Der er et spørgsmål, som har skabt uenighed i debatten om kommunal udligning. Er det virkeligt rigtigt, at udligningssystemet har indbygget en straf til kommuner med mange børn og ældre og en belønning til universitetsbyerne med relativt mange unge?

Sagen kom først frem, da en af landets førende eksperter i kommunal udligning Kjeld Gregers fra Favrskov Kommune beskrev sammenhængen i en artikel i Samfundsøkonomen helt tilbage i 2018, som vi rapporterede om her på NB-Økonomi. Gregers argumenterede både for at en teknisk detalje i beregningsmetoden gav en skævhed, ligesom han argumenterede for, at det socioøkonomiske udgiftsbehov blev vægtet for højt, og dermed skadede kommuner med et lavt socioøkonomisk indeks som Favrskov.

Uenighed om hvorvidt udligning straffer kommuner med mange børn og ældre

Mens udviklingschef i Dataproces Kasper Lund Nødgaard og skribenten bag denne artikel fastholder, at en detalje i beregningsmotoren bag udligningssystemet udløser en underkompensation til kommuner med mange ældre og/eller børn, så har tidligere kommunaldirektør i Randers Kommune Hans Nikolaisen fremført, at det ikke er noget problem.

"Det er i særlig grad NB-økonomi og Dataproces, der postulerer, at systemet skævvrider den demografiske udligning. Påstanden er, at kommuner med mange omkostningskrævende børn og ældre underkompenseres i forhold til kommuner med mange ikke omkostningskrævende yngre borgere. Problemet er bare, at det ikke er et problem," skriver Hans Nikolaisen i et indlæg på Linkedin.

Her er argumentet for skævvridningen - test det selv

Kernen i udligningen af udgifter i udligningssystemet er beregningen af det såkaldte udgiftsbehov. Det er en teoretisk udregning af, hvor mange penge en kommune skal bruge for at levere en landsgennemsnitlig service til sine borgere, når der tages højde for alderssammensætningen og de socioøkonomiske forhold.

I praksis foregår det ved, at Indenrigsministeriets kommunekontor via stikprøver finder ud af, hvordan kommunernes udgifter fordeler sig på de enkelte aldersgrupper. De billigste borgere er de 20-24 årige, som det i gennemsnitskommune koster 44.388 kroner at levere landsgennemsnitlig service til, mens det ikke overraskende er meget dyrere at levere service til en 85+ årig, der koster 212. 558 kroner. De tal offentliggøres af Indenrigsministeriets "Meddelelse om tilskud og udligning" (MTU) inden 1. juli.

De tal er i en kommune med gennemsnitlige sociale problemer. Derfor tager man 33 procent af udgifterne ud til et særligt socioøkonomisk udgiftsbehov, som fordeles til kommunerne i forhold til et særligt socioøkonomisk indeks - des større sociale problemer des højere indeks.

Men da reglerne siger, at pengene til det socioøkonomiske indeks skal tages fra de enkelt aldersgruppers udgiftsbehov med 33 procent, så betyder det populært sagt, at en kommune for hver 20-24 årige kun skal aflevere 14.648 kroner til det sociale udgiftsbehov (33 procent af 44.388), mens den skal aflevere 70.144 kroner for hver 85+ årige (33 procent af 212.558).

Når det socioøkonomiske udgiftsbehov skal tilbage til kommunernes udgiftsbehov, så fordeles det pr indbygger. Det betyder, at en kommune med et gennemsnitligt udgiftsbehov får tildelt et socioøkonomisk udgiftsbehov på 25.762 kroner pr indbygger (se MTU 2025).

Den lille detalje udløser en skævvridning til fordel for de kommuner, som har en relativ lille andel børn og ældre og en relativ stor andel 20-74 årige. Den simple forklaring er, at kommunerne afleverer helt op til fem gange mere pr. ældre til det socioøkonomiske udgiftsbehov i forhold til en 20-24 årig, men at de to aldersgrupper får tilbageført det samme beløb i socialt udgiftsbehov. (Se eksempel på beregningen nedenfor).

Hvis man prøver at sammenligne kommunens faktisk forventede udgiftsbehov til en aldersgruppe, og det som kommunen får i udligningssystemet, så bliver billedet tydeligt.

Som du kan se i grafikken, så betyder det, at en kommune med et socioøkonomisk indeks på 100 får en overkompensation på 11.114 kroner for hver 20-24 årig.

Forklaringen er den helt enkle, at de 20-24 årige afgiver meget lidt til det socioøkonomiske udgiftsbehov sammenlignet med eks. en 85+ årig, men får det samme beløb tilført som alle andre aldersgrupper.

Modsat gælder det for en 85+ årig. Som du kan se grafikken, så får en kommune med et socioøkonomisk indeks på 100 en kraftig underkompensation for de 85+ årige. Helt præcist er det 44.383 kroner.

Hvis man omsætter over og underkompensation i udgiftsbehovene til udligningskroner og indregner udligningsgraden på 95 procent, så svarer det til, at en kommune har et overskud på 20-24 årige på 10.558 kroner, mens en kommune har et underskud på en 85+ årig på 42.164 kroner.

Skævhed udløses kun af afvigelser fra landsgennemsnittet

Hvis en kommune har en landsgennemsnitlig alderssammensætning af sin befolkning, så vil over- og underkompensationen opveje hinanden. Men de seneste 30 år er alderssammensætningen blevet mere og mere skæv. Universitetsbyerne har en meget stor andel af unge, mens især yderkommunerne og en række oplandskommuner til de store byer har en kraftigt overvægt af ældre.

Nedenfor kan du se regnestykket for en unge-kommune

For at illustrere effekten har NB-Økonomi beregnet udgiftsbehovet for to modelkommuner med blot 100 indbyggere.

Begge kommuner har fået et socioøkonomisk indeks på 100 svarende til, at kommunens udgiftsbehov burde svare til bruttoudgiftsbehovet for de enkelte aldersgrupper. Forklaringen er, at det totale udgiftsbehov inden fradrag for bidrag til det sociale udgiftsbehov svarer til det, som det koster en gennemsnitskommune at levere en landsgennemsnitlig service til en borger i en bestemt aldersgruppe. Altså netop netop en gennemsnitskommune med et socioøkonomisk indeks på 100.

Den "unge kommune" har ligesom eks. København en markant større andel unge end den gennemsnitlige kommune, og en relativ lille andel ældre. Som det fremgår af grafikken, så får en "ung kommune" i det valgte eksempel et udgiftsbehov og dermed en udligning, som er tre procent større end det kommunen egentligt skal bruge på levere service til sine borgere.

Modsat gælder for en kommune med en relativ stor del af ældre. Her får kommunen tildelt et udgiftsbehov og dermed udligning

Her får kommunen et udgiftsbehov, som er 1,1 procent mindre i udgiftsbehov end den forventede udgift.

En procent i udgiftsbehov svarer for en gennemsnitskommune til afvigelse i udgiftsbehovet på cirka 41,0 millioner kroner svarende til cirka 39,4 millioner kroner i udligning .

Dermed bliver forskellen mellem to gennemsnitskommuner i hver sin ende af det demografiske spekrum (med henholdsvis mange 20-74 årige og mange ældre, som i modeleksemplerne), cirka 160 millioner kroner svarende til cirka 2650 kroner pr. indbygger.

Vigtig forbehold: Vi kender ikke socialt betingede udgifter i de enkelte aldersgrupper

Der foreligger ikke beregninger for, hvor følsom udgiftsbehovet til de enkelte aldersgrupper er i forhold til socioøkonomi. Altså er udgifterne til 20-24 årige mere eller mindre følsomme overfor en ændring i det socioøkonomiske indeks end eksempelvis udgiften til 85+ årige.

Derfor kan effekten af under- og overkompensation for de enkelte aldersgrupper være forskellige for kommunerne afhængig af deres socioøkonomiske indeks. Det spørgsmål kan i realiteten kun afklares i den kommende analyse af udligningssystemet, som Finansieringsudvalget skal gennemføre.

Men som regnestykket for de to modelkommuner viser, så er der en overkompensation for 20-74 årige og en underkompensation for børn og ældre over 75 år.