
Økonomiminister Stephanie Lohse fremlagde i dag Økonomisk Redegørelse, og her viser prognoserne blandt andet en kraftig stigning i selskabsskatteindtægter i de kommende år, det vil for ca 80 kommuner betyde voldsomme økonomiske problemer. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Er fastfrysning af selskabsskat våbenhvilen på vej mod varig fred?
Nyeste økonomiske redegørelse viser, at selskabsskatteindtægterne fortsat vil stige markant de kommende år – og dermed forstærke skævhederne i selskabsskatteordningen. En fastfrysning er nu i spil som midlertidig løsning, det møder både håb og skepsis blandt borgmestre og eksperter.
Udgivet: 20/05/2025
Økonomiminister Stephanie Lohse fremlagde i dag Økonomisk Redegørelse, og her viser prognoserne blandt andet en kraftig stigning i selskabsskatteindtægter i de kommende år, det vil for ca. 80 kommuner betyde voldsomme økonomiske problemer.
Økonomisk Redegørelse: Selskabsskatteindtægter
2022: 94,3 mia.kr. ( som har effekt i 2025 )
2023: 106,1 mia.kr. ( som har effekt i 2026 )
2024: 122,7 mia.kr. ( som har effekt i 2027 )
2025: 128,8 mia.kr. ( som har effekt i 2028 )
2026: 132,9 mia.kr. ( som har effekt i 2029 )
(Kilde: Økonomisk redegørelse maj 2025)
(Kommunerne modtager 14,24 procent af de samlede selskabsskatteindtægter - men de fordeles meget skævt. Se fordelingsmetode her
"Vi har jo løbende drøftelser med kommunerne og det er der også ovre i den røde bygning over på den anden side i finansministeriet, hvor en række af regeringens ministre vil drøfte kommunernes og regionernes økonomi i de forhandlinger der foregår der," sagde Økonomiminister Stephanie Lohse (V) på et spørgsmål fra NB-Økonomi om selskabsskatteordningen ved dagens fremlæggelse af Økonomisk Redegørelse.
Den stigende skævhed har gjort selskabsskatteordningen til et vigtigt emne i økonomiforhandlingerne, og flere kilder omkring økonomiforhandlingerne, som NB-Økonomi har talt med, nævner nu, at en fastfrysning af selskabskatteordningen kan være en løsning.
En slags selskabsskatteordningsvåbenhvile
En fastfrysning af selskabsskatteordningen er en ændring af ordningen, som i sagens natur ikke ændrer på ret meget. Det er en model, der meget nemt kunne komme i spil i de økonomiforhandlinger, der er i fuld gang. Løsningen er attraktiv, fordi den ikke forstyrrer og skaber ubalancer i udligningsordningen.
En fastfrysning er desuden en model, hvor alle får noget. De mange kommuner, der mister millioner - og som kan se frem til kun at miste flere - med en fastfrysning får stoppet blødningen. For kommuner, der nyder rigtig godt af ordningen, får lov at beholde, hvad man har, og har dermed ikke udsigt til at miste indtægter, som andre ændringer af ordningen ville have gjort.
Alle kommuner vil desuden få noget, de alle higer efter: Budgetsikkerhed.
Det er dog ikke en løsning, slet ikke, det er snarere en våbenhvile, hvor udligningsreformen, som skal være færdig i 2029, ender med at være fredsaftalen.
Fastfrysning er en god idé - indtil reformen er på plads
I Randers Kommune mener borgmester Torben Hansen (S), at måden selskabsskatterne slår igennem på i kommunernes økonomi, er helt håbløs – og at ordningen slet ikke er gearet til at håndtere den betydning, som eksempelvis Novo Nordisk har for den danske økonomi og de enkelte kommuner:
"Det er med til at skævvride vores velfærdssamfund, og det skal laves om hurtigst muligt. Jeg synes, det er en god idé og et skridt på vejen, hvis der kan laves en ordning, som fastfryser effekten fra og med den budgetlægning, vi lige har været igennem for 2025 – og dermed også fjerner de reguleringer, som ellers skulle foretages i 2026 og frem."
"Og så har jeg en klar forventning om, at reguleringen af selskabsskatterne laves grundlæggende om i forbindelse med den kommende reform af udligningssystemet," siger Torben Hansen.
Svært at være fastfrysningsfan
Kasper Ejsing (S), borgmester i Kerteminde Kommune er ikke ovenud begejstret for en fastfrysning med udgangspunkt i det nuværende niveau.
"Det er jo svært ligefrem at glæde sig over noget, der mest af alt betyder, at det ikke bliver værre. Det viser bare, hvor tosset hele systemet er. Jeg synes, man burde tage fat i hele ordningen og få den tænkt grundigt igennem – så svært kan det altså heller ikke være," siger han.
Det er især erfaringerne med fastfrysningen af de kommunale medfinansiering, der skræmmer borgmesteren.
"Dengang kunne vi heller ikke få at vide, hvad det var, vi egentlig betalte for – og da vi begyndte at stille spørgsmål, så blev det bare fastfrosset, så man slap for at forklare mere. Det har været låst siden," siger han.
Han er mere tilhænger af grænser i bunden og toppen.
"Jeg forstår godt, at nogle kommuner vil miste penge, hvis man afskaffer ordningen fra den ene dag til den anden – men så må man lave en overgangsordning. Man kan jo sætte nogle grænser for, hvor meget en kommune kan tabe eller vinde over en årrække. Men at fastfryse på det nuværende niveau, hvor nogle kommuner har haft ekstraordinære skatteindtægter i et enkelt år, det virker virkelig skævt. Det er svært at være fan af," siger Kasper Ejsing.
Voldsomme beløb flyttes rundt - brug for løsning nu
I Lolland kommune ser borgmester Holger Schou Rasmussen (S) en fastfrysning som en bedre løsning end at gøre ingenting. Som det er i dag, er der for stor forskel fra kommune til kommune og en skævhed i forhold til, hvordan selskabsskatten og udligningen rammer henholdsvis rige og fattige kommuner, mener han.
"Jo længere, man venter med at gøre noget, desto større bliver problemet. Der er tale om voldsomme beløb, der bliver flyttet rundt mellem kommunerne i de kommende år, hvis vi bare lader det fortsætte. En fastfrysning ville i det mindste være bedre end ingen løsning," siger Holger Schou Rasmussen.
Fastfrysning - både godt og ondt
Ekspert i kommunaløkonomi, Kasper Lund Nødgaard fra konsulentfirmaet, Dataproces ser både fordele og ulemper ved en fastfrysning:
"Der kan fremkomme en række tilfældigheder og urimeligheder, de pludselige indtægter fra energikøbmændene fra Aarhus og salg af en række fiskekvoter - er to eksempler på hvor kommuner ret tilfældigt får store indtægter, hvis man fastfryser på et år med store tilfældigheder, så bliver det skævt. Det så vi også med den kommunale medfinansiering da man fastfrøs den," siger han.
På den positive side, så giver fastfrysning ifølge eksperten ro på området. Og det giver kommunerne budgetsikkerhed.
Det er dog ikke en løsning, her må vi vente på en reform af udligningssystemet:
"En fastfrysning af selskabsskatteordningen er endnu en lappeløsning italesat som en form for kompensation. Udfordringen er dog, at lappeløsninger har det med at afføde flere lappeløsninger som igen risikerer at afføde flere lappeløsninger," siger Kasper Lund Nødgaard fra konsulentfirmaet, Dataproces.
Sidst opdateret: 26/08/2025 - 16:21









































