
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Tesfaye: Pengene skal ud i 2026 også selv om der ikke er vedtaget en lov
Usikkerhed om lovgivning og finansiering gør regeringens normeringsforslag uklart – og det vil samtidig kræve besparelser i mange kommuner.
Udgivet: 11/09/2025
Alt tyder på, at ny lov om minimumsnormeringer kommer først til gælde fra 2027, men regeringen vil forsøge at sende penge afsted tidligere i håb om at kommunerne allerede i 2026 vil ansætte mere pædagogisk personale.
Det kan man udlede af gængs praksis for lovarbejde og ud fra hvad Børne- og Undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) sagde på et samråd i Folketinget:
"Vi vil bare meget gerne have pengene ud at virke fra 2026. Så derfor er noget af det, vi nok kommer til at tale med jer om som Folketing, at pengene overføres til kommunerne fra 1. januar 26."
Der indgås normalt først en politisk aftale om finansloven sent i november, og derfor skal regeringen først udarbejde et lovforslag om ændrede minimumsnormeringer, sende det i høring og have det igennem tre behandlinger i Folketinget.
Det bekræftede Mathias Tesfaye (S) på samrådet:
"Den lovændring, det kræver at pille lederne ud af normeringerne, skal vi jo først behandle i Folketingssalen. Og den kan jo nok først træde i kraft, altså senere. Så det kan godt være, at de (kommunerne, red.) får pengene, uden der egentlig er en lovbinding på, før loven kan træde i kraft. Det er lidt en omvendt måde at gøre det på, men jeg tror bare, at vi har gavn af, at pengene kommer ud og arbejder hurtigt."
Udfordring med lovgivning og kommunale budgetter
Det er normal kutyme, at lovforslag der påvirker kommunernes budgetter, først får effekt fra et nyt budgetår, og derfor peger alt på, at de nye normeringer først får effekt fra første januar 2027.
I så fald vil pengene formentligt blive fordelt via en pulje i 2026 og måske også i 2027, og her kan det blive afgørende, hvordan pengene fordeles.
Børne- og Undervisningsministeriet har ikke svaret på NB-Økonomis henvendelser på det spørgsmål. Historisk er den slags puljer enten delt ud efter ansøgning eller objektive kriterier.
Hvis det er efter ansøgning, så er der en stor sandsynlighed for, at kommunerne skal forpligte sig til at bruge pengene på at ansætte flere pædagoger, end der allerede er i 2026 budgettet. I så fald kan kommunerne spekulere i, ikke af egen drift at lægge opnormeringen ind i det budget, som de vedtager senest 15. oktober.
Rent praktisk vil både indtægter fra puljen og de ekstra udgifter komme ind som tillægsbevillinger i kommunerne og altså ikke optræde i budget 2026.
Hvis pengene bliver fordelt via objektive kriterier er det for mange kommuner afgørende, om det sker via folketallet (DUT-nøglen) eller via børnetallet.
Uvished om finansiering og DUT-forhandling
Hvis loven som ventet bliver vedtaget i første halvår af 2026, så skal KL og Finansministeriet via en DUT-forhandling afgøre, hvor mange penge kommunerne skal have ekstra. Normalt vil pengene herefter gå fra puljen over i bloktilskuddet, som fordeles via folketallet, medmindre der aftales andet.
Først året efter - altså for budget 2028 - vil pengene indgå i de aldersbestemte udgiftsbehov, og dermed igen blive fordelt efter antallet af børn i 0-5 års alderen. Dog med den vigtige tilføjelse, at der så vil være 95 procent udligning af pengene.
Sidst opdateret: 11/09/2025 - 13:35









































