Skattestyrelsen har netop offentliggjort selskabsskattebetalingerne for 2022. En andel af de penge havner i kommunekasserne i 2025.

Skattestyrelsen har netop offentliggjort selskabsskattebetalingerne for 2022. En andel af de penge havner i kommunekasserne i 2025. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Forstå på to minutter: Selskabsskattens betydning for kommunernes økonomi

En andel af selskabsskatteindtægterne havner i kommunekasserne. Det er imidlertid kun omkring 15-20 kommuner, der tjener på den ordning, når skatteindtægterne stiger. De øvrige ca. 80 taber. Læs her, hvordan det hænger sammen.

Udgivet: 06/02/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Ved stigende selskabsskatteindtægter er det som hovedregel 15-20 kommuner, der vinder, mens de resterende 80 taber.

Regnestykket for den enkelte kommune afhænger af et samspil mellem for det første de 14,24 procent, der er kommunernes andel af selskabsskatten, for det andet reguleringen af bloktilskuddet som følge af ændringen i indtægterne og for det tredje udligningen mellem kommunerne.

Kommunernes andel af selskabsskatten

Når virksomhederne betaler selskabsskat, tilfalder 14,24 procent af den samlede skattebetaling kommunerne. Fordelingen af pengene mellem kommunerne er ikke styret af, hvor en virksomhed har hovedkontor. De fordeles i stedet efter en fordelingsnøgle, hvor hver enkelt virksomheds skattebetaling fordeles efter lønudbetaling til medarbejdere i de kommuner, hvor den har afdelinger.

Den enkelte kommunes gevinst afhænger altså af, hvor mange medarbejdere de selskaber, der har hjemme i kommunen, har på en matrikel i kommunen.

Regulering af bloktilskuddet

I den modsatte retning trækker, at staten modregner kommunernes indtægter fra selskabsskat i balancetilskuddet, således at kommunernes samlede indtægter og udgifter stemmer. Når kommunernes samlede indtægter fra selskabsskat stiger, så vil staten reducere balancetilskuddet og dermed bloktilskuddet tilsvarende.

Bloktilskuddet fordeles i forhold til antal indbyggere i hver kommune, og derfor vil alle kommuner få færre penge i bloktilskud, hvis indtægterne fra selskabsskatten stiger. Men hvis væksten i en kommunes egne indtægter fra selskabsskat opgjort i kroner pr. indbygger er højere end landsgennemsnittet, så vil kommunen vinde flere penge fra indtægter på selskabsskatten, end man vil tabe på nedsættelsen af bloktilskuddet.

Hvis væksten i kommunens indtægter fra selskabsskat omvendt er lavere end landsgennemsnittet, eller indtægten for den sags skyld falder, så vil kommunen samlet set tabe penge på grund af det lavere bloktilskud.

Udligningen

Hovedreglen er, at en kommune får 50 procent i udligning af det beløb, som kommunens indtægter fra selskabsskat pr. indbygger ligger under landsgennemsnittet, og at den skal betale 50 procent af det, som den ligger over landsgennemsnittet pr. indbygger.

Derudover er der nogle mindre fradrag for et par kommuner, som tabte store beløb ved indførelsen af selskabsskatteudligningen i 2008.

Nettovirkningen

Det er altså de tre faktorer, der tilsammen afgør, om en kommune taber eller vinder ved ændringer i selskabsskatten.

Kommuner med lave selskabsskatteindtægter kan ind imellem være heldige, at der er en stor gevinst som følge af et enkelt selskabs gode regnskabsår.

Sidst opdateret: 09/03/2026 - 12:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]