- Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Ny aftale: Kommuner og regioner forpligtes til energirenoveringer

En ny aftale mellem KL, Danske Regioner og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fastsætter rammerne for, hvordan kommuner og regioner skal leve op til skærpede EU-krav om energirenovering af offentlige bygninger.

Udgivet: 23/05/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

I stedet for at kræve en fast årlig renovering af tre procent for hver kommune og region, giver aftalen mulighed for en balanceret og fleksibel indfrielse. Det betyder, at nogle kommuner og regioner kan vælge at renovere mere, mens andre gør mindre – afhængigt af potentiale og nytte. Overskydende renoveringsareal kan gemmes og overføres, og det åbner for en slags "energi-bytning" mellem sektorerne.

Det er resultat af en ny aftale mellem Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, KL og Danske Regioner, der nu skal lægge rammerne for, hvordan kommuner og regioner skal bidrage til opfyldelsen af EU’s nye energieffektivitetsdirektiv. Frem mod 2030 skal den offentlige sektor udpege ca. 3,9 millioner kvadratmeter bygningsmasse til energirenovering – et areal svarende til ca. 27.000 parcelhuse – som senest i 2040 skal være løftet til minimum energimærke B.

Denne fleksibilitet vurderes som central for at undgå "påtvungne investeringer i bygninger, hvor det ikke er meningsfuldt at renovere", som det hedder i aftalen.

DUT-forhandlinger venter

Selvom aftalen omhandler implementeringen af EU-direktivet, lægges det også fast, at der vil ske en særskilt vurdering af de økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner. Det sker efter DUT-princippet, hvor kommuner og regioner kompenseres økonomisk, når staten pålægger dem nye opgaver eller ændrer i eksisterende opgaver.

Mulighed for at tælle nybyggeri og frasalg med

Aftalen åbner desuden for, at nybyggeri kan tælles med i opfyldelsen af målene, hvis det erstatter nedrevne bygninger og er mere omkostningseffektivt. Også frasalg af bygninger, der ikke længere opfylder deres funktion, kan potentielt indgå i regnestykket – dog efter nærmere retningslinjer.

Økonomisk balancepunkt frem mod 2040

Aftalen markerer en tydelig strategi for at balancere EU-krav med national økonomisk fornuft. Hvor store udgifter det konkret vil medføre for kommunerne og regionerne afhænger af den tekniske tilstand af den eksisterende bygningsmasse, renoveringspriser, energipriser og – ikke mindst – de DUT-forhandlinger, der nu venter.

Midtvejs i forløbet – i 2027 – skal aftalen evalueres, og her kan både ambitionsniveau og økonomiske rammer justeres. Indtil da får kommuner og regioner travlt med at vurdere og udpege deres mest oplagte energirenoveringsprojekter.

Sidst opdateret: 23/05/2025 - 12:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]