På digitaliseringsmessen i Odense var der fuldt proppet med tilhørere til netop et oplæg om “Fælleskommunale it-driftsenheder”. På scenen var Pia Færch, kontorchef for Digitalisering og Teknologi i KL, og Christian Christensen, programleder i KL.

På digitaliseringsmessen i Odense var der fuldt proppet med tilhørere til netop et oplæg om “Fælleskommunale it-driftsenheder”. På scenen var Pia Færch, kontorchef for Digitalisering og Teknologi i KL, og Christian Christensen, programleder i KL. - Foto: Christian Brandt Pedersen

Kæmpe udfordringer med kommende fælleskommunale it-driftsenheder

Store ambitioner møder kompleksitet og usikkerhed, når kommunerne snart skal samle it-driften i fælleskommunale enheder.

Udgivet: 25/09/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

De fleste, som NB-Økonomi har talt med på årets digitaliseringsmesse i Odense, er enige om, at det i teorien er en god idé at samle en del af den kommunale it i en række større organisationer – 4-5 fælleskommunale it-driftsenheder. Det vil formentlig skabe bedre cybersikkerhed på sigt. Det vil angiveligt kunne sikre rekruttering af de nødvendige specialister, og der er måske også udsigt til et endnu usikkert besparelsespotentiale.

Baggrund: 4-5 fælleskommunale IT-driftsenheder

(Fra kommunernes økonomiaftale 2026 )
Kommunerne står over for en stadig mere kompleks cybertrussel. Erfaringer fra nabolande viser, at det kan have konkrete og alvorlige konsekvenser, hvis en kommune rammes af et cyberangreb. Samtidig oplever flere kommuner udfordringer med at rekruttere de rette it-specialistkompetencer.

Erfaringer fra både staten og kommunerne viser, at en samling af den basale it-drift (servere, netværk mv.) kan øge cybersikkerheden gennem professionalisering, øget specialisering og større faglige miljøer. Erfaringerne viser også, at samling af den basale it-drift kan afhjælpe rekrutteringsudfordringer samt bidrage til økonomiske skalafordele.

Der er på den baggrund enighed om, at kommunerne senest d. 1. januar 2027 vil etablere sig i nye, tværkommunale samarbejder i form af 4-5 kommunale it-serviceorganisationer med geografisk udgangspunkt i de fire regioner. De nye it-serviceorganisationer oprettes som kommunale enheder og vil inden udgangen af 2027 overtage kommunernes drift af server- og netværksinfrastruktur. Parterne har en fælles ambition om, at enhederne herefter også gradvist overtager driften af brugerstyring og monitorering, pc’er og øvrigt slutbrugerudstyr samt servicedesk og support frem mod 2030 og vil løbende drøfte fremdriften i arbejdet. Såfremt kommunerne ikke inden den 1. januar 2027 har etableret sig i nye it-serviceorganisationer, vil regeringen søge Folketingets tilslutning til at fastsætte nærmere kriterier for en afgrænsning af de nye enheder.

Regeringen og KL er enige om, at der er tale om en væsentlig ændring af organiseringen, som kræver et stærkt fokus på implementering for at lykkes. Parterne er enige om at løfte kommunernes anlægsinvesteringer ekstraordinært med 45 mio. kr. i 2026 og 50 mio. kr. årligt i 2027-2029 til implementering af de nye it-serviceorganisationer. I tilknytning til det ekstraordinære løft etableres der en lånepulje på 90 mio. kr. i 2026 og 100 mio. kr. i 2027-2029 til implementering af it-serviceorganisationerne, hvilket dækker de samlede estimerede implementeringsomkostninger.

Parterne er enige om, at samlingen af kommunernes drift af basis-it kan tilvejebringe et potentiale på 210-265 mio. kr. årligt, som fastholdes i kommunerne. Potentialet er behæftet med væsentlig usikkerhed. Staten medfinansierer således investeringerne forbundet med implementeringen, mens kommunerne beholder gevinsten.

Der nedsættes medio 2025 en arbejdsgruppe, som vil få til opgave at understøtte arbejdet med etableringen af enhederne. Regeringen og KL er enige i som led i den samlede aftale at målrette 10 mio. kr. i 2026 til at understøtte arbejdet.

I praksis ser det hele dog ud til at blive både besværligt og uklart, og det bliver svært at nå med den tidsplan, som regeringen og KL har skrevet ind i årets økonomiaftale.

Mange ubekendte og få klare svar

I et interview på digitaliseringsmessen med Henrik Brix, formand for KITA, Foreningen af kommunale IT- og digitaliseringsansvarlige, og it-chef i Favrskov Kommune, peger han på, at projektet er præget af en række uafklarede spørgsmål:

“Jeg føler lidt, at vi står med en ligning med 14 ubekendte. Det er en proces, der stadig er meget åben, og vi må være ærlige og sige, at det er svært at se den endelige form lige nu,” siger han.

Oprindeligt arbejdede Finansministeriet med et forslag om 12-16 driftscentre, men det er reelt blevet skrottet. Nu er der i stedet lagt op til 4-5 enheder, men heller ikke det tal er mejslet i sten.

“Den gamle rapport er nærmest smidt i skraldespanden. Og det kan både være godt og skidt. Det giver et spillerum til selv at finde løsninger, men også en usikkerhed om, hvordan opgaven egentlig skal gribes an,” siger Henrik Brix.

Økonomien: stramme rammer og vage potentialer

Økonomien er en anden usikker faktor. På papiret er der udsigt til et vagt besparelsespotentiale på mellem 210 og 265 millioner kroner årligt. Men potentialet er behæftet med betydelig usikkerhed, og finansieringen af selve implementeringen er snæver.

“Jeg er ked af at skulle gentage mig selv, men det er altså for få penge til at etablere den type organisationer fra dag ét. Kommunerne har budgetter til at holde deres nuværende drift kørende, og de kan i teorien lægges sammen. Men at opbygge nye fælles enheder kræver en indfasningsplan. Ellers løber vi simpelthen tør for midler,” siger Henrik Brix.

På digitaliseringsmessen i Odense var der fuldt proppet med tilhørere til netop et oplæg om “Fælleskommunale it-driftsenheder”. På scenen var Pia Færch, kontorchef for Digitalisering og Teknologi i KL, og Christian Christensen, programleder i KL.

Det er KL, der har taget handsken op og oprettet en styregruppe med kommunaldirektører og it-chefer fra hele landet. Gruppen skal være rådgivende og godkende projektplaner, anbefalinger og tidsplaner. Styregruppen har også medlemmer fra Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Digitaliseringsministeriet, Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, Statens It og andre centrale myndigheder.

“Vi ønsker ikke, at hver kommune skal sidde for sig selv og finde ud af, hvem de skal samarbejde med, og hvordan opgaverne skal løses. Vores rolle i KL er at facilitere, skabe klarhed og sikre, at vi gør det i fællesskab,” forklarede Pia Færch.

Christian Christensen advarede mod at tro, at økonomien går op af sig selv:

“Vi skal passe på med at overestimere de gevinster, der ligger foran os. Erfaringerne viser, at konsolidering er en lang og dyr proces, og de store besparelser kommer først langt senere – hvis de kommer,” siger han.

Cybersikkerheden kan blive sårbar undervejs

Cybersikkerhed er hele projektets officielle hovedargument, men også her er der usikkerhed. Pia Færch, kontorchef for Digitalisering og Teknologi i KL, understreger, at sikkerhedsniveauet på sigt kan styrkes, når kommunerne får adgang til større og mere specialiserede miljøer:

“Det er vigtigt, at vi holder fast i, at cybersikkerhed er kernen i det her. Derfor skal vi ikke lade os friste af hurtige eller halve løsninger, men holde fast i, at vi bygger robuste miljøer, der kan holde i mange år frem.”

Henrik Brix er enig i, at cybersikkerhed bør være overskriften, men understreger, at det netop er en vanskelig disciplin:

“Cybersikkerhed er helt afgørende for kommunernes drift og for samfundets robusthed. Men hvis vi kun får økonomi og rammer til minimumsløsninger, risikerer vi at stå svagere i en periode, hvor truslerne er mere alvorlige end nogensinde.”

Også Christian Christensen vurderer, at netop cybersikkerheden kan blive udfordret i overgangsfasen:

“Vi ved fra andre større omlægninger, at overgangsperioder altid er risikofyldte. Derfor skal vi ikke narre os selv: Der kommer et hul i sikkerheden, hvis vi ikke planlægger det her meget nøje.”

Christian Christensen talte endvidere om, at det er en kendt sag, at it-kriminelle netop går efter it-systemer og organisationer, der er i en transitionsfase. Desuden kan planerne om de nye fælleskommunale it-driftsenheder i overgangsfasen føre til en manglende motivation til at lave nødvendige investeringer i kommunernes eksisterende it-drift.

Fik du læst?

NIS2 på discount: Kommunerne må i Jem & Fix efter cybersikkerhed

En stram tidsplan med høj risiko

Regeringen og KL har aftalt, at de nye enheder skal etableres senest 1. januar 2027, og at kommunernes server- og netværksdrift skal overgå til de fælles enheder inden udgangen af 2027. Det er en tidsplan, som de fleste eksperter på digitaliseringsmessen vurderer som yderst ambitiøs.

Dels skal der træffes politiske beslutninger i 98 kommunalbestyrelser. Dels skal der forhandles om organisering, ansættelser, overførsel af medarbejdere og placering af enheder. Hertil kommer tekniske udfordringer med at samle forskellige platforme i større fælles miljøer.

“Det er ikke nogen lille opgave,” konstaterer Henrik Brix. “Vi skal ikke bare bygge organisationer op fra bunden – vi skal også sørge for, at driften fungerer uforstyrret undervejs. Det er en balancegang, og den kræver mere end pæne formuleringer i en økonomiaftale.”

En idé, der er rigtig på papiret – men svær i praksis

Samlet set er der bred enighed om, at tanken bag de fælleskommunale it-driftsenheder er rigtig. Flere årtiers erfaringer peger på, at professionalisering, stordrift og specialisering kan styrke både sikkerhed og drift.

Men det står også klart, at fordelene ikke kommer af sig selv, og at usikkerheden om økonomi, organisering og tidsplan er betydelig.

Som Henrik Brix udtrykker det:

“Overskriften om cybersikkerhed er god. Den er vi alle enige i. Men det bliver en meget svær opgave at gennemføre i praksis.”

Fik du læst?

Ny cyberlov: kommunerne er ikke klar

Sidst opdateret: 25/09/2025 - 13:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]