stor sikkerhed vække opmærksomhed i det såkaldte Finansieringsudvalg under Indenrigsministeriet, der netop nu er i gang med at skabe et nyt kommunalt udligningssystem, som ifølge kommissoriet skal sikre, "så der ikke er for store forskelle imellem kommunerne på tværs af Danmark, herunder i kommunernes forudsætninger for at levere nogenlunde samme velfærd ved nogenlunde samme skat."

Det skal dog bemærkes, at Liberal Alliance kun vil sænke kommuneskatten i København med cirka en procent, hvilket så vil give København en skattesats, som er næsten fire procentpoint under landsgennemsnittet.

Vil medføre kæmpegevinst til resten af landets kommuner

Udfordringerne med overfinansieringen af kommunerne bliver ekstra tydelige ved, at en skattenedsættelse i København på 3,3 milliarder kroner ville udløse en tilsvarende vækst i balancetilskuddet, og dermed ville det alt andet lige hæve bloktilskuddet med cirka 550 kroner for alle kommuner.

Samspillet mellem overfinansieringen og skattenedsættelser betyder, at kommunerne samlet set teoretisk løbende ville kunne nedsætte kommuneskatten med 5-6 milliarder kroner om året. Og det er vel at mærke penge, som Folketinget på den lange bane vil være tvunget til at finde gennem statslige skatteforhøjelser, brug af råderummet eller besparelser.

Eller sagt mere direkte: Udspillet i København gør det pludselig tydeligt, at en langvarig fortsættelse af overfinansieringen med stor sandsynlighed vil medføre en løbende reduktion af de kommunale skatter, som staten vil være nødt til at modsvare.

Selvom det vil være upopulært at fjerne overfinansieringen, er alternativet for Folketinget værre.

Først og fremmest vil Folketinget skulle gennemføre upopulære tiltag for at modsvare de kommunale skattelettelser i form af forhøjelser af den statslige bundskat, direkte besparelser eller manglende muligheder for at gennemføre de forbedringer, som skal sikre folketingspolitikerne opbakning hos vælgerne.

Derudover vil forskellene i udskrivningsprocenterne stige mellem rige og fattige kommuner og dermed skabe øget ubalance mellem de store bykommuner og landdistrikterne. Ikke ligefrem godt i en tid, hvor der er politisk fokus på den geografiske og sociale ulighed.