
Borgmester Steen Christiansen (S) fra Albertslund Kommune - Foto: Albertslund Kommune
Debat
Reform af udligningssystemet: Nødvendige hensyn
Kommissorium til en ny udligningsmodel skal være til at forstå. Borgmester skriver i dette debatindlæg, at KL bør inddrages i den fremtidige proces om kommissoriet med regeringen, så udligningssystemet bliver robust.
Udgivet: 25/02/2025
Af: Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund Kommune
Antallet af indlæg her på NB Medier vidner om, at vi for alvor er i gang med udligningsdiskussionen igen. Og jeg vil gentage mig selv: Sådan må det være, for vi kan jo ikke have et system, som så mange er utilfredse med.
Med andre ord er det vigtigt, at vi får et kommissorium for en ny model, som er til at forstå, og som rummer det vigtige, så vi faktisk sikrer det, som er meningen med at udligne kommuner imellem.
Det betyder også, at KL nu har sendt et brev til Indenrigsminister Sophie Løhde med ni principper, som er vigtige i forbindelse med udviklingen af udligningssystemet.
Det er sådan, at kommunerne står overfor betydelige udfordringer i økonomien, på trods af gode intentioner i økonomiaftalerne. Det nuværende tilskuds- og udligningssystem er ikke længere tilstrækkelig robust, og det komplicerer vi kommuners evne til at kunne leve op til det serviceniveau, som Folketinget og regering forventer.
Ni principper for udligningen
Det er i det lys, at vi i KL nu opfordrer til en grundig reform, baseret på ni centrale principper:
1. Grundig Systemanalyse: En omfattende gennemgang af hele systemet er afgørende.
2. Opdateret Datagrundlag: Reformen skal baseres på aktuelle og valide data.
3. Objektivitet: Parametrene skal være saglige og upåvirkelige.
4. Tilstrækkelig Finansiering: Alle kommuner skal sikres tilstrækkelige ressourcer til at opretholde serviceniveauet.
5. Stabilitet: Undgå store finansielle udsving mellem år.
6. Balanceret Udligning: Bevare incitamentet til udvikling i kommunerne uden for store forskelle.
7. Bred Finansieringsinddragelse: Inkluder alle relevante finansieringskilder i analysen.
8. Løbende Evaluering: Systemet bør kontinuerligt justeres for at rette eventuelle skævheder.
9. Gennemsigtighed: Skab et mere transparent system baseret på tilgængelige data.
Helt overordnet ser vi frem til en inddragende proces og håber på en reform af udligningssystemet, der er med til at sikre fremtidens kommunale økonomi, fordi det bare er så centralt for vores fælles velfærdssamfund.
Vil du deltage i debatten?
Vi har valgt panelet ud fra forskellige holdninger, geografi og partifarve, når det kommer til borgmestre. Derudover er der også en udligningsekspert og en økonomidirektør.
Har du også holdninger til kommissoriet eller tilskuds- og udligningssystemet og dermed en potentiel ny udligningsreform?
Så tøv ikke med at skrive til os og send dit debatindlæg på maximalt 600 ord inklusiv mellemrum.
Du kan sende dit debatindlæg til redaktør Christian Brandt, [email protected]
Sidst opdateret: 25/02/2025 - 11:43
Temaer: Debat






































