
Kasper Lund Nødgaard, CIO i it-konsulenthuset Dataproces - Foto: Dataproces
Kommentar
Dataproces: Vismændene bekræfter hvad vi så i kommunernes egne tal
Analyse fra Det Økonomiske Råd bekræfter, hvad flere kommuner længe har fornemmet: Udligningssystemet kan straffe dem økonomisk for at få borgere i arbejde. For første gang bliver problemet nu dokumenteret på landsplan.
Udgivet: 22/10/2025
Af Kasper Lund Nødgaard, CIO hos it-konsulentvirksomheden Dataproces
"Generelt set har den enkelte kommune en gevinst ved, at ledige overgår til beskæftigelse".
Sådan lyder et af hovedbudskaberne fra den Vismandsrapport der netop er udsendt omhandlende Dansk Økonomi.
Hvorfor studser du så meget over det, Kasper? Jo det skal jeg fortælle. Tilbage i 2023 indledte vi i Dataproces et samarbejde med Hedensted Kommune om at kortlægge uhensigtsmæssigheder i udligningssystemet. Dette samarbejde udviklede sig over årene og tre yderligere kommune stødte til - Favrskov, Rebild og Holstebro Kommune.
Kommunerne havde alle sammen en fornemmelse om at der var noget galt med tilskuds- og udligningssystemet. En sætning, som hængte ved var, "Når vi kigger på egen udvikling, så ser det jo godt ud. Befolkningsvækst, folk i beskæftigelse og et stigende skattegrundlag - men når udligningen er trukket fra, så er der ikke så meget tilbage - hvordan kan det være?".
Sådan et spørgsmål er jo svært at svare på. Vi hjælper alle kommuner med at undersøge egne vilkår og forsøge at finde årsager til lige netop egne udfordringer.
En af de ting, som vi i dette tilfælde undersøgte for de fire kommuner, var udviklingen i de beskæftigelsesrettede kriterier i udligningssystemet. Kommunerne havde lav ledighed fordi de over en årrække var lykkes med at få rigtige mange borgere ud i småjobs - og faktisk var nogen af de bedste kommuner hertil i Danmark.
Man kan sige, at kommunerne var druknet i egen succes forstået på den måde, at blandt andet fleksjobbene kostede dem rigtig mange mio. kr. på bundlinjen hvert år, da et fleksjob i udligningssystemet bliver sidestillet med en fuldtidsstilling i langt de fleste relevante socioøkonomiske kriterier.
Netop denne negative incitamentsstruktur bekræftes nu af de økonomiske vismænd, der kort og præcist fremhæver, at der for borgere i fleksjob under 12 timer om ugen er et nettotab for de enkelte kommuner. Dette betyder, at "På grund af udligningsordningen kan den enkelte kommunes nettogevinst (ved at få ledige i beskæftigelse) imidlertid være negativ for ledige, der kommer i beskæftigelse i relativt få timer om ugen" (se: Kapitel V: Tilskyndelser af kommunal udligning | DØRS).
Så i dag har været en af de mere tilfredsstillende dage på kontoret. Som privat virksomhed lever vi at skabe en merværdi. Men i vores branche ved vi også godt, at merværdien tit og ofte kan være svær at måle og konkretisere. Hvorfor det således føles ekstra godt, når det engang imellem lykkes at netop at gøre dette - så tak til Det Økonomiske Råds Sekretariat for dette!
Sidst opdateret: 22/10/2025 - 13:20









































