Kommunerne står overfor at skulle bygge både plejecentre og daginstitutioner. Derfor bør anlægsrammen hæves, mener borgmester.

Kommunerne står overfor at skulle bygge både plejecentre og daginstitutioner. Derfor bør anlægsrammen hæves, mener borgmester. - Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix

Kommuner kalder på højere anlægsramme: "Vi flotter os ikke med anlægskronerne"

Flere børn og ældre betyder for mange kommuner store anlægsudgifter i de kommende år. Derfor vil KL have hævet anlægsrammen i den kommende økonomiaftale.

Udgivet: 19/05/2025

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

KL går ind til forhandlingerne om økonomiaftalen for 2026 med et ønske om at hæve anlægsloftet.

Ifølge en rundspørge, som Momentum har lavet, svarer kommunerne, at de har brug for i alt 26,6 milliarder kroner til at renovere, vedligeholde og bygge for i 2026.

Kommunerne har både et efterslæb af vedligeholdelse af de kommunale bygninger og et stigende behov for blandt andet daginstitutioner og plejecentre.

Bruger hele rammen på børn

Én af de borgmestre, der gerne ser at anlægsrammen forhøjes er Tina Mandrup (V) i Lejre Kommune.

"Vi har haft brug for en større anlægsramme i en del år nu. Vi flotter os ikke med anlægskronerne. Vi bygger det, der er allermest nødvendigt til kerneopgaven," siger hun.

"Vi flotter os ikke med anlægskronerne. Vi bygger det, der er allermest nødvendigt til kerneopgaven,"

Tina Mandrup (V), borgmester i Lejre Kommune

Det har krævet benhård prioritering af nogle områder på bekostning af andre, forklarer hun.

"Vi har brugt stort set hele rammen på børn og dagtilbud og står nu overfor at skulle bygge til vores skoler, fordi vi er en vækstkommune. Det betyder, at der er et efterslæb på vedligeholdelse – vores bygninger er slidte og trænger til udskiftning," siger Tina Mandrup.

Nyt plejehjem vil koste hele budgettet

Også i den modsatte ende af demografien, betyder udviklingen i antallet af ældre i Lejre Kommune også behov for investeringer. Og efter et fejlslagent forsøg på at få private aktører til at bygge et friplejehjem, står kommunen nu med udsigt til at skulle lægge pengene og bygge plejecenteret selv, forklarer Tina Mandrup.

"Alene anlægsudgifter til at dække servicearealerne på ét plejehjem koster mere, end vores samlede anlægsramme for et år. Og når det første er færdigt, skal vi i gang med det næste. Det kommer til at fylde anlægsrammen i mange år."

"Det betyder jo så, at der i de år hverken er råd til at vedligeholde asfalt, prioritere idrætsanlæg eller noget som helst andet – vi er smaddertrængte på de områder," siger hun.

Penge nok i kommunekasserne - men rammen spænder ben

Anlægsrammen har de seneste år været relativt lav i forhold til foregående år. Derfor er der, udover behovet for at bygge nyt, et efterslæb på vedligeholdelse af kommunale bygninger. Og pengene er ude i kommunerne, mener Tina Mandrup.

"Der ligger penge i nogle kommunekasser, som gerne vil ud og arbejde – men rammen spænder ben. Der er mange borgere, der har svært ved at forstå, hvorfor vi ikke får lavet idrætsanlæg og så videre, og det kedelige svar bliver hver gang, at vi kun lige kan bygge det, der er det mest nødvendige til kerneopgaven," siger hun.

Sidst opdateret: 20/05/2025 - 11:49

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]