I følge underdirektør Jacob Bræstrup, Dansk Industri, så bør en grundlæggende skattereform bør gå forud for ændringer i det kommunale udligningssystem.

I følge underdirektør Jacob Bræstrup, Dansk Industri, så bør en grundlæggende skattereform bør gå forud for ændringer i det kommunale udligningssystem. - Foto: DI

Udligningsreformen bør indledes med en skattereform

I følge underdirektør Jacob Bræstrup, Dansk Industri, så bør en grundlæggende skattereform bør gå forud for ændringer i det kommunale udligningssystem. Ved at bytte om på kommuneskat og bundskat kan vi skabe et mere retfærdigt, gennemskueligt og vækstfremmende system.

Udgivet: 27/08/2025

Del artiklen:

Af underdirektør Jacob Bræstrup, Dansk Industri

Hos Dansk Industri er vi meget optaget af, at den kommende reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem er med til at sikre, at landets 98 kommuner får et styrket incitament til at tiltrække og fastholde virksomheder og arbejdspladser. Det er derfor DI har foreslået at skrotte den nuværende kommunale selskabsskatteordning og erstatte den med en kontant ’jobpræmie’ baseret på antallet af private arbejdspladser i den enkelte kommune (DI klar med afløser til selskabsskatteordning og dækningsafgift).

Udligningen er for kompliceret

Virksomhederne har imidlertid også en interesse i, at det samlede tilskuds- og udligningssystem bliver lettere at navigere i for kommunerne, og lettere at gennemskue for både kommunalpolitikere og landspolitikere. Dermed kan uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer hurtigere identificeres og justeres. Én ting synes alle således at være enige om: Det kommunale udlignings- og tilskudssystem er håbløst kompliceret. Det skyldes bl.a., at systemet er både et omfordelingssystem og et tilskudssystem. Meget af kompleksiteten kunne derfor fjernes, hvis første del bliver skrottet, sådan at udligningssystemet fremover bliver et rent tilskudssystem, hvor pengene kun flyder én vej: Fra staten til de kommuner, der enten vurderes at have et utilstrækkeligt indkomstgrundlag og/eller som bærer uforholdsmæssigt tunge byrder. Men uden at nogle kommuner decideret betaler til de andre. Når pengene kun flyder én vej, bliver systemet lettere at administrere og forstå; og samtidig ved borgerne, at de penge, de betaler i kommuneskat, bliver i kommunen.

Byt om på kommuneskat og bundskat

For at det skal have gang på jord, så fordrer det, at kommunernes indtægter samtidig reduceres – og at statens tilsvarende hæves, så der er flere penge at dele ud af. En relativ simpel måde, at opnå dette på vil være populært sagt at ”bytte om” på kommuneskat og (statslig) bundskat – både ift. skatteprocent og -grundlag. Bundskatten udgør i dag ca. 12 pct., mens den gennemsnitlige kommuneskat ligger på godt det dobbelte (mellem 23,4 pct. og 26,3 pct.). Samtidig gælder, at udskrivningsgrundlaget for bundskatten er ca. 20 pct. større end udskrivningsgrundlaget for de kommunale indkomstskatter, hvilket skyldes f.eks. ligningsmæssige fradrag og rentefradrag, mv. Tankeeksperimentet går på at bytte om på dette: Bundskatten hæves med ca. 13 pct.point, sådan at det er den, der fremover udgør ca. 25 pct. – og de kommunale indkomstskatteprocenter sænkes tilsvarende. Samtidig byttes rundt på udskrivningsgrundlagene, sådan at kommuneskatterne fremover udskrives på det brede skattegrundlag; mens staten får det indsnævrede grundlag efter ligningsmæssige fradrag, etc.

Reformen får dermed den sidegevinst, at den skattemæssige værdi af rente- og ligningsmæssige fradrag fremover bliver ens i hele landet (ca. 25%). Det gælder f.eks. skatteværdien af befordringsfradraget og servicefradraget.

For kommunerne vil de to ændringer trække i hver sin retning; men samlet vil ændringen reducere kommunernes personskatteindtægt med ca. 40 pct. Konsekvensen for den enkelte kommune vil afhænge af den præcise forskel mellem de to udskrivningsgrundlag i kommunen, men også af kommunens skatteprocent. Umiddelbart vil den reducerede kommuneskatteprocent gå hårdest ud over kommuner med lave skatteprocenter, hvor reduktionen med 13 procentpoint udgør en større andel af indtægten, end i kommuner med høje skatteprocenter.

Reduktion i de kommunale skatteindtægter vil bane vejen for den første grundsten i et nyt udligningssystem: At ingen kommune længere skal aflevere en del af sine indkomstskatter til andre kommuner. Hver en krone indkrævet fra kommunes egne borgere, kan gå til at forbedre den kommunale service over for samme borgere.

Den statslige merindtægt fra reformen skal selvfølgelig tilbage til kommunerne. Det bør ske ved at midlerne tilføres det samlede kommunale tilskuds- og udligningssystem som erstatning for den kommunale medfinansiering, som nu bortfalder. Herefter er vejen banet for at udligningssystemet fremover bliver et rent tilskudssystem, hvor pengene går fra stat til kommuner med henblik på at udligne de økonomiske vilkår, kommunerne befinder sig i.

Målet bliver dermed det samme, men metoden langt enklere og mere gennemskuelig.

Sidst opdateret: 27/08/2025 - 14:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]