
Statsminister Mette Frederiksen (S) og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ved pressemødet i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde i Børnehuset Haven i Aarhus, tirsdag den 26. august 2025 - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Regeringens børneudspil vil betyde besparelser og forringelser i mange kommuner
Det får store konsekvenser for i sær de kommuner, som i dag ikke lever op til minimumsnormeringerne, hvis regeringens børneudspil bliver til virkelighed.
Udgivet: 08/09/2025
For mange kommuner vil regeringens børneudspil gøre det ekstra dyrt at leve op til minimumsnormeringerne.
Flere af kommunerne, der er i dag er under eller lige på grænsen af lovkravet, risikerer at blive sendt endnu længere ned under grænsen, hvis udspillet bliver til virkelighed.
Selv for kommuner, der lever op til loven om minimumsnormeringer, vil udspillet betyde benhårde økonomiske prioriteringer at opretholde det nuværende serviceniveau.
Årsagen er, at regeringen ønsker at pille de ca. 3.400 pædagogiske ledere ud af normeringerne. Det betyder, at der cirka vil mangle 2.900 årsværk på landplan, da lederne i øjeblikket tæller 85 procent i normeringen - men regeringen vil kun tilføre finansiering til 1.360 nye ansatte.
Udregning skaber usikkerhed i kommunerne
Dermed vil der mangle lige godt 1.500 ansatte på. Det har fået flere borgmestre til at tage kontakt til regeringen, med henblik på en forklaring.
Ifølge en række kilder som NB-Økonomi har talt med, så skal regeringens logik findes i det nuværende "overskud" af ansatte, der er konstateret ved den seneste opgørelse af normeringerne i 2023.
Under ét er kommunernes normeringer nemlig en lille smule bedre end lovkravet - med ca. 1.400 ansatte.
Når regeringen piller 2.900 årsværk ud daginstitutionerne, vil der derfor "kun" mangle 1.500 ansatte for at leve op til normeringerne igen. Sammenholdt med at børnetallet i disse år er faldende, så ender tallet omkring regeringens 1.360 ny voksne.
Rammer forskelligt
Hvis antagelsen om 'overskudsansatte' er korrekt, så ender regnemetoden med at dele danmarkskortet i to grupper af kommuner.
Begge grupper får del af de midler, der følger med regeringens forslag, men de vil stadig stå med hårde økonomiske udfordringer. Ingen af grupperne er særlig attraktive at være en del af.
Den ene og største gruppe består af kommuner, der, efter lederne tages ud, ikke lever op til minimumsnormeringerne. De kommuner skal nu finde flere midler for at lukke hullet op til lovkravet.
For den anden lille gruppe af kommuner, dem der lige nu ligger over minimumsnormeringerne, ja de kan vælge at skære i deres "overskuds-normering", så de fremover kommer ned på lovkravet.
I kortet herunder kan du se vores bud på, om din kommune kommer til at overholde minimumsnormeringen efter udspillet, og hvor meget over eller under kommunerne placerer sig.
Bemærk, at regneeksemplet er lavet på baggrund af de nyeste tal, som er fra 2023. Samtidig er børnetallet faldende, hvilket alt andet lige også vil løfte normeringerne under forudsætning af, at der ikke samtidig kommer færre ansatte i perioden.
I kortet er afstanden til minimumskravet omregnet til ansatte pr. 1.000 børn for sammenlignelighedens skyld, men hvis du holder musen henover en kommune, kan du se de faktiske tal.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Sidst opdateret: 09/09/2025 - 09:46









































