
Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S) - Foto: Vordingborg Kommune
Debat
Underkompensation koster velfærd
Ifølge Vordingborgs borgmester, Mikael Smed, er der for lidt garanti i budgetgarantien. Når kommunerne kompenseres under ét skaber det skævheder i kommunedanmark, skriver borgmesteren i dette debatindlæg.
Udgivet: 11/06/2025
Af Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune
I Vordingborg Kommune bliver vi år efter år tvunget til at skære i velfærden. Ikke fordi vi bruger for mange penge, men fordi vi får for lille budget til udgifter, vi ikke selv er herre over, eller sagt på en anden måde så bliver vi underkompenserede.
Vi har siden 1991 haft en budgetgaranti, som skal sikre, at vi i kommunerne samlet set får dækket vores udgifter til konjunkturfølsomme overførselsudgifter. Men budgetgarantien beskytter ikke i tilstrækkelig grad den enkelte kommune mod at blive straffet økonomisk, hvis udgifterne til visse typer af overførselsindkomster stiger.
Som systemet er skruet sammen i dag, rammer det skævt – og skævheden vokser år for år.
I Vordingborg Kommune oplever vi en markant ubalance mellem den andel, vi får kompenseret gennem bloktilskuddet – og den faktiske udgift, vi står med. Vores andel af de samlede udgifter til overførselsindkomster ligger på 0,93 procent. Men når pengene fordeles via bloktilskudsnøglen, modtager vi kun 0,83 procent. Det lyder måske som en lille forskel, men det gør en stor forskel i vores i forvejen sårbare økonomi.
Lad mig give et par eksempler. I 2024 blev Vordingborg Kommune, alene på seniorpensionen, underkompenseret med 23,6 millioner kroner. Hvis vi ser på de samlede overførsler, så mangler vi at blive kompenseret for 106,9 millioner kroner i 2024. Det er ikke småpenge i en kommune som vores. De penge skal findes et andet sted – og det kan ikke undgås at koste på velfærden
Vi bliver nødt til at gentænke budgetgarantien, så den fungerer efter hensigten. Løsningen er enkel nok: Kompensationen under budgetgarantien skal følge de faktiske udgifter. Ikke teoretiske modeller, ikke forældede nøgletal – men den virkelighed, vi som kommune står i. Hvis budgetgarantien skal være en reel garanti, skal vi som kommune kunne regne med, at vi også bliver kompenseret i forhold til vores faktiske udgifter. Det vil ikke alene være mere retfærdigt – det vil også være i tråd med hele idéen bag budgetgarantien.
Det vil være et lille greb med stor effekt – og en vigtig håndsrækning til de kommuner, der i dag står med regningen for en skæv fordeling. For hver dag vi venter, betaler borgerne i kommuner som Vordingborg prisen.
Sidst opdateret: 11/06/2025 - 10:36









































