
Peter Holdt-Olesen, direktør og partner i Index100, er udvalgt til at holde oplæg til Indenrigsudvalgets høring om den kommunale økonomi tirsdag eftermiddag. - Foto: Brian Rasmussen, Fotografhuset
Index100 fokuserer på kommunernes udgiftsbehov til høring i Folketinget tirsdag
Direktør i Index100, Peter Holdt-Olesen, vil fokusere på kommunernes udgiftsbehov, når han tirsdag skal på scenen i Landstingssalen til åben høring i Folketinget. Hvis kommunerne vil benchmarke, kræver det overblik over udgiftsbehovet, siger direktøren.
Udgivet: 11/03/2025
Tirsdag eftermiddag kl. 13 afholder Folketingets indenrigsudvalg en stor åben høring i Landstingssalen om "fremtidens kommunale økonomi".
På scenen er indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), Karsten Filsø (SF) formand for Indenrigsudvalget, tre eksperter og fire borgmestre. Tanken med høringen er en debat om, hvad regeringens kommende analyse af udligningen - og dermed et kommissorium - bør indeholde. Én af eksperterne er Peter Holdt-Olesen, der er direktør og partner i konsulentvirksomheden Index100.
"Jeg er blevet bedt om at tale om de kommunale udgifter og opgørelsen af de kommunale udgiftsbehov. Det er en væsentlig del af udligningssystemet, og fordi man påtænker at lave analyser af systemet og belyse, hvor vidt det kunne gøres på andre måder, så er udgiftsbehov et væsentligt område at kigge nærmere på," forklarer Peter Holdt-Olesen til NB-Økonomi forud for høringen.
"Det, vi er stærke til i Index100, det er at analysere på kommunale udgiftsbehov. Det har vi gjort i rigtig mange år og for rigtig mange forskellige kommuner."
Der er gået over et år, siden Indenrigsudvalget i Folketinget sidst havde en høring om kommunernes økonomi. Dengang handlede høringen om, at der var et behov for at få en ny og bred analyse af udligningssystemet, da flere borgmestre mente, at udligningen var kørt skævt. I dag er samtlige kommuner, regeringen og KL enige i, at der er behov for en analyse af udligningen, og at den kommende analyse skal være bred. Det glæder udligningseksperten fra Index100, at der er så bred enighed.
"Jeg synes, det er rigtig positivt, at der er enighed i KL om et ønske til kommissoriet, så det bliver spændende at følge," siger han.
Kommunerne ønsker overblik over egen styring
Der hvor Index100 ofte kommer på banen, når de laver opgaver for kommunerne, er netop omkring udgiftsbehovet.
"Når vi laver udgiftsbehovsanalyser, så er det ofte, fordi kommunerne gerne vil blive klogere på deres egen styring, hvis de skal have lavet en ordentlig udgiftsbenchmarking, så er de nødt til at få styr på, hvad deres udgiftsbehov er. Det er først dér, de kan stille skarpt på, hvordan de lokale prioriteringer ser ud, når der er renset for udgiftsbehovene," siger Peter Holdt-Olesen og tilføjer:
"Så kan vores analyser også bruges af nogle af kommunerne til interessevaretagelse, hvis det viser sig, at de er meget udfordret i forhold til udgiftsbehovene. Men det er et biprodukt i forhold til vores analyser."
Peter Holdt Olesen har arbejdet med tilskuds- og udligningssystemet siden sin studietid. Det startede med et speciale i Statskundskab fra Aarhusuniversitet, hvor han skrev om den historiske udvikling i systemet mellem 1971 og frem til 1999.
Derefter fik han muligheden for at arbejde i en kommune, hvor han har siddet med budgettering, tilskud og udligning i Aarhus i en årrække.
"Jeg har efterfølgende været i flere år i tre forskellige statslige analyse- og forskningsinstitutioner. Først KREVI, som blev til Kora og sluttede med at hedde VIVE, som det hedder i dag. For syv år siden startede jeg mit eget analysefirma Index100, og vi har været i halvdelen af landets kommuner for at løse opgaver," siger Peter Holdt-Olesen.
Se hele programmet for høringen her.
Sidst opdateret: 10/03/2025 - 23:39









































