
Folketingets Børne- og Undervisningsudvalgs åben høring om folkeskolernes økonomi den 17. september 2025 - Foto: Christian Brandt Pedersen
Drop fokus på klassekvotienter så bliver der råd til lejrskoler
Kommunerne kunne spare op 1,5 milliarder kroner årligt, hvis man satte mindre fokus på små klasser og i stedet brugte pengene på læremidler, tolærerordninger eller støtte til udsatte elever, mener professor Per Nikolaj Bukh. Se kort hvor din kommune ligger på klassekvotienten.
Udgivet: 17/09/2025
Mindre fokus på små klasser ville kunne frigive betydelige midler, der i stedet kunne bruges på bedre undervisningsmidler, flere lærere eller støtte til børn med særlige behov.
Det påpeger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet på en høring i Børne- og Undervisningsudvalget om folkeskolernes økonomi på Christiansborg onsdag.
Udviklingen i klassekvotienterne har siden 2017 kostet kommunerne dyrt, forklarer han.
”Fra 2017 til 2024 er den gennemsnitlige klassekvotient faldet med 0,8 elev. Det lyder måske ikke af meget, men det har faktisk øget udgifterne med omkring halvanden milliard kroner på landsplan. Der er store forskelle kommunerne imellem. Ti kommuner har i gennemsnit halvanden elev mere pr. klasse end landsgennemsnittet, mens 20 kommuner har halvanden elev færre. Det giver et forskelligt udgiftsbehov på cirka 12.000 kroner pr. elev,” siger han.
En milliardregning for små klasser
Høringen blev afholdt med udgangspunkt i den debat Skoleøkonomisk Forum har været med til at starte om de økonomiske forhold i danske skoler.
Og ifølge Per Nikolaj Bukh, der blandt andre eksperter talte til høringen, så er klassekvotienter noget, man kan arbejde med i forhold til at få budgetterne til at hænge sammen ude i kommunerne.
"Hvis man ikke vil tilføre flere penge, og hvis man for eksempel står med en skole, hvor der er tre spor, og man kommer frem til, at der for eksempel i 7. klasse nu er færre børn end da man åbnede den. Her kan måske konstatere, at hvis vi i stedet havde haft to klasser med 25 børn, så kan man spare ca. 1 million kroner om året, sådan i hovedregningstal. 25 elever i klassen er måske mange, men det kunne jo godt være, at den million kunne bruges bedre på to klasser end på tre klasser, man ikke har råd til," siger han.
Per Nikolaj Bukh peger samtidig på, at den pædagogiske effekt af små klasser ofte overvurderes:
”Vi ved faktisk, at der ikke er nogen markant forskel på, om der sidder 21 eller 23 elever i en klasse. Det er først, når vi når meget høje elevtal, at det bliver et fagligt problem. Faktisk viser forskningen, at meget små klasser kan give dårligere faglige resultater og ringere trivsel,” siger han.
Et spørgsmål om prioritering
Kommunerne kunne mange steder ifølge Per Nikolaj Bukh spare millioner om året ved at samle tre små klasser til to større. Men beslutningen er upopulær.
”Det er træls at fortælle forældrene, at deres børn skal blandes på ny. Men i mange tilfælde vil det frigivne beløb kunne bruges bedre på nye undervisningsmidler eller ekstra lærere fremfor at drive små klasser,” siger han.
For Per Nikolaj Bukh er konklusionen klar:
”Hvis vi som forældre var blevet spurgt, om vi ville bruge halvanden milliard på at sænke klassekvotienterne, eller på læremidler, tolærerordninger eller særlige indsatser, så er jeg ikke sikker på, vi havde valgt de små klasser. Men beslutningen er ligesom sket, uden at vi har tænkt over alternativet.”
Det skal kun små ændringer – ja, selv i decimaler – i klassekvotienten til, før det betyder store beløb i enten ekstraudgifter eller besparelser. Se kort herunder, hvor din kommune ligger:
Sidst opdateret: 18/09/2025 - 11:16









































