Selvom det lyder helt absurd, at staten påfører kommunerne et tab på næsten 200.000 kroner, hver gang jobcenteret får en person med handicap i job, så skyldes det nogle tekniske definitioner dybt nede i det såkaldte kommunale udligningssystem, der skal fordele penge mellem fattige og rige kommuner.

Kernen i systemet er, at man udregner hvilke udgifter en kommune skulle have for at få give sine borgere en gennemsnitlig service. Hvis det såkaldte udgiftsbehov er over landsgennemsnittet, så får kommunen udlignet 95 procent af forskellen, men kommunen omvendt skal betale 95 procent af forskellen, hvis udgiftsbehovet er under 95 procent.

For beregne udgiftsbehovet, så ser man to centrale forhold..

For det første ser man på alderssammensætningen, fordi børn og ældre er markant dyrere end andre borgere, fordi de trækker massivt på den kommunale service.

Derudover ser man på den socioøkonomiske sammensætning af borgere, fordi socialt belastede borgere i sagens natur er dyrere end velfungerende borgere, som bare går på arbejde og aldrig henvender sig på kommunen for at få eks. overførselsindkomster.

Det er den socioøkonomiske del af udligningsystemet, som skaber problemet. Helt konkret fordeles en tredjedel af kommunerne udgiftsbehov via en række kriterier, hvor man måler på en række sociale indikatorer som eksempelvis antallet af 20-59 prige borgere uden for arbejdsmarkedet eller antal borgere med et handicap.

Regnestykket, der udløser tab for kommunen

Via en række komplekse formler kan man regne ud, at en ekstra person, som opfylder handicapkriteriet, påvirker kommunens udligning med 124.420 kroner, mens en 20-59 uden beskæftigelse udløser 72.312 kroner om året. Da den samme borger kan optræde i flere kriterier vil en person med handicap uden beskæftigelse i alt udløse 196.733 kronrer om året.

Den lille detalje, som udløser straffen for at få handicappede i arbejde, er en lille passus i kriteriets definition, som siger:

"Opgøres af Danmarks Statistik som antallet af udviklingshæmmede på 65 år og derunder samt antallet af 20-59-årige uden for arbejdsstyrken med øvrige handicap."

Oversat til almindeligt dansk betyder det, at alle personer med et handicap, og som ikke er udviklingshæmmede, kun tæller med i kriteriet, hvis de er uden for arbejdsstyrken. Det betyder helt banalt, at en person med et fysisk handicap tæller med i kriteriet lige indtil det øjeblik, hvor personen træder ind på arbejdsmarkedet.

Helt præcist gøres det op hvert år i november, og hvis en person er ansat i ordinær eller støttet beskæftigelse i mere end fire timer i november måned, så tæller de ifølge FN-definitionen for statistikken ind i arbejdsstyrken, og dermed ryger de ud af kriteriet.

Forklaringen på det er, at beskæftigelse populært sagt er brugt til at skelne mellem personer, som nok har et handicap, men som lever et helt normalt liv med fuldtidsjob og uden omfattende plejeudgifter for kommunen, og så personer med handicap som udløser store udgifter for kommunen.

Men den skelnen tager ikke højde for, at samfundet i dag ønsker at inkludere handicappede i alle dele af samfundslivet også arbejdsmarkedet, uanset om det kun er realtivt få timer om ugen.

Førtidspensionister er lidt mere kringlet

For førtidspensionister er systemet lidt mere kringlet. Antallet af førtidspensionister afgøres af, hvor gode kommunerne er eksempelvis til revalidering og andre fastholdelsestiltag. For at belønne de kommuner, som er gode til at bevilge førtidspensioner til få borgere, er antallet af førtidspeninister ikke et kriterium i udligningsystemet.

Det skal i stedet fanges af en række kriterier, og et af de helt centrale er antallet af 20-59 årige uden beskæftigelse. Kriteriet henviser direkte til Danmarks Statistiks registerbaserede arbejdsstyrke, og dermed ryger en person ud af kriteriet, hvis vedkommende har mere end fire timers beskæftigelse i november måned.

Det er værd at bemærke, at udligningsystemet måler den relative forskel mellem kommuner. Derfor vil effekten blive udlignet, hvis blot alle kommuner fik samme andel af personer på førtidspension eller med et handicap i beskæftigelse.

Modsat betyder det også, at de kommuner, som ikke prioriterer at få førtidspensionister og handicappede i job, får stigende tilskud til deres førtidspensionister og personer med handicap.

FAKTA Her er de to kriterier

Antal 20-59-årige, der er uden beskæftigelse, ud over 5 procent af antallet af 20-59-årige:

Antal 20-59-årige, der er uden beskæftigelse og ligger ud over 5 pct. af antallet af 20-59-årige i kommunen ganget med antallet i aldersgruppen, opgøres ud fra data på antallet af 20-59-årige fordelt på socioøkonomisk status som opgjort af Danmarks Statistik baseret på den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik. Kriteriet opgøres som det største antal 20-59-årige, som på optællingstidspunktet var arbejdsløse eller uden for arbejdsstyrken, ud over 5 procent eksklusive uddannelsessøgende, i enten ultimo november i det senest opgjorte år (2021) eller ultimo november 3 år forud for dette år. Hvis det seneste opgjorte år anvendes, bruges befolkningens arbejdsmarkedsoplysninger opgjort ultimo november i 2021 og folketallet pr. 1 januar i året før beregningsåret. Hvis 2018 anvendes, bruges befolkningens arbejdsmarkedsoplysninger opgjort ultimo november i 2018 og folketallet pr. 1. januar i

2019.

Antal personer med handicap:

Opgøres af Danmarks Statistik som antallet af udviklingshæmmede på 65 år og derunder samt antallet af 20-59-årige uden for arbejdsstyrken med øvrige handicap. Kriteriet opgøres som de personer, som inden for en 5- årig periode fra 2017-2021 er diagnosticeret inden for sygehusvæsenet med en aktions- eller bidiagnose, som vil kunne medføre et handicap. Ved opgørelsen henregnes personer til folketallet i kommunen i det første diagnoseår. I de tilfælde, personen er indskrevet i sygehusvæsenet før 1. januar i den 5-årige periode, henregnes personen til bopælskommunen på indskrivningstidspunktet.