
Fra venstre: Søren Smalbro (V), Henning Urban Dam (S) og Mads Skau (S). - Foto: Pressebilleder/Venstre og Socialdemokratiet
Mod vest trumfer politisk tyngde i udpegning til sundhedsråd
Mens kommuner i hovedstaden og på Sjælland peger på borgmesteren, vælger jyske kommuner en anden vej. Her er det faglighed og aflastning af borgmesteren, der vejer tungest i valget af repræsentanter til de nye sundhedsråd, forklarer borgmestre.
Udgivet: 23/10/2025
Der tegner sig et klart skel mellem øst og vest, når kommunerne skal udpege deres repræsentanter til de kommende sundhedsråd.
Mens mange kommuner i Region Sjælland og Hovedstaden peger på borgmesteren for at sende et signal om politisk tyngde, går de fleste jyske og syddanske kommuner den modsatte vej og peger på formanden for det relevante fagudvalg.
Argumenterne kredser om faglighed, arbejdsbyrde og den politiske vægt.
Formanden for det faglige udvalg har størst viden
I Hjørring Kommune har der ikke været tvivl om, at det bliver formanden for det udvalg, der beskæftiger sig med sundhedsområdet, der repræsenterer kommunen i sundhedsområdet Vendsyssel.
"Det skulle gerne være udvalgsformanden på sundhedsområdet, som også har den største viden og kompetencer på området. Det er den ene grund - den anden er, at borgmestrene sidder i alverdens råd og nævn, og det bliver ikke lettere at få kalenderen til at gå op med endnu en post," siger borgmester Søren Smalbro (V).
Alle kommunerne i Region Nordjylland har, som det ser ud nu (ikke alle har 2. behandlet udpegningen), peget på en udvalgsformand som repræsentant.
Ikke bekymret for politisk tyngde
Heller ikke i sundhedsrådet Sønderjylland kommer der til at være borgmestre at finde ved bordet. Her har samtlige fire kommuner indtil videre peget på en udvalgsformand.
”Det giver bedst mening, at formanden for det fagudvalg, der arbejder med sundhed, repræsenterer kommunen. Så får man den faglige forankring og det samme direktørområde med,” siger borgmester i Haderslev Kommune Mads Skau (V).
Argumentet fra de sjællandske kommuner har været, at borgmesteren kan tale med en politisk tungere stemme i sundhedsrådene. Det bekymrer ikke Mads Skau.
"Som udvalgsformand har du borgmesterens tillid - og der vil være ting, der skal koordineres imellem repræsentant og borgmester, men vi taler åbent om, hvilke beslutninger, der skal tages, så jeg tænker, at man taler med samme tyngde," siger han.
Borgmester har ombestemt sig i sidste øjeblik
I Stevns Kommune var der indtil i dag, som i hovedparten af de andre kommuner i den nye Region Østdanmark, lagt op til, at borgmesteren skulle repræsentere kommunen i sundhedsråd Østsjælland og øerne.
Men borgmester Henning Urban Dam (S) indstiller i dag til 2. behandlingen af den vedtægtsændring, som udpegningen til sundhedsrådet kræver, at det i stedet bliver formanden for det udvalg, som beskæftiger sig med hovedparten af sundhedsområdet, der sendes i sundhedsrådet.
”Opgaven hører mest naturligt til dér, hvor man i forvejen arbejder med sundhedsområdet,” siger han.
Som borgmester er der i også i forvejen rigeligt at lave, forklarer borgmesteren.
"Sundhedsområdet er ikke det primære fokus på borgmesterens bord, hvor der ligger rigeligt i forvejen," siger Henning Urban Dam.
Beslutningen bliver som nævnt truffet til 2. behandlingen i byrådet i Stevns i dag. Hvis udvalgsformanden udpeges, som Henning Urban Dam forventer, kommer vedkommende til at sidde i sundhedsråd Østsjælland og øerne med to andre udvalgsformænd fra Solrød og Vordingborg og seks borgmestre og en viceborgmester (Roskilde Kommune har to pladser).
Sidst opdateret: 09/06/2026 - 15:27
Temaer: Sundhedsråd










































