
Nye tal viser, at en række kommuner stadig ikke lever op til de lovpligtige minimumsnormeringer for både vuggestuer og børnehaver. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
14 kommuner brød loven - overholdt ikke minimumsnormeringer
Nye tal for 2024 viser, at en række kommuner ikke lever op til de lovpligtige minimumsnormeringer for både vuggestuer og børnehaver.
Udgivet: 30/09/2025
(Korrektion: Datafejl i kortet er rettet 09.15, Antallet af kommuner, der ikke overholder lovgivningen er rettet 14:00. Det fremgik tidligere, at det drejede sig om 15 kommuner - det rigtige tal er 14 kommuner, da Helsingør og Rebild som frikommuner er undtaget kravet om minimumsnormeringer.)
Helt nye tal for minimumsnormeringer for 2024 viser, at 14 kommuner ikke overholder de lovpligtige minimumsnormeringer.
Der er 10 kommuner, der ikke overholder minimumsnormeringerne for 0-2-årige, 13 kommuner overholder ikke minimumsnormeringerne for 3-5-årige, og 9 kommuner overholder hverken den ene eller den anden.
Fra 2024 har det været lovpligtigt at overholde de fastsatte minimumsnormeringer på maksimalt 3 børn pr. voksen i vuggestuer og maksimalt 6 børn pr. voksen i børnehaver.
Der er tale om en teknisk beregning for hele kommunen, som reelt ikke betyder, at normeringen ser sådan ud i den enkelte institution på en udvalgt dag.
Flere børn presser kommunernes økonomi
Silkeborg er en af de kommuner, der ikke overholder loven. Det er borgmester Helle Gade (S) selvsagt ikke glad for:
”Vi har i 2025 tilført cirka 20 millioner kroner, fordi vi jo godt vidste, at vi var bagud. Det skyldes selvfølgelig, at vi får flere børn – og det er jo dejligt. De penge skal sikre, at vi kommer op på 1-3 og 1-6, så vi følger den statslige lovgivning. Vi vil rigtig gerne overholde loven og har ingen intentioner om det modsatte. Derudover har vi i den nye budgetaftale mellem SF, Liberal Alliance, Venstre og Socialdemokratiet tilført yderligere 6,5 millioner kroner, fordi vi gerne vil gøre det lidt bedre end blot at leve op til minimum,” siger Helle Gade.
Man har ikke kunnet ramme rigtigt i forhold til, hvor mange børn der er i kommunen, men det skal ifølge borgmesteren blive bedre fremover:
”Som det ser ud lige nu, er de ekstra midler nok til at sikre, at vi kan leve op til minimumsnormeringerne, selv med flere børn. Men jeg kan jo ikke vide, om der flytter endnu flere familier til. Når folk vælger at flytte til Silkeborg, er det et aktivt valg, og det er jeg rigtig glad for. Vores økonomifolk gør deres bedste, og ud fra deres beregninger tilfører vi den økonomi, der skal til for at leve op til kravene,” siger borgmester Helle Gade.
Se normeringerne for kommunerne i kortene herunder:
Bemærk, at Rebild og Helsingør som frikommuner er undtaget af kravet om minimumsnormeringer. I Rebild betoner borgmesteren også, at der i budgettet for 2026 er afsat ekstra midler til bedre normeringer.
Allerede nu er regeringen med deres børneudspil i finanslovsforslaget ved at tage tilløb til at ændre på minimumsnormeringerne igen. Noget mange borgmestre har været utilfredse med fordi forslaget ikke er ordenligt finansieret.
Sidst opdateret: 30/09/2025 - 14:40









































