- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Gentofte-borgmester: En kommune er ikke en virksomhed – og det skal man forstå

Mens økonomi og ledelse i kommunerne ofte sammenlignes med det private erhvervsliv, så er kommune-virkeligheden en helt anden. Det er det, ifølge en borgmester, dog ikke alle der er med på.

Udgivet: 22/04/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

"Jeg blev selv overrasket over forskellene, da jeg trådte ind i den kommunale verden,” skriver Gentoftes borgmester Michael Fenger (K).

I et opslag på LinkedIn deler borgmesteren sine erfaringer med at gå fra privat virksomhedsledelse til kommunal topstilling og forsøger at forklare, hvorfor kommunal økonomi ikke fungerer som i det private.

Til NB-Økonomi uddyber Michael Fenger behovet for at komme med det her opslag:

"Der er mange, der tror, at en kommune er ligesom en virksomhed - Trump, han tror det også, men det er så en anden historie. Men der er jo bare et behov for at forstå de forskellige rammer, vi er i. Og jeg har bare mange gange mødt folk, der spørger: kan i ikke bare gøre lige som man gør i en virksomhed? Og selvfølgelig er der nogle lighedspunkter, men der er jo også nogle ret store forskelle."

Borgmester: Den største overraskelse var styringen

Michael Fenger har selv været 35 år i det private erhvervsliv inden han blev borgmester, og den største overraskelse og forskel på det private og kommunen var for ham den hårde styring:

"Det mest overraskende er jo nok, hvor hårdt man er styret på sine omkostninger, og hvor lidt man egentlig kan gøre, udover de omkostningsrammer, man har. Når man kommer fra en virksomhed, så er det jo meget drevet af, at der dybest set er en toplinje og en bundlinje, og så skal du afkaste på din investerede kapital. I en kommune, der kan du jo ikke bruge de penge, du har til overs, du har bare nogle omkostninger, du kan ikke gøre andet, og hvis du ikke er fuldt finansieret, så er du ligesom på røven, kan man sige."

En anden grundlæggende forskel er, at man i en virksomhed jo stopper med aktiviteter der ikke er en god forretning:

"De private virksomheder, de laver jo det, man kalder kreativt destruktion. Når det her fungerer ikke, så lukker vi det, starter et nyt forretningsområde, og vi gør alt muligt. Det kan man jo ikke gøre i en kommune, fordi det er lovbestemt, hvad vi skal gøre, og man kan ikke fjerne ikke-lønsomme forretningsområder, eller noget, der vokser og bare bliver dyrere. Det er man nødt til at håndtere, så din frihedsgrad er betydeligt mindre i en kommune, end den er i en privat virksomhed. Og det er der mange, der ikke helt har forstået," fortæller Michael Fenger.

Gentoftes borgmester er med det her opslag på Linkedin dog slet ikke færdig, der kommer flere flere opslag med flere forskelle og også et opslag med ligheder lover han.

Sidst opdateret: 22/04/2025 - 09:58

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]