Borgmestre: Budget med mere plads til akut anlæg og efterslæb

De indledende budgetforhandlinger i kommunerne viser stor interesse for at udnytte den nye forhøjede anlægsramme fra økonomiaftalen.

Udgivet: 05/09/2025

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

Økonomiaftalens historiske forhøjelse af kommunernes samlede anlægsramme har gjort det muligt for en række kommuner her under budgetforhandlingerne at planlæge mere anlæg end normalt

I Lejre Kommune er rammen hævet med knap 13 mio. kr. til lige over 100 mio. kr. i 2026. Det skaber optimisme for kommunens planlægning af nødvendige byggerier, forklarer borgmester Tina Mandrup (V).

"Det betyder, at vi så kan få fremskyndet nogle af de ting, som vi har behov for at få lavet. Vi har nogle ret akutte behov, hvor vi blandt andet skal udvide en daginstitution, og så har vi et projekt med en cykelsti, hvor vi får delfinansiering fra en pulje, som udløber, hvis ikke vi kommer i gang," siger hun.

Flere byggerier trækker driftsudgifterne med op

Derudover planlægger kommunen ifølge budgetforslaget for 2026 at skulle investere over 42 mio. kr. i servicearealer på plejecenter i 2027.

Fik du læst?

Kommuner kalder på højere anlægsramme: "Vi flotter os ikke med anlægskronerne"

Men borgmesteren understreger, at flere anlægsprojekter også kræver flere ressourcer på driftssiden.

"I takt med, at man hæver anlægsrammen og kan få mere igennem, så har jeg en klar formodning om, at vi også på driftssiden skal have ansat nogle flere medarbejdere til at arbejde nogle af de her ting igennem," forklarer hun.

I forbindelse med økonomiaftalen blev anlæg sat op fra 20,3 mia. kr. til 22,3 mia. kr. - den største stigning i mange år.

Den vejledende tekniske anlægsramme er nu sendt ud til kommunerne forud for budgetlægningen, hvor hver enkelt kommune kan se hvad KL forventer man har i anlægsramme. Selv om anlægsrammen er hævet betydeligt, så er der to ud af 98 kommuner hvis vejledende ramme fra KL ikke er hævet. Det handler om Egedal og Samsø.

Håber på at fremrykke fremtidige investeringer til næste år

Lejre Kommune har en pæn likviditet, som det ser ud nu. Men som vækstkommune stiger også behovet for investering i anlæg - uden at indtægterne nødvendigvis følger med. Der skal fortsat prioriteres hårdt for at sikre, at der også er midler til fremtidige, nødvendige anlæg som nye plejehjem.

I det tekniske budgetforslag for 2026, som er udarbejdet inden anlægsrammerne blev meldt ud, budgetterer kommunen med anlægsudgifter på knap 90 mio. kr. Det er altså 10 mio. kr. under den vejledende ramme.

"Jeg forventer, at der under budgetforhandlingerne kommer nogle nye spændende anlægsprojekter, men jeg kigger selv mere på, at vi skal fremrykke nogle af de projekter, der lige nu ligger i 2027 og frem," siger Tina Mandrup.

Udnytter rammen for første gang i flere år

I Jammerbugt Kommune er tonen mere afdæmpet. Her har udfordringen i årevis ikke været manglen på projekter eller at rammen har begrænset realiseringen af dem, men derimod evnen til at finansiere dem.

Borgmester Mogens Gade (V) glæder sig over nye lånemuligheder, der i år gør det muligt for kommunen at udnytte hele anlægsrammen på 109 millioner kroner.

Fik du læst?

Borgmestre: Derfor bruger vi for lidt eller for meget på anlæg

"Vores problem har ikke været, at vi ikke kunne bruge penge, men at vi ikke kunne finansiere nye anlægsprojekter," siger Mogens Gade.

Kommunen har et "kæmpe efterslæb" på vedligeholdelse af bygninger og veje, og de nye lån på i alt 19 millioner kroner er en afgørende håndsrækning. Uden dem havde situationen set anderledes ud.

"Når vi så får en ekstraordinær håndsrækning i forhold til at låne til anlægsprojekter, så har vi så en reel mulighed for at finansiere dem," forklarer Mogens Gade.

Sidst opdateret: 05/09/2025 - 13:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]