
Seks borgmestre har sendt et fælles brev om tab på grundskyld. Det drejer sig om Henning Urban Dam (S) fra Stevns (ø.tv.), Michael Vindfeldt (S) fra Frederiksberg, Anders Wolf Andresen (SF) fra Hvidovre (ø.th.), H.C. Østerby (S) fra Holstebro (n. tv.), Hans Stavnsager (S) fra Faaborg-Midtfyn og Carsten Rasmussen (S) fra Næstved (n. th.). - Foto: To øverste tv. og nederste tv. er Bo Amstrup/Ritzau Scanpix, øverst th. er Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix og nederst th. er pressefoto fra Næstved Kommune.
Grundskyldstab overgår gevinst fra økonomiaftale 2025 i flere kommuner
Tabet på grundskyld er så stort i nogle kommuner, at det overgår gevinsten fra økonomiaftalen i 2025. Det har fået flere primært socialdemokratiske borgmestre til at sende en officiel anmodning om møde med regeringstoppen.
Udgivet: 15/08/2024
I et brev adresseret til statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) samt skatteminister Jeppe Bruus (S) anmoder fem socialdemokratiske borgmestre og én SF-borgmester om et møde, der "hurtigst muligt" sikrer en "akut indgriben i 2025, således at velfærden i vores kommuner ikke kommer til at bløde."
Alle seks kommuner står over for et milliontab på grundskyld i 2025. I fire af de seks kommuner overgår tabet det beløb, de via bloktilskudsnøglen kunne få i økonomiaftalen. Tabet på grundskyld kommer oveni den nedgang i finansieringen, som skyldes de tekniske justeringer af balancetilskuddet.
Brevet er interessant, fordi økonomiaftalen er blevet slået stort op af både KL og regeringen som den bedste økonomiaftale med største løft i 15 år.
Alligevel er der en række forhold der gør, at flere kommuner i praksis står overfor at skulle spare. Det betyder, at borgmestrene endnu engang står med den store forventningsafstemning med borgerne, som er blevet lovet et markant løft af velfærden.
De seks borgmestre fra Stevns, Frederiksberg, Næstved, Hvidovre, Holstebro og Faaborg-Midtfyn kommuner kræver et hurtigt møde, da budgetterne for 2025 har deadline 15. oktober 2024.
"Samlet set er vores seks kommuners indtægter fra grundskyld næsten 210 mio. kr. lavere i 2025 end før boligskattereformen. Det er mere end 1 pct. af udgifterne til borgernær service i vores kommuner. Det er på trods af boligskatteaftaler, hvor kommunerne skulle have fuld kompensation for tab," skriver de seks borgmestre i brevet.
De seks kommuner står ikke alene, også Helsingør Kommune har meldt ud, at de vil tabe på grundskylden de kommende år.
Kun fire kommuner blev kompenseret i 2024
Ifølge et aktstykke til finansudvalget er fire kommuner blevet kompenseret for grundskyldsproblematikken i 2024. Det drejer sig om Faaborg-Midtfyn, Odense, Frederiksberg og Næstved kommuner.
De er blevet kompenseret med ca. 17 mio. kr. til Faaborg-Midtfyn, 10,3 mio. kr. til Odense, 6,7 mio. til Frederiksberg og knap 0,7 mio. til Næstved.
En fortsættelse af ordningen i 2025 ser ud til at ville omfatte flere kommuner, som NB-Økonomi har regnet på her:
Håb forude for nogle kommuner, siger borgmester
Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager (S) har tidligere sendt breve til ministrene for at gøre opmærksom på det store tab, som kommunen vil få på grundskylden. Et tab, der vil overstige den ekstra serviceramme fra økonomiaftalen for 2025 med fem mio. kr.
Borgmesteren har dog endnu ikke fået et formelt svar fra regeringen, selvom der kun er få måneder til deadline på budgetlægningen for næste år.
"Vi har ikke fået noget formelt svar på de breve, vi har sendt. Men jeg er i dialog med Skatteministeriet om at finde en permanent løsning," siger Hans Stavnsager i et interview med NB-Økonomi.
Der er dog håb forude, mener han.
"Jeg synes, de virker lydhøre og løsningsorienterede. Men problematikken falder ned mellem Skatteministeriet, Finansministeriet og Indenrigsministeriet. Så det er det, som de er i gang med at koordinere internt i regeringen."
Sidst opdateret: 16/08/2024 - 09:36









































