Kommunerne får bedre muligheder for at budgettere med indtægterne fra grundskylden til næste år

Kommunerne får bedre muligheder for at budgettere med indtægterne fra grundskylden til næste år - Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Aftale om kompensationsordning giver ro om ejendomsskatterne

Økonomiaftalen sikrer kommunerne mere sikkerhed for budgetlægningen ved blandt andet at videreføre kompensationsordning for kommuner, der på grund af nye ejendomsvurderinger står til at tabe millioner af kroner.

Udgivet: 03/06/2025

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

Kommunernes klager over det kaos, der har hersket i ejendomsvurderingerne de seneste år, er blevet hørt.

Som en del af økonomiaftalen for 2026 har KL og regeringen aftalt en række punkter, som skal give kommunerne mere vished og sikkerhed for grundskyldsprovenuet frem til den nye udligningsreform træder i kraft fra første januar 2029.

Aftalen betyder meget enkelt, at kommuner med tab på de nye ejendomsvurderinger højest kan tabe 0,1 procent af deres beskatningsgrundlag pr. år, mens kommuner der vinder er sikret en indtægt, som minimum svarer til det seneste skøn forud for budgetlægningen.

Fik du læst?

Grundskyldstab overgår gevinst fra økonomiaftale 2025 i flere kommuner

Borgmester i en af de hårdest ramte kommuner er tilfreds med løsningen

Stevns Kommune var en af de kommuner, der stod til at blive ramt hårdest af ændringerne i ejendomsvurderingerne sidste år. Her er borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S) da også godt tilfreds med løsningen.

"Jeg synes, man har anerkendt, at der er et problem. Man har adresseret det med en god løsning, og så gør det bare endnu bedre, at man nu også sikrer, at det gælder frem til en forventet ny udligningsreform i 2029," siger han.

Regeringen kom sidste år de 37 kommuner, som blev ramt af ejendomsvurderingerne, til undsætning med et ekstraordinært tilskud på 700 mio. kr. Tilskuddet føres videre frem til udligningsreformen i 2029 og forhøjes i 2026 til 800 mio. kr.

Aftale giver ro til budgetlægningen

Det er altså sikkerhedsnettet til de kommuner, som vil få lavere indtægter fra grundskylden end budgetteret, at de højest kan tabe 0,1 procent af beskatningsgrundlaget svarende til cirka 0,4 skattepoint. Samtidig har KL og regeringen aftalt, at i de tilfælde, provenuet overgår det budgetterede, får kommunerne lov til at beholde de ekstra penge.

"Det skaber jo en sikkerhed og en tryghed. Det lovede de sådan set også sidste år: Vi skal ikke snakke om det her hver eneste år. Nu finder vi en løsning. Det er det, de har gjort. Det synes jeg er tilfredsstillende. Jeg synes, det er godt," siger Henning Urban Dam Nielsen.

Det står der i økonomiaftalen om grundskylden

Garanterede grundlag

I 2024 og 2025 modtager kommunerne det grundskyldsprovenu, som kommunen har budgetteret med for budgetåret. Provenuet reguleres endeligt, når de endelige grundlag for 2024 hhv. 2025 er udsendt. Ved efterreguleringen vedrørende 2024 og 2025 garanteres den enkelte kommune et grundskyldsprovenu, der som minimum svarer til det seneste statslige skøn for grundlagene forud for budgetlægningen. For 2024 er det skønnet fra august 2023, og for 2025 er det skønnet, som lå til grund for økonomiaftalen i maj 2024. Hvis det endelige grundlag i den enkelte kommune overstiger det relevante skøn for året, reguleres kommunen på baggrund af det endelige grundlag.

For tilskudsårene 2026-2028 garanteres kommunerne et obligatorisk grundlag for grundskyld, der svarer til statens skøn forud for de årlige økonomiforhandlinger. For alle kommuner vil det udbetalte grundskyldsprovenu i budgetåret dermed være endeligt.

Vedr. lofter over grundskyldspromillen

Med ejendomsskatteloven er der fastsat lofter over grundskyldspromillerne. Lofterne er fastsat på baggrund af en prognose for de nye ejendomsvurderinger. Opdaterede prognoser har vist, at lofterne indebærer, at grundskyldsprovenuet utilsigtet reduceres i en række kommuner. Regeringen har derfor udmøntet et tilskud på 0,7 mia. kr. i 2025, der kompenserer for en del af mindreprovenuet i disse kommuner.

Regeringen og KL er enige om, at ordningen forlænges i perioden 2026-2028. Tilskuddet udgør 0,8 mia. kr. i 2026. Ordningen for 2027-2028 vil blive opdateret med seneste grundlag, som er kendt ved økonomiforhandlingerne forud for budgetåret. Ordningen indebærer ekstraordinært ekstra statslig finansiering frem til og med 2028.

Sidst opdateret: 03/06/2025 - 12:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]