Lige nu går en række politikere på Christiansborg og er frustrerede over, at kommunerne sidste år brugte 2,5 milliarder kroner mindre på service end de havde fået lov til. Frustrationen er umiddelbart forståelig.

Regeringen og dermed store dele af Folketinget måtte i sommeren 2023 lægge ryg til en klagestorm fra borgmestre, som på trods af en relativ god økonomiaftale for 2024 var i fuld gang med at forberede store sparekataloger på grund af den store inflationsøretæve på 1,9 milliard kroner i 2022.

Regeringen valgte derfor meget usædvanligt at hæve kommunernes serviceramme for 2024 med 650 millioner kroner ved finansloven. Derfor er det en våd klud i ansigtet på de selvsamme politikere, at kommunerne slet ikke brugte pengene og dermed underminerede regeringens løfter til borgerne om mere service.

På den anden side står en kommunal verden og ryster på hovedet over den kritik, som kommunerne torsdag i sidste uge fik fra regeringen for mindreforbruget i 2024. Den vigtigste årsag til den kommunale hovedrysten er, at 1,5 milliarder kroner af mindreforbruget skyldes et fejlbehæftet inflationsskøn fra netop regeringen.

Og i en kommunal logik er det meget simpelt, at når priserne stiger med 1,5 milliard kroner mindre end forventet, så vil forbruget også falde - det er faktisk beviset på, at man har en god og solid økonomistyring. For man begynder jo ikke at købe større mængder af varer eller ansætte mere personale, blot fordi priserne stier mindre end forventet et enkelt år. For så bliver der jo problemer, hvis inflationsskønnet for 2025 modsat er for lavt - så ville der jo komme en overskridelse af servicerammen, og så ville den samme regering udstede sanktioner fulgt af solide voksenskældud til kommunerne.

Dertil kommer, at de bedst ledede kommuner i Danmark meget konsekvent har decentraliseret budgetansvaret og givet adgang til en betydelig mulighed for at spare mindreforbrug op. Og det vil naturligvis give udsving - ikke mindst når alle institutionsledere oplever et år som 2022, hvor de blev lagt i økonomisk spændetrøje på grund af en alt for lav prisregulering af deres budgetter.

Christianborg tænker i millionen-milliarden og spin

Den kommunale hovedrysten handler også om proportion. Den kommunale serviceramme var i 2024 på 304,8 milliard kroner og underforbruget på 2,5 milliard svarer derfor til 0,8 procent eller cirka 2,5 milliard kroner pr. kommune.

Oversat til mere overskuelige forhold, så svarer det til, at en mellemstor virksomhed med en omsætning på 30 millioner kroner ramte knapt 250.000 kroner galt på årets udgifter i et turbulent år.

Den dybere forklaring på konflikten mellem Christianborg og kommunerne handler dybest set om to forskellige virkeligheder.

Kommunerne er - gud ske tak og lov - i stadig stigende grad fokuseret på en stærk økonomistyring og såkaldte råderumsprojekter, som løbende sikrer en effektivisering af den kommunale service.

Folketinget og ministrene er langt mere optaget af politisk markedsføring og spin, og her handler økonomistyring langt mere om, hvordan man kan signalere til vælgerne, at man sikrer borgerne bedre service. Og der er en tendens til at både politikere og journalister arbejder i sådan et univers, hvor store beløb bliver sådan en gang "millionen-milliarden", hvor ingen rigtig har styr på proportionerne.

Det er tid at finde en løsning på konflikten - i år er den store mulighed

Konflikten om kommunernes underforbrug er direkte skadelig for den offentlige velfærd. Ikke som mange folketingspolitikere vil hævde, fordi kommunerne isoleret set kunne have brugt 2,5 milliard kroner mere i 2024 og dermed undgået nogle besparelser.

Det er derimod skadeligt, fordi kommunerne bliver presset ud i et kortsigtede hovsa-forbrug og dermed også kortsigtede hovsa-besparelser. Altså i direkte modstrid med den aktuelle store og meget positive trend i kommunerne, hvor flere og flere arbejder mere strukturelt med at udvikle og effektivisere den kommunale service. Det er en trend, som har været skabt af visionære kommunale direktører og en lille udviklingsenhed i KL.

Jeg er ofte ude i byråd og holde oplæg om de store økonomiske rammer for den offentlige velfærd og behovet for et kommunalt på langsigtet udvikling og effektivisering. Set i lyset af de svære diskussioner, som foregår i mange byråd om de mange svære prioriteringer, så er det en torpedo direkte mod de ansvarlige byråd og byrådspolitikere, når regeringen fremfører en kritik, der lægger op til en stop-and-go økonomi.

Der er faktisk brug for det stik modsatte. At Folketinget og regeringen understøtter de byråd, som har modet og evnen til at arbejde med langsigtede reformer af den kommunale velfærd, fordi facit ofte er solide effektiviseringer kombineret med større tilfredshed hos borgerne.

Derfor burde regeringen bruge mindreforbruget i 2025 til i samarbejde med KL at udvikle styringen af kommunerne, og ikke blot til populistiske pressemeddelser. Helt konkret kunne man ved de forestående økonomiforhandlinger bruge mindreforbruget i 2024 konstruktivt til at indføre en mere fleksibel fortolkning af budgetlovens rammer.

Konkret kunne man eks. i 2026 indføre en regel om, at kommunerne blot skulle ramme indenfor plus minus en eller to milliard kroner på servicerammen. Mit bedste bud er, at det vil spare kommunerne for en masse mikroledelse og uproduktivt arbejde med at flytte rundt på penge blot for at opfylde en urealistiske forventning om at ramme lige på servicerammen hvert år.

Samtidig ville det fjerne den forvirring som opstår, fordi selve grundmotoren i styringen af kommunerne med balancetilskud og såkaldt enkeltrul af PL-reguleringen nødvendigvis vil give nogle udsving i de enkelte år, som udjævner sig over tid. Hvis der var en elastik for for den enkelte kommune, så ville både regeringen, KL og kommunerne bedre kunne leve med de enkeltårsudsving, som de seneste år har skabt masser af forvirring.

Og regeringen kunne gå ud og shine mere rent på ethvert løft af servicerammen, fordi der vil være mindre støj fra udsving i de enkelte år.

Mange vil sikkert frygte, at regeringen vil bruge sådan en ændring til at skære i løftet af servicerammen for 2026. Det kan ikke udelukkes, men omvendt må kommunerne stole på, at regeringen dybest set også har en interesse i at de seneste års slingrekurs mellem katastrofeopbremsninger, borgmesteroprør og svært forklarlige mindreforbrug stopper, og bliver erstattet af et regime, som har fokus på at give plads til de mange kommuner, som gerne vil udvikle og effektivisere deres kommune fremfor at lave økonomisk fikumdik for at opfylde et umuligt mål.