KV25: En plads i sundhedsråd kan blive værdifuld spillebrik på valgnatten

Der er både økonomisk og politisk meget på spil for kommunerne i de kommende sundhedsråd. Det ses også på kommunernes valg af repræsentanter, som både rummer strategiske og politiske overvejelser.

Udgivet: 23/10/2025

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

Uanset om kommunernes repræsentant i de kommende sundhedsråd bliver borgmesteren eller en udvalgspost, vil det blive en tung og vigtig post.

Det siger alle de kilder, borgmestre og ekspert, som NB-Økonomi har talt med.

I alt 4,4 mia. kr. ud af de samlede 6,4 mia. kr. som er afsat til nye investeringer på sundhedsområdet med sundhedsreformen, er afsat til nære indsatser via sundhedsrådene.

”Sundhedsområdet er et af de mest presserende temaer for både borgere og politikere. De nye råd bliver helt centrale for at skabe sammenhæng mellem det nære og det specialiserede sundhedsvæsen,” siger professor i sundhedsledelse- og politik på Syddansk Universitet Mickael Bech.

I de sjællandske kommuner har man i vid udstrækning peget på borgmesteren for at få maksimal politisk indflydelse, mens man i de øvrige regioner i de fleste tilfælde har peget på formanden for det faglige udvalg på sundhedsområdet.

Kan få betydning for konstituering

Og netop formandsposten for sundhedsudvalget bliver med udpegningen en relativt tungere post - og det kan komme til at betyde noget under konstitueringen, mener borgmester i Hjørring Kommune Søren Smalbro (V).

"Det er jo klart, det er jo i forvejen sundhedsområdet, der har den største økonomi. Det udgør cirka 40 procent af kommunens totale budget. Så derfor er det jo i forvejen et rigtig, rigtig stort område at være formand for. Når der så kommer en plads i sundhedsrådet oveni bliver det den helt store af udvalgsposterne," siger han.

Stiller store krav til udvalgsformanden

Så langt vil borgmester i Haderslev, Søren Skau (V), ikke gå. Men også han mener, at det stiller store krav til, hvem der skal have posten som formand for sundhedsudvalget.

"Jeg tror, det er vigtigt, at vi tænker os godt om, når vi beslutter, hvem der skal sidde der. Det kræver både interesse, erfaring og tid. Hvor der måske før var 6-7 egnede, er der nu måske kun et 3-4 stykker, som både har egnet og har mulighed for det," vurderer han.

Også i Stevns Kommune betoner borgmester Henning Urban Dam (S) betydningen af posten i sundhedsrådet.

"Den her opgave er en af de vigtigste i næste valgperiode. SÅ den mand-kvinde, der sætter sig på den post, skal have tiden og interessen, og meget gerne måske også en smule erfaring med, hvad er det, vi kaster os ud i, siger han.

Sidst opdateret: 23/10/2025 - 12:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]