Pænt antal kommuner vælger selvbudgettering trods strammere regler og dårligere udsigter

Nye begrænsninger og et nedjusteret skattegrundlag har fået langt de fleste kommuner til at vælge statsgaranti – men lokale forhold får stadig vækstkommuner til at satse på selvbudgettering.

Udgivet: 09/10/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

16 kommuner vælger selvbudgettering i 2026 – det viser en rundspørge og en gennemgang af kommunernes 2. behandlede budgetaftaler. (En del kommuner har først 2. behandling af budgetaftalen i dag – her er der taget udgangspunkt i indstillingen fra økonomiudvalget).

Det er ifølge ekspert i selvbudgettering, Kasper Lund Nødgaard fra konsulenthuset Dataproces, faktisk mange kommuner, selv om det i 2025 næsten var alle kommuner, der valgte selvbudgettering:

”16 kommuner er faktisk et pænt antal, når man ser på, at der er nye regler, der regulerer og begrænser mulighederne for selvbudgettering, og der samtidig er en økonomisk redegørelse, der i august nedskriver kommunernes skattegrundlag med godt 12 mia. kr. for 2026.”

Fik du læst?

16 kommuner selvbudgetterer — kun 10 står til gevinst

Lokale forhold driver kommunernes valg

Fem af de kommuner, der har valgt selvbudgettering for 2026 (Rudersdal, Hørsholm, Lejre, Vallensbæk og Aarhus, red.), er ifølge den model, som Dataproces anvender, ikke oplagte selvbudgetteringskandidater. Det handler ofte om helt lokale forhold, siger Kasper Lund Nødgaard:

”Det er typisk forventninger til lokale boligbyggeprojekter, der kan få en kommune til at vælge selvbudgettering, fordi man så har en antagelse om at få væsentligt flere nye borgere i kommunen end Danmarks Statistiks fremskrivning,” siger han.

Det bekræfter borgmester i Hørsholm, Morten Slotved (K). Hans kommune står umiddelbart ikke til en gevinst, men:

”Vi vælger selvbudgettering, fordi statsgarantien siger 25.133 borgere i Hørsholm, og lige nu er vi allerede på 25.288, og vi har åbnet et stort nyt boligprojekt her i år, hvor folk flytter ind i år og næste år. Så vi forventer at runde de 25.300, så det vil sige, at vi har i hvert fald 200 borgere ekstra. Så vi har en unormalt høj befolkningsvækst her i 2025 og i 2026,” siger han.

Vælger man selvbudgettering, er der både mulighed for en gevinst og et tab, når der skal efterreguleres tre år senere. Og med de nye regler, hvor lokale forhold er vigtigst, skal man ifølge Kasper Lund Nødgaard have godt styr på udviklingen i folketallet i egen kommune:

”Det er selvfølgelig udviklingen i folketallet i egen kommune, der er ret afgørende for tab eller gevinst. Forventer man 300 flere borgere end, hvad statsgarantien stiller i udsigt, og ender man så med 50 færre borgere end statsgarantien, så er der en regning, der skal betales i efterreguleringen.”

Nye regler dæmper lysten til selvbudgettering

Der er altså kun 16 kommuner, der har valgt selvbudgettering, sammenlignet med de sidste par år, hvor ordningen var kommet ud af kontrol, og næsten alle kommuner valgte ordningen – også selv om de tabte penge på den, fordi statsgarantimodellen var et endnu ringere alternativ.

Årsagen til, at man er havnet på et mere normalt niveau, er formentlig de nye regler, der blev vedtaget i foråret, og som har til hensigt at tøjle kommunernes valg af selvbudgettering – blandt andet ved at indføre et gevinstloft og ved at sikre, at man ikke kan spekulere i eksempelvis kommunernes samlede befolkningsfremgang, men kun kan få gavn af selvbudgettering, hvis ens egen kommune har en vækst ud over statsgarantiens fremskrivning.

Økonomisk redegørelse lægger en dæmper på optimismen

En anden faktor, der er med til at afgøre, om selvbudgettering er et godt valg, er, hvordan Økonomiministeriets halvårlige økonomiske redegørelse fra august ser på næste års økonomi. Her var der en ret voldsom nedskrivning af kommunernes skattegrundlag på ca. 12 mia. kr. Det har haft væsentlig betydning for valget af selvbudgettering:

”Samlet set for alle kommuner forventer man i økonomisk redegørelse, at det vil gå lidt dårligere end antaget i statsgarantien. For mange kommuner betyder det så, at man skal klare sig lidt bedre, end man har gjort de seneste år, for at komme over statsgarantiens vækstprocenter.”

Ifølge Kasper Lund Nødgaard har nye regler, en mere pessimistisk økonomisk redegørelse og lokale boligprojekter været afgørende for kommunernes valg:

”Nye regler for selvbudgettering har haft en effekt på, hvem der har nytte af ordningen, men der er også det her med, at for første gang i de seneste år er der kommet en økonomisk redegørelse, som viser en ringere forventning til væksten i udskrivningsgrundlaget end det statsgaranterede niveau. Det betyder også indirekte, at de lokale forhold bliver endnu vigtigere. Fordi det så faktisk kræver, hvis man skal have en gevinst ud af selvbudgettering, at man skal have et folketal, der overgår statsgarantien – og gerne med en vis margen.”

Sidst opdateret: 09/10/2025 - 20:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]