
- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Eksperter: Folkeskolens økonomi er fanget i en negativ spiral
Eksperter advarer om, at pressede skolebudgetter og stigende segregering skaber en negativ spiral i folkeskolen – og peger på konkrete økonomiske løsninger for både almene skoler og specialtilbud.
Udgivet: 17/09/2025
Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg inviterede i dag til en åben høring om folkeskolernes økonomi i Landstingssalen på Christiansborg.
Høringen kommer på et tidspunkt, hvor debatten om skolernes økonomi er mere aktuel end nogensinde.
Tilbage i februar skrev en gruppe eksperter bag initiativet Skoleøkonomisk Forum en kronik, der satte gang i debatten om folkeskolens økonomi.
Gruppen, som består af folk med forskellige faglige baggrunde, peger på, at presset økonomi mange steder underminerer skolernes mulighed for at leve op til folkeskolelovens ambitioner.
Ifølge kronikken er en af hovedudfordringerne den stigende segregering: Stadigt flere elever visiteres til specialtilbud, og i dag går over hver fjerde krone i folkeskolen til de knap syv procent elever, der modtager specialundervisning. Det skaber en ond spiral, hvor almenskolernes ressourcer svækkes, hvilket igen gør det sværere at forebygge problemer i tide – og dermed sender flere elever videre til dyrere specialtilbud.
Strukturelle problemer og konsekvenser
Eksperterne understreger, at elever i specialtilbud har krav på høj kvalitet, men advarer mod de strukturelle konsekvenser. Besparelser på almenskolerne betyder, at lærerne får sværere ved at inkludere elever med særlige behov, hvilket på sigt kan føre til, at endnu flere elever ender i specialtilbud. Dette er dyrt både samfundsøkonomisk og for de elever, der mister muligheden for at blive i det almindelige skolefællesskab.
Derudover påpeger forumet, at der er stor variation mellem kommunerne i, hvordan økonomien til specialskoler håndteres. Nogle kommuner belaster distriktsskolerne, når et barn får specialundervisning, andre centraliserer udgifterne. Denne uensartethed kan både hæmme forebyggende indsatser og skabe ulighed mellem skoler.
Fem veje til en bedre skoleøkonomi
For at vende udviklingen foreslår eksperterne fem hovedtiltag:
- At styrke almenskolernes kapacitet til at rumme elever med særlige behov gennem forebyggende indsatser.
- At skabe balancerede økonomimodeller mellem almindelige skoler og specialskoler.
- At fokusere mere på fællesskabsorienterede indsatser i klasserne frem for kun individuelle diagnoser.
- At opprioritere lærerkompetencer, både gennem efteruddannelse og ved at styrke hele lærergruppens arbejde med inklusion.
- At diskutere folkeskolens forhold til privatskolerne og sikre, at specialundervisning på frie grundskoler også inkluderer elever med særlige behov.
Med kronikken ønsker Skoleøkonomisk Forum at sætte gang i en bred samfundsdebat om, hvordan folkeskolens økonomi kan gøres bæredygtig. Forumet opfordrer politikere, kommuner, lærere og forældre til at deltage i arbejdet med at finde holdbare løsninger, så folkeskolen fortsat kan være en samfundsbærende institution, der har plads til alle børn – uanset behov.
Sidst opdateret: 17/09/2025 - 13:38









































