
Professor Nina Smith fra Aarhus Universitet har skrevet en ny bog, der handler om, at Finansministeriets regnemodel ikke har tilstrækkelig blik for omsorg og velfærd. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ny bog: Finansministeriets regnemodeller er velfærdsblinde
Professor i nationaløkonomi Nina Smith efterlyser et opgør med Finansministeriets regnemodeller, der undervurderer investeringer i velfærd.
Udgivet: 24/02/2025
Formanden for reformkommissionen og professor i nationaløkonomi fra Aarhus Universitet Nina Smith, der også har været økonomisk vismand, skriver i sin nye bog 'Overskudskvinder', at Finansministeriets regnemodeller er "omsorgsblinde", som ikke har blik for velfærd.
Det skriver Mandag Morgen via Ritzau.
Nina Smith mener heller ikke, at de nuværende regnemodeller tager højde for, hvordan investeringer i omsorg og velfærd kan føre til øget produktivitet, økonomisk vækst og en styrket konkurrenceevne.
”Det betyder, at politikerne får et skævt beslutningsgrundlag og kommer til at nedprioritere omsorg og investeringer i velfærd. Finansministeriet bliver derfor nødt til at få udbygget regnemodellerne, så effekterne af omsorg bliver indarbejdet,” siger Nina Smith til mediet.
Mens modellerne er blevet meget sofistikerede til at udregne de såkaldte dynamiske effekter af skattelettelser, så ser de stadig en investering i for eksempel bedre dagpleje eller folkeskoler som en ren udgift.
"Jeg siger heller ikke, at man kan gøre det perfekt. Men vi kan godt give politikerne et bedre beslutningsgrundlag ved at samle den viden op, der findes, og så i det mindste angive usikkerheden,” siger hun.
”Der er jo også rigtig meget usikkerhed, når det gælder skattesiden og dens effekter. Jeg ved det, for jeg har selv været med til at udvikle dem,” siger Nina Smith, som i 1995 blev Danmarks første kvindelige økonomiske vismand.
Kvindernes kampdag hænger sammen med velfærd
Den nye bog ’Overskudskvinder – Økonomernes vej til det frie og lige liv’, der udkommer 7. marts, kan læses som et slags kampskrift før kvindernes internationale kampdag 8. marts.
Men kampen bør også være for hele velfærdsstaten, siger professoren.
”Kvindekampen er tæt forbundet til velfærdsstatens overlevelse,” siger Nina Smith og advarer mod tendensen til at gå ned i arbejdstid for at få tid til at passe sine børn derhjemme.
”Vi har lavet en dansk velfærdsmodel, hvor kontrakten er, at vi skal gå på arbejde og bidrage til velfærdsstaten. Det er jo det, vi er ved at sætte over styr, hvis det bliver sådan, at vi kvinder bare går hjem og passer vores børn. Så kan vi godt glemme alt om at give mindre underskud,” siger hun.
Sidst opdateret: 25/02/2025 - 10:48









































