Niels Jørgen Mau, projektchef i VIVE, er udligningsekspert og skriver i dette debatindlæg om de mange særtilskud, der er i tilskuds- og udligningssystemet.

Niels Jørgen Mau, projektchef i VIVE, er udligningsekspert og skriver i dette debatindlæg om de mange særtilskud, der er i tilskuds- og udligningssystemet. - Foto: VIVE

Debat

Udligningsarbejde giver stor positiv chance for at sanere særtilskud

Førende udligningsekspert Niels Jørgen Mau skriver i dette debatindlæg om at sanere i de mange tilskud i udlignings- og tilskudssystemet, så systemet bygger på faglighed og gennemskuelighed.

Udgivet: 30/01/2025

Del artiklen:

Af Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef i VIVE

Indenrigs- og sundhedsministeriets Finansieringsudvalg har efter alt at dømme udsigt til at modtage et kommissorium om en analyse af udligningssystemet.

Kommissoriet bliver bredt, og flere emner kan trænge sig på. Jeg vil pege på ét.

Nemlig hvordan systemet organiseres bedre i henholdsvis et generelt system, hvor der kun optræder kommunernes skattegrundlag og deres beregnede udgiftsbehov, en lang række specifikke tilskud med en række forskellige overskrifter - lige fra færger til småøer, tilskud til vanskeligt stillede kommuner, finansieringstilskud osv.

Formålet med at ”sanere” i de specifikke tilskud skal være at gøre systemet mere gennemskueligt og underbygge faggrundlaget. Der skulle ikke a priori annonceres ændringer i fordelingen, om end det til en vis grad vil kunne ske. Specifikke tilskud kan dog utvivlsomt ikke helt undværes.

Hvad er problemet?

I dag har vi efter min sammentælling næsten 20 specifikke tilskud. I sig selv et højt tal og også ofte med spørgsmål om faglig underbygning. Her vil jeg særligt pege på tre, hvor forskellige ”tærskler” ser ud til at være en fælles problematik.

For det første særtilskuddet til de vanskeligt stillede kommuner. Puljen hertil er øget betydeligt og udgør nu 800 mio.kr. Det ydes efter ansøgning så ministeren har pligt til at udøve et skøn.

Alligevel er det stort set de samme kommuner, der er modtagere. Det gælder knap 75 pct. af beløbet siden 2013. Da puljen er forøget voldsomt, mens antal modtagere er begrænset, bliver det stadig mere afgørende for en kommune, om den er ”inde i varmen” – om end modtagerne næppe føler det sådan. Men der bliver reelt en slags "nødhjælpstærskel", som en kommune netop skal op over for at modtage tilskud. Dette ”hop” i tilskud bliver et stigende problem med større pulje.

For det andet optræder mange "tærskler" i de to specifikke tilskud til udsatte kommuner (ø- og yder- samt hovedstadskommuner). Eksempelvis at ”landdistriktsgraden er over 60 ”og ” andel førtidspensionister over 1,75 pct.” m.fl. Sådanne tærskler kan give utilsigtede incitamenter - også selv om problemet er forsøgt afhjulpet ved fastfrysning af tilskuddene.

Fastfrysning udløser dog nye problemer, fordi tilskuddet kan komme ud af trit i forhold til aktuelle behov og fordelingen mere få karakter af en politisk beslutning end en regulær fordelingsmekanisme. Tilskuddene erstattede fra 2021 henholdsvis den tidligere hovedstadsudligning og tilskuddet til kommuner med højt strukturelt underskud. Begge disse var opbygget på traditionelt fagligt grundlag, men kan næppe genindføres.

For det tredje må nævnes finansieringstilskuddet på 3,5 mia.kr. Det var oprindelig tænkt som ét-årigt, men er nu blevet permanent. Også her optræder visse "tærskler", som kunne sammentænkes med det øvrige system. Men også her er det meste fastfrosset.

Hvorfor er det sket?

Forklaringerne på de aktuelle forhold er mange, og beslutninger om udligning vil altid tjene flere hensyn. Jeg vil blot pege på én mulig forklaring på tilskuddenes vækst. Noget tyder på, at pengene tilsyneladende har ”siddet lidt løst” fra statens side. Tilskuddene er således i vidt omfang finansieret af staten uden modsvar, hvilket er i modsætning til princippet om udligning som et nulsumsspil. Det kan have lettet den politiske beslutningstagning og mindsket interne kommunale modsætninger, hvis ”staten betaler”.

Kan systemet ændres og saneres?

Hvis der er ønske om en sanering og nedsat vægt på specifikke tilskud, er der så vidt, det ses gode muligheder for ændringer. Det er en kompliceret og svær opgave men næppe værre end tidligere.

Det bliver i givet fald Finansieringsudvalgets opgave. Ét element kunne være at nedbringe den årlige overfinansiering via aftaler, tilskud og udligning, der i dag tilfører ekstra 4-5 mia.kr. årligt til kommunerne.

Et andet element kunne være en analyse af mønstret for de godt 20 kommuner, der får særtilskud i dag. De skulle så delvist indtænkes i det generelle system. For det tredje kunne overvejes kandidater til nye tilskudskriterier, fx vedr. kommunestørrelse, miljømæssige forhold, pendlingsmønstre mm. Det kræver dog utvivlsomt grundige og krævende  analyser.    

Kan kritik undgås?

Det er en gammel erkendelse, at ethvert udligningssystem må forventes at modtage kritik fra en (meget) stor del af kommunerne. Her hjælper overfinansieringen næppe meget på den lange bane. Forhåbentlig vil et fagligt holdbart system faktisk være robust og håndterligt også for landspolitikerne.

Sidst opdateret: 30/01/2025 - 10:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]