
SF fremlagde i går et krav om ekstra 1,1 milliard kroner til de særligt udsatte kommuner. Samtidig vil SF hlve servicerammen, så pengene kan komme ud at arbejde og sikre bedre velfærd. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
SF vil varigt forhøje beløb til udsatte kommuner med 1,1 mia. kroner — allerede fra 2026
Netop som kommunerne har vedtaget budgetterne for 2026 foreslår SF, at puljen til særligt udsatte kommuner skal hæves varigt med 1,1 milliarder kroner — allerede for 2026. Samtidig vil SF hæve servicerammen tilsvarende.
Udgivet: 09/10/2025
"Det skal være varigt og ikke bare et enkelt år," siger SFs ordfører Sigurd Agersnap om nyt milliardforslag til kommunerne.
Netop som landets byråd og kommunalbestyrelser har vedtaget budgettet for 2026, så foreslår SF godt fem uger inden kommunalvalget, at den såkaldte særtilskudspulje til særligt vanskeligt stillede kommuner skal hæves med 1,1 milliard kroner med virkning allerede fra budgetåret 2026.
Pengene skal hurtigt ud til kommunerne
Det kan blive en rodet affære at genåbne kommunale budgetter, genoptage ansøgningsprocessen til §16-puljen, og genfordele servicerammen, om det siger ordfører for SF, Sigurd Agersnap til NB Økonomi:
"Vi vil gerne have pengene ud hurtigst muligt, og ja, der kan være nogle besværligheder omkring 2026, men sådan må det være, når finanslovsforhandlinger ligger, hvor de gør. Men så kan det køre efter bogen fra 2027 og frem," siger han.
SF vil samtidig hæve servicerammen, som kommunerne allerede i midten af september blev enige om at fordele imellem sig, og som er et væsentligt grundlag for de netop vedtagne budgetter.
Alene for 2026 er forslaget dobbelt så stort som den samlede reserve, finansministeren har afsat til forhandlinger med de øvrige partier i Folketinget, men SF vil for 2026 finde pengene fra "ubrugte midler fra tidligere politiske aftaler."
Kan betyde genåbnede budgetter
Skulle SF's forslag blive vedtaget, så betyder det, at store dele af den kommunale budgetproces skal genåbnes. Først og fremmest skal de ekstra 1,1 milliard kroner fordeles, og medmindre partierne ændrer på kriterierne i særtilskudspuljen, så vil det betyde, at de skal fordeles mellem de 22 kommuner, som fik penge ved fordelingen i august.
Dernæst skal servicerammen fordeles, men det kan formentligt klares ved, at indenrigsministeren meddeler, at kommunerne samlet må overskride servicerammen med summen af overskridelser i de kommuner, som har fået de 1,1 milliard kroner - naturligvis med et loft på de 1,1 milliard kroner.
Endeligt skal budgetterne i de berørte kommuner genåbnes, så de ekstra penge kan blive prioriteret og komme ind i den kommunale styringssløjfe.
Sidst opdateret: 09/10/2025 - 13:34









































