Indenrigs og Sundhedsminister, Sophie Løhde (V), åbner høringen om kommunernes fremtidige økonomi.

Indenrigs og Sundhedsminister, Sophie Løhde (V), åbner høringen om kommunernes fremtidige økonomi. - Foto: Folketingets TV.

Minister og eksperter er enige: Ryd op i de mange særtilskud

De mange særtilskud og særordninger til kommunerne gør systemet alt for kompliceret og ugennemsigtigt. Sådan lød det fra både ministeren og ekspertpanelet til høring i Landstingssalen.

Udgivet: 12/03/2025

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer. Det gælder åbenbart også for udligningssystemet. Alt for mange særtilskud, med alt for underlige kriterier, mudrer nemlig billedet af kommunedanmark i sådan en grad, at det er svært at sige noget om, hvor godt grundkernen i systemet egentlig virker.

Det var dommen fra en række eksperter samt indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V), der alle var tilstede i Landstingssalen i går, hvor Folketingets Indenrigsudvalget havde inviteret til åben høring om kommunernes økonomiske fremtid.

Her blev blandt andet de mange særtilskud taget under behandling, og det var ikke lige kønne ord, som det nuværende system fik med på vejen. En af eksperterne, udligningsekspert Niels Jørgen Mau, havde allerede forud for høringen pointeret vigtigheden i en forårsrengøring af tilskuddene. Du kan læse debatindlæg som vi bragte på NB-Økonomi her.

Fik du læst?

Udligningsarbejde giver stor positiv chance for at sanere særtilskud

Hæmmer gennemsigtighed

Allerede ved høringens start faldt den første stikpille i retning mod de mange særtilskud da indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde gik på talerstolen:

"Efter min opfattelse bør det også være et system med færre knopskydninger end det, vi i dag ser med særlige ordninger. Vi har for eksempel under betegnelsen særtilskud en helt række særlige tilskud for samlet over 14 mia. kr." og det synspunkt gik igen blandt eksperterne.

Udover at være talrige og snørklede, så gør de mange nuværende tilskud det også overordentligt svært svært at bedømme, hvor godt udligningssystemet egentligt virker i dag, lød det fra panelet.

"Det helt store problem i dag er, at vi ikke kan sige noget begavet om, hvilke kommuner der bruger, eller får, for mange penge. For den sags skyld kan vi heller ikke sige noget om, hvem der bruger, eller får, for få penge," sagde NB-Mediers chefredaktør, Arne Ullum i sit oplæg, inden han pegede på særtilskuddene, som en af det helt store årsager:

"Det skyldes til dels den nuværende opgørelse af udgiftsbehovet, men i særlig grad, at kommunerne får 14 milliarder kroner i tilskud, basseret på håndholdte og skræddersyede kriterier."

Den linje mødte opbakning fra de andre eksperter til gårsdagens høring, blandt andet Peter Holdt-Olesen, partner og direktør ved analysefirmaet Index100, der mener, at det er tid til at få saneret ud i de mange tilskud. Faktisk mente han, at flere af tilskuddene er direkte problematisk indrettede.

"Jeg vil gerne nævne tilskuddet til udsatte ø- og yderkommuner og tilskuddet til udsatte hovedstadskommuner. De har to af de samme problemer. For det første, starter man ud med geografisk at definere nogen som værende mere udfordret andre. For det andet, hvis man én gang er defineret som værende udsat, så er man det altid, og altid i samme grad."

Her henviser Peter Holdt-Olsen til, at mange af de nuværende særtilskud er låste på baggrund af analysen, der lå til grund for den seneste reform af udligningssystemet. "De ændrer sig aldrig, uanset om kommunerne bliver rigere eller fattigere."

"En uhellig alliance"

Også den mangeårige udligningsekspert, Niels Jørgen Mau fra VIVE, sendte kritik i retning af de mange særtilskud som han mener gør systemet for ugennemsigtigt. "Vi er oppe på 23 særordninger nu. Det vil simpelthen tage for lang tid at nævne dem alle. Ved sidste reform prøvede man at rydde ud i dem, men det lykkedes ikke."

De mange ordninger

Du kan se en liste over de mange ordninger i denne faktaboks. Hertil kommer i øvrigt også midler til dvs. samarbejdspartnerskaber, ekstra lånemuligheder ifbm. anlæg samt betinget bloktilskud.

Tilskud

Beløb i mio. kr. 2025

Finansieringstilskud

3.500,0

Tilskud til bedre kvalitet i dagtilbud

648,2

Tilskud til generelt løft i ældreplejen

863,7

Tilskud til styrket kvalitet ældrepleje

1.175,0

Tilskud til værdig ældrepleje

1.212,0

Tilskud til bekæmpelse af ensomhed på ældreområdet

115.0

Tilskud til udsatte ø- og yderkommuner

1.711,5

Tilskud til udsatte hovedstadskommuner

689,4

Tilskud til grænsenære kommuner

114,1

Tilskud vedr. høj kriminalitet i visse boligområder

102,8

Tilskud til Furesø Kommune

35,6

Tilskud til vanskeligt stillede kommuner

936,0

Tilskud til kommuner med vanskelige økonomiske vilkår

363,3

Kompensationstilskud vedr. nettotab som følge af ændring i dækningsafgiften

454,0

Tilskud til kommuner med mindre øer

135,6

Tilskud til kommuner på øer uden fast forbindelse

226,5

Tilskud til nedsættelse af takser for godstransport

44,1

Tilskud til nedsættelse af takser for passagerer mv.

156,2

Momskompensation vedr. færgetakster for godstransport

9,4

Momskompensation vedr. færgetakster for passagerer mv.

8,6

Tilskud til færgedrift

2,4

I alt

11.140

Et tilskud som den garvede udligningsekspert dog alligevel knyttede et par ord til, var tilskuddet til de mest vanskeligt stillede kommuner. "Man startede med et par hundrede millioner kroner, men nu nærmer man sig en milliard." Ifølge VIVE-eksperten, så er det resultatet af en uhensigtsmæssigt politisk dynamik, der lige nu findes i verdenen omkring kommunedanmark.

"Det er lidt uvenligt at sige, men det minder næsten om en lidt uhellig alliance imellem de rige kommuner, der helst ikke vil give for meget fra sig i udligning, og så Finansministeriet, hvor låget på kassen sidder ret løst når vi taler om særtilskud. Så er der KL, der gerne vil vise, at de gør noget for kommunerne, dog uden at rejse den helt store udligningsdiskussion."

"Er det et sundt system når en kommune som Lolland, skal basere sin økonomi på 200 mio. kr. i særtilskud?" - spurgte eksperten retorisk. "Det er ikke fordi jeg ikke under Lolland de her penge, men jeg synes det er den forkerte måde det foregår på i dag"

Fik du læst?

Borgmestre om særtilskud: Vi holder lige skindet på næsen

Sidst opdateret: 12/03/2025 - 15:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]