
Den ene halvdel af udspillet blev lanceret forrige tirsdag i en børnehave i Aarhus af både statsminister Mette Frederiksen (S), børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), borgmester i Holbæk og formand for KLs Sundheds- og Ældreudvalg Christina Krzyrosiak Hansen (S) og borgmester i Aarhus Anders Winnerskjold (S). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Borgmestre i oprør om manglende finansiering i børneudspil
Finanslovsudspil koster kommunerne millioner af kroner og panderynker midt i budgetforhandlingerne. Nu retter flere borgmestre kritik mod regeringen.
Udgivet: 05/09/2025
(Opdateret 10.45 med reaktion fra socialdemokratiets borgmester i Horsens, Peter Sørensen)
Flere af de kommuner NB-Økonomi har været i kontakt med onsdag og torsdag vil nu rette henvendelse til regeringen for at få en forklaring på manglende finansiering i regeringens børneudspil i finanslovsforslaget.
En af de borgmestre er Viborgs Ulrik Wilbek (V):
"I Viborg har vi lukket et meget stramt budget. Vi har nu regnet ud, at vi kommer til at mangle mellem 11 og 12 mio. kr. De penge har vi simpelthen ikke. Vi sender i dag et brev til ministeren sammen med et par andre kommuner," siger han.
Socialdemokraternes borgmester i Horsens, Peter Sørensen (S), har også kontaktet Christiansborg om finansieringen, og kritiserer også forslaget:
"På baggrund af de oplysninger vi har nu, så vil det her give en regning til næsten samtlige kommuner i Danmark, og jeg har da en forventning om, at man får rettet op på det her, så man ikke underfinansierer kommunerne, når man ændrer på forholdene for normeringerne i, hvad der ellers er et godt udspil," siger han.
I følge borgmesteren mangler man 14-18 mio. kr. i finansiering som det ser ud lige nu.
"Regeringen har regnet rigtig meget forkert"
I Københavns kommune er børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager frustreret:
"Udspillet bærer præg af, at regeringen ikke ved, hvad der foregår ude i vuggestuer og børnehaver - for regeringen har regnet rigtig meget forkert. De penge, der er sat af, rækker kun til to timer pr stue pr uge. Så at gå ud og love landets forældre og pædagoger, at der kommer flere pædagoger, det er at stikke dem blår i øjnene," siger han.
Også andre borgmestre NB-Økonomi har været i kontakt med - både røde og blå - er forundrede over, at regeringen midt i de kommunale budgetforhandlinger skaber tvivl om økonomien.
Det har nu i to døgn ikke været muligt at få et svar fra Børne- og Undervisningsministeriet om, hvordan der angiveligt kan mangle en stor del af finansieringen til regeringens børneudspil i finanslovsforslaget.
Forslag vil koste Aarhus 100 mio. kr.
Onsdag kunne Aarhus kommunes forvaltning fremlægge et notat, der viser, at regeringens børneudspil ikke er fuldt finansieret. Notatet viser, at Aarhus selv skal ud og finde tæt på 100 mio. kr. for at kunne ansatte det antal pædagogiske personaler, som udspillet kræver, hvis kommunens nuværende normeringsstatistisk skal forblive uændret. En lang række kommuner står med en tilsvarende udfordring, som nu lander midt i de kommunale budgetforhandlinger.
Sagen kort:
Regnestykke er, at landets pædagogiske ledere ikke længere skal tælle 85 procent i normeringen. Ifølge de seneste data fra Danmarks Statistik var der i 2023 3.409 pædagogiske ledere, og når de ikke længere tæller med i normeringen, skal der på landsplan ansættes 2.897 årsværk.
Det bemærkelsesværdige er, at regeringen kun mener, at der skal ansættes 1.360 nye medarbejdere og dermed kun kompenserer kommunerne for det antal.
Børne- og Undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) udtalte onsdag i denne uge , at forslaget er fuldt finansieret.
Udspillet blev lanceret tirsdag i sidste uge i en børnehave i Aarhus, hvor både statsminister Mette Frederiksen (S), børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), borgmester i Holbæk og formand for KLs Sundheds- og Ældreudvalg Christina Krzyrosiak Hansen (S) og borgmester i Aarhus Anders Winnerskjold (S) var til stede. Den invitation ser nu ud til at koste Århus kommune tæt på 100 mio. kr.
Sådan her lød det fra børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) i onsdags:
"Regeringen finansierer det ikke tilstrækkeligt. Der er omkring 3.400 pædagogiske ledere i Danmark (som i forslaget tages ud af normeringen red.), og man tilfører kun omkring 1.400 ekstra medarbejdere. Det giver et stort hul i mange kommuner. I Aarhus svarer det til næsten 100 millioner kroner ekstra for at fastholde den nuværende normeringsstatistik," siger Thomas Medom, der er børne- og ungerådmand i Aarhus Kommune.
Herunder kort der i følge NB-Økonomis beregninger viser hvor meget pædagogisk personale hver kommune kommer til at mangle:
Sidst opdateret: 05/09/2025 - 12:26









































